Hvordan er italienernes syn på fascismen i dag?
Professor i statskundskab Lorenzo Pregliasco udtaler i artiklen ”The dark side of Italian politics” (se kilder) om italienernes forhold til deres fascistiske fortid: ”Jeg vil mene, at stigmaet er mindre stærkt end i Tyskland, og at en del af befolkningen ikke ser fascismen i så dårligt lys, som de ser nazismen. De har en tendens til at mene, at Mussolini gjorde nogle forfærdelige ting, men han gjorde også noget godt for landet. På den måde blev verdenskrig og holocaust forårsaget af Hitler, og fejlen lå i alliancen med Hitler.” (citatet er oversat af forfatteren til denne artikel)
Ifølge artiklen ”Partiet Lega har droppet Nord for at erobre hele Italien” (se kilder) forbyder den italienske forfatning partierne at definere sig som fascistiske, og det kan være en af grundene til, at kun få, mindre bevægelser toner rent flag som fascister. Partier som Fratelli d'Italia (Italiens Brødre), der vandt 4,4% af stemmerne ved parlamentsvalget i marts 2018 og på nuværende tidspunkt stadig har mulighed for at indgå i en kommende regering, har dog ifølge seniorlektor Daniele Albertazzi en fascistisk baggrund, der går tilbage til Mussolini-tiden, selv om partiet ikke selv definerer sig som fascistisk. Det italienske parlamentsvalg gav stor vælgeropbakning til højrefløjskoalitionen bestående af partierne Lega, Forza Italia og Fratelli d'Italia.
I artiklen ”The dark side of Italian politics” (se kilder) refereres en undersøgelse, der viser, at 32% af Forza Italias og samme andel af Fratelli d'Italias vælgere havde en ”positiv eller meget positiv mening” om Mussolini, mens det samme gjorde sig gældende for hele 38% af Lega-vælgerne. Omkring 24% af vælgerne i det nye store protestparti Femstjernebevægelsen havde også en positiv holdning til Mussolini, mens det samme kun gjorde sig gældende for en encifret procentandel af venstrefløjspartiernes vælgere.
Er fascismen på fremmarch igen?
Fascismen er efter nogles mening begyndt at stikke sit hoved frem igen mange steder i Europa. Det gælder i øst i Ukraine og Rusland, men også i EU-lande, hvor partier som Ungarns Jobbik og Grækenlands Gyldent Daggry udviser fascistiske tendenser. Også i det gamle EU-land, Frankrig, er Front National, hvis leder Marine Le Pen blev nummer to ved præsidentvalget i 2017, blevet beskyldt for fascisme. I USA er præsident Donald Trump blevet anklaget for tegn på fascisme på grund af sin nationalistiske politik og en uklar linje over for vold mod politiske modstandere.
I artiklen ”Mellem masserne og moderniteten” (se kilder) udtaler flere eksperter dog, at man bør være varsom med at kalde nutidens nationalistiske højrefløjspolitikere for fascister. Seniorforsker Cecilie Banke siger f.eks.: ”Der går meget hurtigt automatik i den måde, vi forstår ekstreme politiske fænomener på højrefløjen. Der bruger vi alt for hurtigt fascismebegrebet.” Det er ifølge hende problematisk at definere nutidens politiske fænomener ud fra begreber hentet i fortiden: ”Man mister en forståelse af, hvad der sker i nutiden. (...) Man forstår dem ikke ud fra deres egne vilkår og deres egen tid.”
Professor Morten Heiberg peger i samme artikel på, at nutidens højreekstreme grupperinger er konservative og tilbageskuende i modsætning til Mussolinis fascister, der omfavnede det moderne: ”Det, der kendetegner Gyldent Daggry og nogle af de andre bevægelser, er, at de først og fremmest vil skrue tiden tilbage. Det ville fascisterne ikke.”
Fakkelmarch gennem Athens gader i 2017. Arrangeret af det højreekstreme parti Gyldent Daggry.
Er der fascisme i Danmark?
Skuespilchef på Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov, skrev i 2016 et debatindlæg i Berlingske Tidende med titlen ”Må jeg foreslå, at man også klipper håret af langhårede flygtninge og sælger det til parykker” (se kilder). Her opponerede han kraftigt mod regeringens smykkelov, der gav politiet ret til at konfiskere nyankomne asylsøgeres værdier, og den danske flygtningepolitik i det hele taget. Kirkskov skrev blandt andet: ”Vi ved, at kombinationen af stærk nationalisme og racisme, eller fremmedhad i bred forstand, er en hovedingrediens i fascismen, som den væltede frem i Europa i 1930erne. (...) Lige nu synes det i lige så høj grad at være åndeligt armod, dårligt forklædt som frygt og selvglæde, der ligger til grund for fascismens spirende succes. Men er vi ikke på vej det samme sted hen?”
Debatindlægget blev kritiseret og latterliggjort for sin påstand om fascisme i Danmark. I artiklen ”Er vi ved at blive fascister?” (se kilder) kritiserer historikeren Claus Bundgård Christensen brugen af fascisme som skældsord med henvisning til Morten Kirkskovs debatindlæg: ”Når vi bruger historien på denne måde, mister vi evnen til at identificere fascismen, når den endelig viser sig. Der sker en devaluering af sproget.” Det er ifølge Bundgård Christensen vigtigt, at vi passer på med at bruge ordet, fordi vi netop i en tid med flygtningestrømme, grænsestrid og opbrud i Europa har behov for at kunne identificere fascismen. Der kan nemlig muligvis opstå fascistiske massebevægelser i Europa igen, mener han.