Hvilke oprør har der været i Belarus i landets nyere historie?
Både under Det Russiske Kejserrige og under 1. og 2. Verdenskrig forsøgte belarusiske bevægelser at gøre modstand mod stormagterne, oftest uden held og med undertrykkelse til følge.
Også i 1980’erne, da Belarus var en del af Sovjetunionen, samledes belarusere for at protestere. Det udviklede sig især, i årene efter at Mikhail Gorbatjov i 1985 blev det sovjetiske kommunistpartis generalsekretær. Året efter blev Belarus hårdt ramt af Tjernobyl-ulykken i Ukraine, da landet modtog cirka 70 procent af det radioaktive nedfald fra det ødelagte atomkraftværk. Efterfølgende klagede en gruppe belarusere i et brev til Gorbatjov over den kulturelle tilstand i landet, eksempelvis undertrykkelsen af det belarusiske sprog. Brevet inspirerede mange til at engagere sig politisk, og da det ikke blev besvaret, gik ungdomsgrupper på gaden for at kræve radikale reformer af Belarus. Kravene blev yderligere styrket, efter man i 1988 fandt massegrave med op til 250.000 belarusiske ofre fra Stalin-regimet. Flere end 10.000 belarusere demonstrerede over deres utilfredshed med regimets hemmeligholdelse af disse massegrave.
Der er stadig ikke opført et ordentligt mindesmærke på det sted, hvor hundredtusinder af belarusere blev fundet i massegrave. De dræbte var ofre for Stalins sikkerhedstjeneste NKVD’s terrorhandlinger i perioden 1937 til 1941. DW News, 30. juni 2019.
Hvad var baggrunden for de folkelige protester i 2020?
Ligesom nabolandet Ukraine har Belarus i årevis været fanget i en rivalisering mellem Vesten og Rusland. Fra oppositionen og kritikere i Vesten har der længe lydt kritik af præsident Lukasjenko for gennem et kvart århundrede at have opbygget et regime, hvor økonomien er i statens hænder, og der bruges censur og politivold mod regimets modstandere. Lukasjenkos tilhængere påpeger derimod, at hans stærke politiske styring har skabt national stolthed og tiltrængt stabilitet.
Da coronakrisen ramte hele verden i foråret 2020, var Lukasjenko en af de eneste verdensledere, som afviste virusset som noget pjat. Han foreslog eksempelvis at “bekæmpe virus med vodka, saunaer og hårdt arbejde”, og som det eneste land i Europa blev der fortsat spillet fodboldkampe med tilskuere. Det fremgår af Ritzaus artikel “WHO opfordrer Hviderusland til at handle på coronakrise” (se kilder).
I forbindelse med præsidentvalget i sensommeren 2020 begyndte belarusiske borgere med oppositionsledere i spidsen at protestere mod Lukasjenko. Protesterne var i første omgang drevet af utilfredshed mod landets korruption og fattigdom samt frygten for valgsvindel, men utilfredsheden blev forstærket af præsidentens afvisning af coronavirussen, ifølge DR-artiklen “Brutale anholdelser: Jernnæven er tilbage i Hviderusland” (se kilder).
Video:“It’s better to live standing up than die on your knees,” udtaler Belarus’ præsident Lukasjenko, mens resten af Europa er lukket ned i et forsøg på at stoppe smittespredningen med corona-virus. Vice News, 20. april 2020.
Hvordan udviklede oprøret sig?
I tiden omkring præsidentvalget den 8. august 2020 spidsede situationen til. I månederne inden var flere oppositionspolitikere blevet arresteret, heriblandt oppositionskandidaten Sergej Tikhanovskij. Det udløste massive folkelige demonstrationer, hvor tusindvis af mennesker samledes for at udtrykke deres støtte til hans kone, den 37-årige husmor Svetlana Tikhanovskaja – en politisk nybegynder, der nu stillede op som kandidat ved præsidentvalget i stedet for sin fængslede mand.
Da valgresultatet blev offentliggjort, annoncerede myndighederne, at Lukasjenko havde genvundet præsidentposten med 80 procent af stemmerne, mens Tikhanovskaja havde fået ti procent af stemmerne. Men oppositionskandidaten hævdede, at der var foregået massiv valgsvindel, og at hun havde fået mindst 60-70 procent af stemmerne, hvilket flere uafhængige valgobservatører bekræftede som sandsynligt. Det fremgår af BBC’s artikel “What’s happening in Belarus?” (se kilder). I de følgende uger nåede protesterne et hidtil uset omfang, hvor flere end 100.000 belarusere gik på gaden hver søndag for at demonstrere – mange af dem klædt i hvidt og viftede med røde roser og faner med det gamle rød-hvide flag. På flere statslige arbejdspladser udvandrede ansatte i protest mod regimet. Alt dette førte til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter med tusindvis af anholdte og flere døde, ligesom regimet slukkede for internettet i flere dage for at forhindre demonstranterne i at organisere sig.
Dagen efter valget forsøgte Svetlana Tikhanovskaja at klage til valgmyndighederne over den angivelige valgsvindel. Det førte til, at hun blev tilbageholdt af politiet i syv timer og tvunget til at rejse til Litauen, hvor hun har opholdt sig siden. To andre kvindelige oppositionspolitikere – Veronika Tsepkalo og Olga Kovalkova – flyttede til Polen for at undgå regimets hårde hånd. Det kan man læse mere om i DR’s artikel “Diplomater danner menneskemur om sidste fremtrædende systemkritiker i Hviderusland” (se kilder).
Hvordan reagerede Lukasjenko på oprøret?
Den belarusiske præsident beordrede straks en massiv politiindsats mod oprøret, hvilket førte til voldelige sammenstød og masseanholdelser. Da oppositionens spidskandidat, Svetlana Tikhanovskaja, appellerede til det internationale samfund – herunder FN – om hjælp til at tvinge Lukasjenko fra magten og etablere demokrati, reagerede præsidenten med at angribe igen. Han beskyldte oppositionen for at ville kuppe sig til magten. Under en tale på en traktorfabrik blev Lukasjenko imidlertid buhet ud af de strejkende fabriksarbejdere. Som det fremgår af førnævnte artikel fra DR, var Lukasjenkos holdning til de belarusiske protester: “Hvis jeg falder nu, vil hele landet følge trop” (se kilder): “Jeg skal beskytte det, der er blevet skabt af vores hænder. Jeg vil ikke tillade at oppositionen ødelægger, hvad vi og folket har skabt,” sagde præsidenten i et interview, hvor han omtalte Ruslands præsident Putin som sin “storebror” og advarede russerne om, at “hvis Hviderusland falder, så vil Rusland blive det næste land i rækken”.
Hvem er de skarpeste internationale kritikere af det belarusiske regime?
Siden det omstridte præsidentvalg har hverken FN eller EU anerkendt Aleksandr Lukasjenko som legitim præsident i Belarus, og både FN og EU har indført sanktioner mod landet på grund af det omstridte valg og den politiske undertrykkelse. I EU blev sanktionerne dog først vedtaget i oktober 2020 efter længere tids forhandlinger, hvor særligt Ungarn og Cypern strittede imod. EU’s sanktioner tæller blandt andet indrejseforbud til EU og fastfrysning af formuer i Europa. Ifølge DR-artiklen “Cypern giver sig efter hårdt pres: EU-landene er klar til sanktioner mod Hviderusland” (se kilder) håber EU-lederne, at sanktionerne kan presse det belarusiske styre til at ændre kurs og løslade de personer, der er blevet fængslet siden valget. “Jeg er meget glad for, at der nu endelig er en vej fremad i forhold til sanktionerne. Der vil ikke være nogen straffrihed for dem, der er ansvarlige for den hårde kurs mod demonstranterne og oppositionspolitikerne,” sagde Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, ifølge DR-artiklen.
Tidligere har USA været skarp kritiker af regimet i Belarus. Den amerikanske udenrigsminister under præsident George W. Bush, Condoleezza Rice, har eksempelvis kaldt Belarus for “Europas sidste diktatur”, som det fremgår af en CNN-artikel fra 2005 (se kilder). Under præsident Donald Trump forstummede kritikken af Belarus for en stund, omend USA stadig støttede sanktionerne mod landet og fortsat gør det under den nuværende præsident, Joe Biden.
Hvordan har Lukasjenkos regime slået ned på systemkritikere?
Foruden historierne om de flygtede belarusiske oppositionsaktivister – med Svetlana Tikhanovskaja i spidsen – har Lukasjenkos regime også slået ned på sine modstandere med andre metoder. Den 23. maj 2021 tvang myndighederne i Belarus et Ryanair-rutefly ned i Minsk. Flyet var på vej fra den græske hovedstad, Athen, til Litauens hovedstad, Vilnius, og ombord var den kendte belarusiske journalist og systemkritiker Roman Protasevitj, der på daværende tidspunkt boede i eksil i Litauen. Han blev anholdt af det belarusiske politi. Ifølge POV Internationals artikel “Trange tider for oppositionen i Belarus og Rusland” (se kilder) skriver den historiske flykapring sig “ind i en tendens for tiden, der går ud på, at autoritære stater kidnapper og/eller dræber sine opponenter i udlandet. Meningen med denne transnationale undertrykkelse er at sende en besked om, at selv om man har fået asyl i et sikkert land, så skal man ikke vide sig sikker”. Nogle uger efter anholdelsen stod Protasevitj frem på belarusisk stats-tv og sagde – sandsynligvis under pres – at han fortrød sin årelange modstand mod Lukasjenko. Det fremgår af Berlingskes artikel “Flykapret journalist tilstår på tv og hylder diktatoren” (se kilder).
Hvad går grænsekonflikten med Polen og Litauen ud på?
Efter flykapringen og anholdelsen af journalisten Roman Protasevitj indførte EU yderligere sanktioner mod Belarus i maj 2021. I den forbindelse meddelte Lukasjenko, at hans regering ikke længere ville hindre migranter fra Mellemøsten – de fleste fra Irak – der ønsker at komme videre til EU, i at forlade Belarus. Fra EU’s side blev det set som en hævnakt fra Lukasjenko, og i de følgende måneder optrappedes konflikten yderligere.
I august 2021 begyndte Polen, som har en over 400 km lang grænse til Belarus, at bygge et grænsehegn samt indsætte tusindvis af soldater. Det samme skete i nabolandet nordpå, Litauen, som også grænser op til Belarus. I efteråret 2021 fordobledes antallet af flyafgange pludselig fra Irak til Belarus, og i november dukkede tusindvis af migranter op ved grænsen til Polen, angiveligt efter pres fra belarusiske soldater. Hændelserne fik de europæiske lande til at sende hjælp til Polen af forskellig art – blandt andet sendte Storbritannien soldater til grænseområdet for at hjælpe. Danske politikere har også diskuteret, hvordan man bedst kan bistå polakkerne og beskytte EU’s ydre grænse – samt komme migranterne til undsætning i et geopolitisk spil, hvor de pludselig er blevet en uskyldig brik. Læs mere om reaktionerne på grænsekonflikten nedenfor.
Møde mellem Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, og den russiske præsident, Vladimir Putin, om gaspriser. Selv om der gives udtryk af uenighed på mødet, har der i mange år været en tæt alliance mellem de to præsidenter. Russia Insight, 13. december 2018.
