Hvordan sætter FN’s Verdensmål fokus på fattigdom og ulighed?

Et af verdensmålene er at udrydde fattigdom inden 2030. Fattigdom er nemlig et stort problem i verden. Mange mennesker sulter og tørster. Mange børn er nødt til at arbejde for føden og får aldrig mulighed for at gå i skole. Fattigdom og sult kan være med til at skabe konflikter og krig, fordi folk slås om de få ressourcer, der er til stede. Fattigdom får også folk til at flygte mod rigere dele af verden. Med FN’s Verdensmål har verdens regeringsledere forpligtet sig til at hjælpe verdens fattigste med at bygge deres egne samfund op og sikre, at de kan leve fredeligt og uden mangel på ressourcer dér, hvor de er.

Hvordan søger verdensmålene at sikre sundhed og ernæring?

Det er en del af verdensmålene at alle børn og voksne i 2030 skal kunne spise sig mætte i sund og nærende mad, så de får et godt helbred og kan bidrage i udviklingen af de samfund, de lever i. Sådan er det langtfra nu. Faktisk er der mad nok i verden, men maden er meget ulige fordelt. På verdensplan er der 815 millioner mennesker, der sulter. Det er cirka 1/8 af verdens befolkning. Sult og fejlernæring skyldes både klimaforandringer, krige og konflikter. Adgang til lægehjælp er også skrevet ind i verdensmålene. Mange børn og voksne dør hvert år af sygdomme, fordi de ikke har adgang til vacciner, medicin og sundhedspersonale. Også rent vand og toiletter med kloakker er vigtige, for at mennesker ikke bliver syge og smitter hinanden. I dag har 1/3 af Jordens befolkning ikke adgang til et toilet. Det gør risikoen for forurenet drikkevand større, når afføring ender i naturen. Mange steder må kvinder og børn hver dag gå mange kilometer for at hente vand til familien. Det er hårdt arbejde, som kræver tid og kræfter. Derfor er det også et vigtigt verdensmål at etablere rent vand i øde landområder.