Oppositionspolitikeren Svetlana Tikhanovskaja taler i en megafon
Oppositionspolitikeren Svetlana Tikhanovskaja ved en demonstration i København, 23. oktober 2020.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Folkeoprøret i Belarus (tidligere Hviderusland)

journalist Lasse Skytt, Bureauet, oktober 2020. Opdateret november 2021.
Top image group
Oppositionspolitikeren Svetlana Tikhanovskaja taler i en megafon
Oppositionspolitikeren Svetlana Tikhanovskaja ved en demonstration i København, 23. oktober 2020.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Indledning

Belarus – tidligere kendt som Hviderusland – er et land i Østeuropa, beliggende mellem Polen og Rusland. Landet har en omtumlet historie med mange krige og konflikter, men Belarus har også en særegen kultur, der tiltrækker rejsende fra hele verden. Under kommunismen var Belarus en del af Sovjetunionen, indtil landet fik sin selvstændighed efter det sovjetiske kollaps i 1991. I det politiske kaos, der fulgte, kom Aleksandr Lukasjenko til magten, og han har været præsident i Belarus siden. 
Lukasjenko bliver omtalt som ‘Europas sidste diktator’. Fra vestlig side anses hans regime som brutalt og undertrykkende, og der er dokumenteret brud på menneskerettighederne og mangel på pressefrihed. I forbindelse med præsidentvalget i 2020 kulminerede utilfredsheden med udbredte protester imod styret, hvilket førte til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Lederen af oppositionen, Svetlana Tikhanovskaja, blev personificeringen af oprøret mod Lukasjenko. Hun måtte dog forlade Belarus af frygt for sin sikkerhed. Hvorvidt oprøret vil føre til varige forandringer i det belarusiske samfund og politiske liv, er stadig uklart. 

I maj 2021 blev et fly, som havde en systemkritisk belarusisk journalist ombord, tvunget til at lande i Belarus, hvor journalisten blev anholdt. Det førte til, at EU lagde et markant stærkere pres på Lukasjenkos styre igennem sanktioner, som blandt andet skulle ramme Belarus’ eksport. Modsvaret fra Lukasjenko var at bruge migranter fra Mellemøsten til at afpresse EU i en eskalerende konflikt på grænsen til Polen. 
 

Video: Politi og maskerede militsfolk slår hårdt ned på de folkelige protester i Hviderusland. BBC, 2020-09-20.

Artikel type
faktalink

Belarus’ historie

Print-venlig version af hele artiklen

Hvad er Belarus?

Belarus er en republik i det østlige Europa. Landet har ingen kystlinje og grænser op til fem lande: Rusland mod øst, Polen mod vest, Ukraine mod syd og Letland og Litauen mod nord. Der er cirka 9,5 millioner indbyggere i Belarus, hvoraf 83 procent er belarusere, og 8,3 procent er russere. Landet har to officielle sprog: De fleste taler russisk, et mindretal taler belarusisk. Hovedstaden hedder Minsk, og her bor der knap to millioner mennesker. 

I Belarus er de fleste tilknyttet den russisk-ortodokse kirke, mens et stort mindretal, cirka 40 procent, ikke følger nogen religion.

Hvorfor hedder det Belarus – og ikke Hviderusland?

På belarusisk og de fleste andre sprog, heriblandt engelsk, kaldes landet for Belarus. På dansk oversatte man det i Danmark frem til marts 2021 oftes direkte til ‘Hviderusland’, selv om en del historikere længe havde pointeret, at det er en misforståelse. ‘Bela’ kan ganske vist oversættes til ‘hvid’, men ‘rus’ bør derimod ikke oversættes til ‘Rusland’, lyder argumentet. ‘Rus’ refererer nemlig ikke til Rusland, men til Rutenien, som er navnet på de områder i Østeuropa, der i middelalderen var befolket af østslaviske folkeslag. I marts 2021 ændrede Udenrigsministeriet i Danmark formelt navnet, så man fremover vil bruge Belarus på dansk. Det fremgår af Berlingskes artikel “Europakortet skal skrives om: Efter 30 år ændrer Danmark kontroversielt landenavn” (se kilder).

Hvorfor har Belarus to forskellige flag – og hvad symboliserer de?

Belarus’ nuværende officielle flag er rødt og grønt. Flaget blev taget i brug i 1995, efter at præsident Aleksandr Lukasjenko var kommet til magten, og det er en let ændret version af det flag, landet brugte, da det var en del af Sovjetunionen. 

Et andet flag, bestående af farverne rød og hvid, har også været brugt i nogle perioder af landets historie. Blandt andet fra Belarus’ selvstændighed i 1991, indtil præsident Lukasjenko kom til magten i 1994 og ændrede landets officielle flag. Under folkeoprøret i sensommeren 2020 blev det rød-hvide flag et symbol for oppositionen og dens modstand mod præsidenten, mens præsidentens tilhængere brugte det officielle rød-grønne flag.

Hvordan har landets historie udviklet sig?

Igennem mere end et årtusinde har det område, som i dag udgør Belarus, været genstand for konflikter og politiske omvæltninger. Fra 1300-tallet og frem har Belarus været kastebold mellem dets stærke naboer – særligt Polen mod vest og Rusland mod øst.

I 1922 var Belarus med til at grundlægge Sovjetunionen, og 1920’erne blev på mange måder en blomstringstid for belarusisk sprog og kultur. Men i det følgende årti satte den sovjetiske leder Josef Stalin og hans brutale kampagne mod nationale kulturer en stopper for Belarus’ udvikling. Mange ledende belarusere blev forfulgt og sendt i arbejdslejre, hvor de blev henrettet og endte i massegrave med flere hundredtusinder af døde.

Under 2. Verdenskrig blev store dele af Belarus lagt i ruiner, da Stalins terror blev afløst af Hitlers ondskab. Stort set hele Belarus’ jødiske befolkning på cirka en halv million mennesker blev dræbt. Tilsammen var tabet af menneskeliv større end i nogen anden sovjetrepublik, og Belarus oplevede i 1940’erne en befolkningstilbagegang på 12,7 procent – med fattigdom og stagnerende udvikling til følge.

Da atomkraftværket Tjernobyl i nabolandet Ukraine eksploderede i 1986, var Belarus det land, der blev alvorligst berørt af ulykken. Håndteringen af ulykken førte til protester, og i de følgende år opstod en belarusisk folkefront, som krævede suverænitet og ‘afrussificering’ af sproget. Reformbevægelsen slog imidlertid aldrig rigtig igennem i Belarus, om end landet i 1991 blev erklæret som selvstændig republik, da Sovjetunionen brød sammen.

Hvem er Aleksandr Lukasjenko?

Aleksandr Lukasjenko (født 1954) er Belarus’ præsident siden 1994. Han var tidligere en relativt ukendt formand for parlamentets antikorruptionskomité. I hans tid som præsident har Belarus øget samarbejdet med Vladimir Putins Rusland, både økonomisk og sikkerhedspolitisk. Ved en folkeafstemning i 1996 sagde de belarusiske vælgere ja til nogle omdiskuterede ændringer i forfatningen, der gav Lukasjenko udvidede magtbeføjelser, og siden har præsidenten konsolideret sin magt, og landet har isoleret sig stadig mere fra Vesten. Undervejs har Lukasjenko vundet alle præsidentvalg med cirka 80 procent af stemmerne, senest i august 2020, men både den belarusiske opposition og udenlandske aktører har kritiseret valgene for hverken at være fair eller frie. 

Det folkelige oprør

Print-venlig version af hele artiklen

Hvilke oprør har der været i Belarus i landets nyere historie?

Både under Det Russiske Kejserrige og under 1. og 2. Verdenskrig forsøgte belarusiske bevægelser at gøre modstand mod stormagterne, oftest uden held og med undertrykkelse til følge. 

Også i 1980’erne, da Belarus var en del af Sovjetunionen, samledes belarusere for at protestere. Det udviklede sig især, i årene efter at Mikhail Gorbatjov i 1985 blev det sovjetiske kommunistpartis generalsekretær. Året efter blev Belarus hårdt ramt af Tjernobyl-ulykken i Ukraine, da landet modtog cirka 70 procent af det radioaktive nedfald fra det ødelagte atomkraftværk. Efterfølgende klagede en gruppe belarusere i et brev til Gorbatjov over den kulturelle tilstand i landet, eksempelvis undertrykkelsen af det belarusiske sprog. Brevet inspirerede mange til at engagere sig politisk, og da det ikke blev besvaret, gik ungdomsgrupper på gaden for at kræve radikale reformer af Belarus. Kravene blev yderligere styrket, efter man i 1988 fandt massegrave med op til 250.000 belarusiske ofre fra Stalin-regimet. Flere end 10.000 belarusere demonstrerede over deres utilfredshed med regimets hemmeligholdelse af disse massegrave.
 

Der er stadig ikke opført et ordentligt mindesmærke på det sted, hvor hundredtusinder af belarusere blev fundet i massegrave. De dræbte var ofre for Stalins sikkerhedstjeneste NKVD’s terrorhandlinger i perioden 1937 til 1941. DW News, 30. juni 2019.

 

Hvad var baggrunden for de folkelige protester i 2020?

Ligesom nabolandet Ukraine har Belarus i årevis været fanget i en rivalisering mellem Vesten og Rusland. Fra oppositionen og kritikere i Vesten har der længe lydt kritik af præsident Lukasjenko for gennem et kvart århundrede at have opbygget et regime, hvor økonomien er i statens hænder, og der bruges censur og politivold mod regimets modstandere. Lukasjenkos tilhængere påpeger derimod, at hans stærke politiske styring har skabt national stolthed og tiltrængt stabilitet.

Da coronakrisen ramte hele verden i foråret 2020, var Lukasjenko en af de eneste verdensledere, som afviste virusset som noget pjat. Han foreslog eksempelvis at “bekæmpe virus med vodka, saunaer og hårdt arbejde”, og som det eneste land i Europa blev der fortsat spillet fodboldkampe med tilskuere. Det fremgår af Ritzaus artikel “WHO opfordrer Hviderusland til at handle på coronakrise” (se kilder).

I forbindelse med præsidentvalget i sensommeren 2020 begyndte belarusiske borgere med oppositionsledere i spidsen at protestere mod Lukasjenko. Protesterne var i første omgang drevet af utilfredshed mod landets korruption og fattigdom samt frygten for valgsvindel, men utilfredsheden blev forstærket af præsidentens afvisning af coronavirussen, ifølge DR-artiklen “Brutale anholdelser: Jernnæven er tilbage i Hviderusland” (se kilder).
 

Video:“It’s better to live standing up than die on your knees,” udtaler Belarus’ præsident Lukasjenko, mens resten af Europa er lukket ned i et forsøg på at stoppe smittespredningen med corona-virus. Vice News, 20. april 2020.

 

Hvordan udviklede oprøret sig?

I tiden omkring præsidentvalget den 8. august 2020 spidsede situationen til. I månederne inden var flere oppositionspolitikere blevet arresteret, heriblandt oppositionskandidaten Sergej Tikhanovskij. Det udløste massive folkelige demonstrationer, hvor tusindvis af mennesker samledes for at udtrykke deres støtte til hans kone, den 37-årige husmor Svetlana Tikhanovskaja – en politisk nybegynder, der nu stillede op som kandidat ved præsidentvalget i stedet for sin fængslede mand. 

Da valgresultatet blev offentliggjort, annoncerede myndighederne, at Lukasjenko havde genvundet præsidentposten med 80 procent af stemmerne, mens Tikhanovskaja havde fået ti procent af stemmerne. Men oppositionskandidaten hævdede, at der var foregået massiv valgsvindel, og at hun havde fået mindst 60-70 procent af stemmerne, hvilket flere uafhængige valgobservatører bekræftede som sandsynligt. Det fremgår af BBC’s artikel “What’s happening in Belarus?” (se kilder). I de følgende uger nåede protesterne et hidtil uset omfang, hvor flere end 100.000 belarusere gik på gaden hver søndag for at demonstrere – mange af dem klædt i hvidt og viftede med røde roser og faner med det gamle rød-hvide flag. På flere statslige arbejdspladser udvandrede ansatte i protest mod regimet. Alt dette førte til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter med tusindvis af anholdte og flere døde, ligesom regimet slukkede for internettet i flere dage for at forhindre demonstranterne i at organisere sig.

Dagen efter valget forsøgte Svetlana Tikhanovskaja at klage til valgmyndighederne over den angivelige valgsvindel. Det førte til, at hun blev tilbageholdt af politiet i syv timer og tvunget til at rejse til Litauen, hvor hun har opholdt sig siden. To andre kvindelige oppositionspolitikere – Veronika Tsepkalo og Olga Kovalkova – flyttede til Polen for at undgå regimets hårde hånd. Det kan man læse mere om i DR’s artikel “Diplomater danner menneskemur om sidste fremtrædende systemkritiker i Hviderusland” (se kilder).

Hvordan reagerede Lukasjenko på oprøret?

Den belarusiske præsident beordrede straks en massiv politiindsats mod oprøret, hvilket førte til voldelige sammenstød og masseanholdelser. Da oppositionens spidskandidat, Svetlana Tikhanovskaja, appellerede til det internationale samfund – herunder FN – om hjælp til at tvinge Lukasjenko fra magten og etablere demokrati, reagerede præsidenten med at angribe igen. Han beskyldte oppositionen for at ville kuppe sig til magten. Under en tale på en traktorfabrik blev Lukasjenko imidlertid buhet ud af de strejkende fabriksarbejdere. Som det fremgår af førnævnte artikel fra DR, var Lukasjenkos holdning til de belarusiske protester: “Hvis jeg falder nu, vil hele landet følge trop” (se kilder): “Jeg skal beskytte det, der er blevet skabt af vores hænder. Jeg vil ikke tillade at oppositionen ødelægger, hvad vi og folket har skabt,” sagde præsidenten i et interview, hvor han omtalte Ruslands præsident Putin som sin “storebror” og advarede russerne om, at “hvis Hviderusland falder, så vil Rusland blive det næste land i rækken”.

Hvem er de skarpeste internationale kritikere af det belarusiske regime?

Siden det omstridte præsidentvalg har hverken FN eller EU anerkendt Aleksandr Lukasjenko som legitim præsident i Belarus, og både FN og EU har indført sanktioner mod landet på grund af det omstridte valg og den politiske undertrykkelse. I EU blev sanktionerne dog først vedtaget i oktober 2020 efter længere tids forhandlinger, hvor særligt Ungarn og Cypern strittede imod. EU’s sanktioner tæller blandt andet indrejseforbud til EU og fastfrysning af formuer i Europa. Ifølge DR-artiklen “Cypern giver sig efter hårdt pres: EU-landene er klar til sanktioner mod Hviderusland” (se kilder) håber EU-lederne, at sanktionerne kan presse det belarusiske styre til at ændre kurs og løslade de personer, der er blevet fængslet siden valget. “Jeg er meget glad for, at der nu endelig er en vej fremad i forhold til sanktionerne. Der vil ikke være nogen straffrihed for dem, der er ansvarlige for den hårde kurs mod demonstranterne og oppositionspolitikerne,” sagde Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, ifølge DR-artiklen.

Tidligere har USA været skarp kritiker af regimet i Belarus. Den amerikanske udenrigsminister under præsident George W. Bush, Condoleezza Rice, har eksempelvis kaldt Belarus for “Europas sidste diktatur”, som det fremgår af en CNN-artikel fra 2005 (se kilder). Under præsident Donald Trump forstummede kritikken af Belarus for en stund, omend USA stadig støttede sanktionerne mod landet og fortsat gør det under den nuværende præsident, Joe Biden.

Hvordan har Lukasjenkos regime slået ned på systemkritikere?

Foruden historierne om de flygtede belarusiske oppositionsaktivister – med Svetlana Tikhanovskaja i spidsen – har Lukasjenkos regime også slået ned på sine modstandere med andre metoder. Den 23. maj 2021 tvang myndighederne i Belarus et Ryanair-rutefly ned i Minsk. Flyet var på vej fra den græske hovedstad, Athen, til Litauens hovedstad, Vilnius, og ombord var den kendte belarusiske journalist og systemkritiker Roman Protasevitj, der på daværende tidspunkt boede i eksil i Litauen. Han blev anholdt af det belarusiske politi. Ifølge POV Internationals artikel “Trange tider for oppositionen i Belarus og Rusland” (se kilder) skriver den historiske flykapring sig “ind i en tendens for tiden, der går ud på, at autoritære stater kidnapper og/eller dræber sine opponenter i udlandet. Meningen med denne transnationale undertrykkelse er at sende en besked om, at selv om man har fået asyl i et sikkert land, så skal man ikke vide sig sikker”. Nogle uger efter anholdelsen stod Protasevitj frem på belarusisk stats-tv og sagde – sandsynligvis under pres – at han fortrød sin årelange modstand mod Lukasjenko. Det fremgår af Berlingskes artikel “Flykapret journalist tilstår på tv og hylder diktatoren” (se kilder).

Hvad går grænsekonflikten med Polen og Litauen ud på?

Efter flykapringen og anholdelsen af journalisten Roman Protasevitj indførte EU yderligere sanktioner mod Belarus i maj 2021. I den forbindelse meddelte Lukasjenko, at hans regering ikke længere ville hindre migranter fra Mellemøsten – de fleste fra Irak – der ønsker at komme videre til EU, i at forlade Belarus. Fra EU’s side blev det set som en hævnakt fra Lukasjenko, og i de følgende måneder optrappedes konflikten yderligere.

I august 2021 begyndte Polen, som har en over 400 km lang grænse til Belarus, at bygge et grænsehegn samt indsætte tusindvis af soldater. Det samme skete i nabolandet nordpå, Litauen, som også grænser op til Belarus. I efteråret 2021 fordobledes antallet af flyafgange pludselig fra Irak til Belarus, og i november dukkede tusindvis af migranter op ved grænsen til Polen, angiveligt efter pres fra belarusiske soldater. Hændelserne fik de europæiske lande til at sende hjælp til Polen af forskellig art – blandt andet sendte Storbritannien soldater til grænseområdet for at hjælpe. Danske politikere har også diskuteret, hvordan man bedst kan bistå polakkerne og beskytte EU’s ydre grænse – samt komme migranterne til undsætning i et geopolitisk spil, hvor de pludselig er blevet en uskyldig brik. Læs mere om reaktionerne på grænsekonflikten nedenfor.

 

Møde mellem Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, og den russiske præsident, Vladimir Putin, om gaspriser. Selv om der gives udtryk af uenighed på mødet, har der i mange år været en tæt alliance mellem de to præsidenter. Russia Insight, 13. december 2018.