Hvilke sprog, religioner og etniske grupper er der i Finland?

Finland har to officielle sprog, finsk og svensk. Det står i den finske grundlov at landet er tosproget. Omkring 88 % af indbyggerne i Finland har finsk som modersmål, cirka 5 % har svensk som modersmål. De svensktalende finner bor især i kystområder mod syd og vest.
Det finske sprog er tættest beslægtet med estisk og lidt fjernere med samisk og ungarsk. Svensk er et skandinavisk sprog ligesom dansk og norsk.

Forældre i Finland kan vælge om deres barn skal gå i en finsk- eller svensksproget skole. Alle børn skal lære både finsk og svensk i grundskolen og gymnasiet.

I Lapland i den nordlige del af Finland bor der 8.000-9.000 samer. Samerne er anerkendt som et oprindeligt folk, og i de områder, som opfattes som samernes hjemland, er samisk også officielt sprog. Kun omkring 2.000 samer taler dog samisk som modersmål.
I Finland bor der også cirka 10.000 romaer. Der har boet romaer i Finland i cirka 500 år, og deres sprog, romani, er også beskyttet i grundloven. Omkring 5.000 personer taler finsk-romani.
Alt i alt taler 6-7% af befolkningen i Finland et andet sprog en finsk, svensk eller samisk som modersmål – for eksempel russisk, estisk, engels, somali, arabisk, kurdisk, albansk og kinesisk. Omkring 3% af indbyggerne i Finland er udlændinge. Det gør Finland til et af de lande i EU med den mindste andel af udlændinge.

De fleste finner er kristne, og cirka 70% af finnerne er medlem af den finske evangelisk-lutherske kirke. Den minder om den danske folkekirke.

 

Sami People. Film om samerne, oprindeligt folk i Finland, Sverige og Norge. På engelsk.