Hvilke virkninger fik Kanslergadeforliget for dansk politik i de følgende årtier?
Forhandlingerne, der resulterede i Kanslergadeforliget, var vanskelige og flere gange tæt på at bryde sammen. Begge politiske fløje endte med at gå på kompromis med nogle af de principper, de hidtil havde ført politik ud fra. Kanslergadeforliget ændrede måden, som dansk politik blev ført på, som det er beskrevet på Danmarkshistorien.dk og Arbejdermuseets hjemmeside (se kilder):
Kanslergadeforliget blev begyndelsen på mange årtiers praksis, hvor partier fra forskellige politiske fløje samarbejder ”over midten”. Det var et brud med tidligere tiders uforsonlige skel imellem højre- og venstrefløj. Nogle historikere har fortolket nybruddet som politikernes forsøg på at forhindre, at udemokratiske kræfter vandt indflydelse, som det bl.a. skete i det nazistiske Tyskland. Andre, bl.a. historikeren Mogens R. Nissen argumenterer i bogen ”Det nationale kompromis – Kanslergadeforliget i 1933” (se kilder), for, at aftalerne ved Kanslergadeforliget snarere var politiske studehandler ud fra mere kortsigtede vælgerinteresser.
Med Kanslergadeforliget fraveg Venstre sin tidligere stålsatte tro på, at statsøkonomien altid af sig selv ville finde tilbage til en balance mellem udbud og efterspørgsel af varer, kapital og arbejdskraft. Ifølge Arbejdermuseets hjemmeside (se kilder) kan forliget ses i forlængelse af en generel politisk linje, der begyndte under Første Verdenskrig, hvor næsten alle vestlige regeringer foretog statslige reguleringer af og indgreb i de økonomiske processer.
Hvilken betydning fik Kanslergadeforliget for velfærdsstaten?
Fra 1930’erne og mange årtier frem anså alle partier staten for at være et vigtigt redskab til at skabe en velfungerende samfundsøkonomi. Mange historikere anser denne økonomiske tilgang – i kombination med indførelsen af socialreformerne – for at have lagt grunden til udviklingen af en dansk velfærdsstat.
Med velfærdsstaten blev der bygget et social-økonomisk sikkerhedsnet op – med ret til bl.a. sundhedsydelser og personlig støtte i krisesituationer for alle borgere. Samtidig begyndte staten i stigende grad at regulere borgernes livsførelse ved at stille krav til gengæld for, at de kunne få forskellige velfærdsydelser. Et flertal af politikere og forskere begyndte at argumentere for, at en sund samfundsøkonomi krævede, at antallet af uproduktive borgere blev begrænset. Det medførte, at titusindvis af personer fra nogle samfundsgrupper blev institutionaliseret og tvangssteriliseret, som det vises i Historiekanon-videoen på YouTube (se kilder). 1930’ernes socialreformer forbedrede altså livsvilkårene for flertallet. Men samtidig førte politikken bag dem til statsautoriserede indgreb – og overgreb – mange årtier fremefter, som bl.a. historiker Lene Koch har vist i sin forskning (se kilder).