Perspektiv på Solvognen

Hvad fortæller Solvognen om samfundet i bronzealderen?

I den ældre bronzealder voksede der en magtfuld elite frem i de skandinaviske samfund. Denne elite demonstrerede sin magt og indflydelse gennem store projekter, f.eks. ved at bygge store gravhøje og eller få produceret værdifulde genstande af bronze. Solvognen har repræsenteret en meget stor værdi i sin samtid, og den er det måske mest kendte eksempel på, hvordan eliten dengang kunne vise sin magt. Kobber og tin (der udgør de to bestanddele i bronze) var nemlig ikke tilgængelige i Skandinavien, og det krævede lange handelstogter til Midt- og Sydeuropa at skaffe metallet. Hertil skal lægges de avancerede håndværk, det har krævet at støbe en genstand som Solvognen. Solvognens ejer har gennem den kunnet demonstrere både sin rigdom og sin forbindelse til resten af Europa. Man kan læse mere om Bronzealderens magtstruktur i Lene Melheims artikel ”Tro og makt i gravene” (se kilder).

Hvilken betydning havde ofringen af Solvognen?

På grund af Solvognens findested ved man, at den er blev brækket i stykker og ofret i en mose. Ved at ofre en værdifuld genstand som Solvognen har ejeren kunne vise sin rigdom: Han havde ikke blot råd til at få fremstillet en dyr og fin ting, men havde også overskud nok til at skille sig af med den igen. At en elite ofrer store værdier til guderne, og dermed demonstrerer både deres økonomiske magt og deres religiøse betydning, kendes også fra andre kulturer og historiske perioder. Blandt de mest berømte eksempler er de såkaldte Potlatchs, hvor eliten blandt de oprindelige folk ved den nordvestlige stillehavskyst i det nuværende USA og Canada forsøgte at overgå hinanden i ofre til guderne. Man kan læse mere om Potlatch i den canadiske encyklopædi (se kilder). Faktisk er Carl Barks-historien om Onkel Joakims dyst med Maharajahen af Howduyustan, om hvem der kan skænke Andeby den flotteste statue af byens grundlægger, skrevet med udgangspunkt i Potlatch-temaet (se kilder).