Den hviderussiske oppositionspolitiker Svetlana Tikhanovskaja ved en demonstration i København, fredag den 23. oktober 2020.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Folkeoprøret i Hviderusland

journalist Lasse Skytt, Bureauet, oktober 2020.
Top image group
Den hviderussiske oppositionspolitiker Svetlana Tikhanovskaja ved en demonstration i København, fredag den 23. oktober 2020.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Indledning

Hviderusland er et land i Østeuropa, beliggende mellem Polen og Rusland. Landet har en omtumlet historie med mange krige og konflikter, men Hviderusland har også en særegen kultur, der tiltrækker rejsende fra hele verden. Under kommunismen var Hviderusland en del af Sovjetunionen, indtil landet fik sin selvstændighed efter det sovjetiske kollaps i 1991. I det politiske kaos, der fulgte, kom Aleksandr Lukasjenko til magten, og han har været præsident i Hviderusland siden.

Fra vestlig side anses Lukasjenkos regime som brutalt og undertrykkende, og der er dokumenteret brud på menneskerettighederne og mangel på pressefrihed. I forbindelse med præsidentvalget i 2020 kulminerede utilfredsheden med udbredte protester imod styret, hvilket førte til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Lederen af oppositionen, Svetlana Tikhanovskaja, blev personificeringen af oprøret mod Lukasjenko. Hun måtte dog forlade Hviderusland af frygt for sin sikkerhed. Hvorvidt oprøret vil føre til varige forandringer i det hviderussiske samfund og det politiske liv, er stadig uklart.

 

Video: Politi og maskerede militsfolk slår hårdt ned på de folkelige protester i Hviderusland. BBC, 2020-09-20.

Artikel type
faktalink

Hvideruslands historie

Hvad er Hviderusland?

Hviderusland er en republik i det østlige Europa. Landet har ingen kystlinje og grænser op til fem lande: Rusland mod øst, Polen mod vest, Ukraine mod syd og Letland og Litauen mod nord. Der er cirka 9,5 millioner indbyggere i Hviderusland, hvoraf 83 procent er hviderussere, og 8,3 procent er russere. Landet har to officielle sprog: de fleste taler russisk, et mindretal taler hviderussisk. Hovedstaden hedder Minsk, og her bor der knap 2 millioner mennesker.

I Hviderusland er de fleste tilknyttet den russisk-ortodokse kirke, mens et stort mindretal, cirka 40 procent, ikke følger nogen religion.

Hvorfor hedder det Hviderusland?

På hviderussisk og de fleste andre sprog, heriblandt engelsk, kaldes landet for Belarus. På dansk oversætter vi det direkte til ’Hviderusland’, selvom en del historikere mener, at det er en misforståelse. ’Bela’ kan ganske vist oversættes til ’hvid’, men ’rus’ bør derimod ikke nødvendigvis oversættes til ’Rusland’, lyder argumentet. ’Rus’ refererer nemlig ikke til Rusland, men til Rutenien, som er navnet på de områder i Østeuropa, der i middelalderen var befolket af østslaviske folkeslag.

Hvorfor har Hviderusland to forskellige flag – og hvad symboliserer de?

Hvideruslands nuværende officielle flag er rødt og grønt. Flaget blev taget i brug i 1995, efter at præsident Aleksandr Lukasjenko var kommet til magten, og det er en let ændret version af det flag, landet brugte, da det var en del af Sovjetunionen.

Et andet flag, bestående af farverne rød og hvid, har også været brugt i nogle perioder af landets historie. Blandt andet fra Hvideruslands selvstændighed i 1991, indtil præsident Lukasjenko kom til magten i 1994 og ændrede landets officielle flag. Under folkeoprøret i sensommeren 2020 blev det rød-hvide flag et symbol for oppositionen og dens modstand mod præsidenten, mens præsidentens tilhængere brugte det officielle rød-grønne flag.

Hvordan har landets historie udviklet sig?

Igennem mere end et årtusinde har det område, som i dag udgør Hviderusland, været genstand for konflikter og politiske omvæltninger. Fra 1300-tallet og frem har Hviderusland været kastebold mellem dets stærke naboer – særligt Polen mod vest og Rusland mod øst.

I 1922 var Hviderusland med til at grundlægge Sovjetunionen, og 1920’erne blev på mange måder en blomstringstid for hviderussisk sprog og kultur. Men i det følgende årti satte den sovjetiske leder Josef Stalin og hans brutale kampagne mod nationale kulturer en stopper for Hvideruslands udvikling. Mange ledende hviderussere blev forfulgt og sendt i arbejdslejre, hvor de blev henrettet og endte i massegrave med flere hundredtusinder af døde.

Under Anden Verdenskrig blev store dele af Hviderusland lagt i ruiner, da Stalins terror blev afløst af Hitlers ondskab. Stort set hele Hvideruslands jødiske befolkning på cirka en halv million mennesker blev dræbt. Tilsammen var tabet af menneskeliv større end i nogen anden sovjetrepublik, og Hviderusland oplevede i 1940’erne en befolkningstilbagegang på 12,7 procent – med fattigdom og stagnerende udvikling til følge.

Da atomkraftværket Tjernobyl i nabolandet Ukraine eksploderede i 1986, var Hviderusland det land, der blev alvorligst berørt af ulykken. Håndteringen af ulykken førte til protester, og i de følgende år opstod en hviderussisk folkefront, som krævede suverænitet og ’afrussificering’ af sproget. Reformbevægelsen slog imidlertid aldrig rigtig igennem i Hviderusland, om end landet i 1991 blev erklæret som selvstændig republik, da Sovjetunionen brød sammen.

Hvem er Aleksandr Lukasjenko?

Aleksandr Lukasjenko (født 1954) er Hvideruslands præsident siden 1994. Han var tidligere en relativt ukendt formand for parlamentets antikorruptionskomité. I hans tid som præsident har Hviderusland øget samarbejdet med Vladimir Putins Rusland, både økonomisk og sikkerhedspolitisk. Ved en folkeafstemning i 1996 sagde de hviderussiske vælgere ja til nogle omdiskuterede ændringer i forfatningen, er gav Lukasjenko udvidede magtbeføjelser, og siden har præsidenten konsolideret sin magt, og landet har isoleret sig stadig mere fra Vesten. Undervejs har Lukasjenko vundet alle præsidentvalg med cirka 80 procent af stemmerne, senest i august 2020, men både den hviderussiske opposition og udenlandske aktører har kritiseret valgene for hverken at være fair eller frie.

Det folkelige oprør

Hvilke oprør har der været i Hviderusland i landets nyere historie?

Både under Det Russiske Kejserrige og under Første og Anden Verdenskrig forsøgte hviderussiske bevægelser at gøre modstand mod stormagterne, oftest uden held og med undertrykkelse til følge.

Også i 1980erne, da Hviderusland var en del af Sovjetunionen, samledes hviderussere for at protestere. Det udviklede sig især i årene efter, at Mikhail Gorbatjov i 1985 blev det sovjetiske kommunistpartis generalsekretær. Året efter blev Hviderusland hårdt ramt af Tjernobyl-ulykken i Ukraine, da landet modtog cirka 70 procent af det radioaktive nedfald fra det ødelagte atomkraftværk. Efterfølgende klagede en gruppe hviderussere i et brev til Gorbatjov over den kulturelle tilstand i landet, eksempelvis undertrykkelsen af det hviderussiske sprog. Brevet inspirerede mange til at engagere sig politisk, og da det ikke blev besvaret, gik ungdomsgrupper på gaden for at kræve radikale reformer af Hviderusland. Kravene blev yderligere styrker, efter man i 1988 fandt massegrave med op til 250.000 hviderussiske ofre fra Stalin-regimet. Flere end 10.000 hviderussere demonstrerede over deres utilfredshed med regimets hemmeligholdelse af disse massegrave.

 

Video: Der er stadig ikke opført et ordentligt mindesmærke på det sted, hvor hundredetusinde hviderussere blev fundet i massegrave. De dræbte var ofre for Stalins sikkerhedstjeneste NKVD’s terrorhandlinger i perioden 1937 til 1941. DW News, 2019, 06-30.

 

Hvad var baggrunden for de folkelige protester i 2020?

Ligesom nabolandet Ukraine har Hviderusland i årevis været fanget i en rivalisering mellem Vesten og Rusland. Fra oppositionen og kritikere i Vesten har der længe lydt kritik af præsident Lukasjenko for gennem et kvart århundrede at have opbygget et regime, hvor økonomien er i statens hænder, og der bruges censur og politivold mod regimets modstandere. Lukasjenkos tilhængere påpeger derimod, at hans stærke politiske styring har skabt national stolthed og tiltrængt stabilitet.

Da coronakrisen ramte hele verden i foråret 2020, var Lukasjenko en af de eneste verdensledere, som afviste virusset som noget pjat. Han foreslog eksempelvis at ”bekæmpe virus med vodka, saunaer og hårdt arbejde”, og som det eneste land i Europa blev der fortsat spillet fodboldkampe med tilskuere. Det fremgår af Ritzaus artikel ”WHO opfordrer Hviderusland til at handle på coronakrise” (se kilder).

I forbindelse med præsidentvalget i sensommeren begyndte hviderussiske borgere med oppositionsledere i spidsen at protestere mod Lukasjenko. Protesterne var i første omgang drevet af utilfredshed mod landets korruption og fattigdom samt frygten for valgsvindel, men utilfredsheden blev forstærket af præsidentens afvisning af coronavirussen, ifølge DR-artiklen ”Brutale anholdelser: Jernnæven er tilbage i Hviderusland” (se kilder).

 

Video: “It’s better to live standing up than die on your knees”, udtaler Hvideruslands præsident Lukasjenko, mens resten af Europa er lukket ned. Vice News, 2020-04-20.

 

Hvordan udviklede oprøret sig?

I tiden omkring præsidentvalget den 8. august 2020 spidsede situationen til. I månederne inden var flere oppositionspolitikere blevet arresteret, heriblandt oppositionskandidaten Sergej Tikhanovskij. Det udløste massive folkelige demonstrationer, hvor tusindvis af mennesker samledes for at udtrykke deres støtte til hans kone, den 37-årige husmor Svetlana Tikhanovskaja – en politisk nybegynder, der nu stillede op som kandidat ved præsidentvalget i stedet for sin fængslede mand.

Da valgresultatet blev offentliggjort, annoncerede myndighederne, at Lukasjenko havde genvundet præsidentposten med 80 procent af stemmerne, mens Tikhanovskaja havde fået 10 procent af stemmerne. Men oppositionskandidaten hævdede, at der var foregået massiv valgsvindel, og at hun havde fået mindst 60-70 procent af stemmerne, hvilket flere uafhængige valgobservatører bekræftede som sandsynligt. Det fremgår af BBCs artikel ”What’s happening in Belarus?” (se kilder). I de følgende uger nåede protesterne et hidtil uset omfang, hvor flere end 100.000 hviderussere gik på gaden hver søndag for at demonstrere – mange af dem klædt i hvidt og viftede med røde roser og faner med det gamle rød-hvide flag. På flere statslige arbejdspladser udvandrede ansatte i protest mod regimet. Alt dette førte til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter med tusindvis af anholdte og flere døde, ligesom regimet slukkede for internettet i flere dage for at forhindre demonstranterne i at organisere sig.

Dagen efter valget forsøgte Svetlana Tikhanovskaja at klage til valgmyndighederne over den angivelige valgsvindel. Det førte til, at hun blev tilbageholdt af politiet i syv timer og tvunget til at rejse til Litauen, hvor hun har opholdt sig siden. To andre kvindelige oppositionspolitikere – Veronika Tsepkalo og Olga Kovalkova – flyttede til Polen for at undgå regimets hårde hånd. Det kan man læse mere om i DRs artikel ”Diplomater danner menneskemur om sidste fremtrædende systemkritiker i Hviderusland” (se kilder).

Hvordan reagerede Lukasjenko på oprøret?

Den hviderussiske præsident beordrede straks en massiv politiindsats mod oprøret, hvilket førte til voldelige sammenstød og masseanholdelser. Da oppositionens spidskandidat, Svetlana Tikhanovskaja, appellerede til det internationale samfund – herunder FN – om hjælp til at tvinge Lukasjenko fra magten og etablere demokrati, reagerede præsidenten med at angribe igen. Han beskyldte oppositionen for at ville kuppe sig til magten. Under en tale på en traktorfabrik blev Lukasjenko imidlertid buhet ud af de strejkende fabriksarbejdere. Som det fremgår af førnævnte artikel fra DR, var Lukasjenkos holdning til de hviderussiske protester: ”Hvis jeg falder nu, vil hele landet følge trop” (se kilder): ”Jeg skal beskytte det, der er blevet skabt af vores hænder. Jeg vil ikke tillade at oppositionen ødelægger, hvad vi og folket har skabt”, sagde præsidenten i et interview, hvor han omtalte Ruslands præsident Putin som sin ”storebror” og advarede russerne om, at ”hvis Hviderusland falder, så vil Rusland blive det næste land i rækken”.

 

Video: Møde mellem Hvideruslands præsident Aleksandr Lukasjenko og den russiske præsident Vladimir Putin om gaspriser. Selv om der gives udtryk af er uenighed på mødet har i mange år været en tæt alliance mellem de to præsidenter.