Debat om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik

Hvad var argumenterne for en dansk deltagelse i krigen i Afghanistan?

Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 forsikrede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), at Danmark stod “skulder ved skulder” med USA, og at danskerne stod “bag USA hele vejen i en aktion mod de ansvarlige”, som det gengives i bogen “Danmark i krig" (se kilder). I dansk perspektiv blev beslutningen om at deltage i krigen i Afghanistan endvidere en del af valgkampen frem mod valget i november samme år, hvor Venstres Anders Fogh Rasmussen fik regeringsmagten. I Folketinget var der bred politisk opbakning til Danmarks deltagelse i krigen. Alle partier – med undtagelse af SF og Enhedslisten – betragtede krigen som en nødvendighed for at sikre, at Afghanistan ikke fortsat skulle være tilholdssted for terrornetværket al-Qaeda, og at Taleban ikke længere sad på magten i landet. Efter regeringsskiftet i september 2011 genoptog udenrigsminister Villy Søvndal (SF) forhandlingerne om Danmarks Afghanistan-strategi – med udgangspunkt i SRSF-regeringens holdning om, at de danske kampsoldater skulle forlade Afghanistan inden udgangen af 2014 – i takt med, at amerikanske, britiske, franske og svenske soldater blev trukket ud. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ønskede dog at fastholde en mulighed for, at missionen kunne forlænges.

Hvilken kritik blev rejst i forbindelse med den danske krigsdeltagelse i Afghanistan?

Den danske krigsdeltagelse har affødt forskellige former for offentlig debat – både i begyndelsen, undervejs og i forbindelse med den kaotiske tilbagetrækning i sensommeren 2021. Det gælder bl.a. DR-dokumentaren “Den hemmelige krig" fra 2006, der beskrev danske specialstyrkers udlevering af afghanske fanger til amerikanske soldater tilbage i 2002. Filmen sår tvivl om, hvorvidt fangerne blev behandlet i overensstemmelse med internationale konventioner, mens de var i amerikansk varetægt.

Generelt har debatten dog drejet sig om, hvorvidt indsatsen nyttede, og om soldaternes forhold. Fra politisk hold har der løbende været rejst krav om større vægt på genopbygningsindsatsen. Også det stigende antal dræbte danske soldater har været emne for debat, og blandt andet blev det diskuteret, om soldaterne burde flyttes til mindre udsatte områder eller havde brug for mere eller anderledes materiel.

Også forlydender om, at danske soldater som følge af deres samarbejde med amerikanske styrker og afghanske sikkerhedsstyrker har været indirekte involveret i fangemishandling, har været til debat. En del af debatten har også handlet om, hvorvidt Danmark ved at trække sine styrker ud inden udgangen af 2014 svigtede afghanerne. Disse emner gennemgås i artiklen “Vestens krig i Afghanistan fortsætter” i Information (se kilder).

Da det i foråret 2021 blev bekræftet, at de vestlige styrker ville forlade Afghanistan i løbet af sommeren, blussede debatten om krigen op igen. Ikke mindst da Taleban lykkedes med at generobre magten efter 20 års krig. På DR satte man en hel aften af til at diskutere, om krigen var det hele værd. I debatten deltog både ansvarlige politikere, eksperter, veteraner og afghanske flygtninge. Spørgsmålet lød: “Hvorfor gik det galt for Vestens indsats i Afghanistan?” Hele udsendelsen kan streames på DR-TV (se kilder).

Hvordan udviklede den folkelige holdning til krigsdeltagelse i Afghanistan sig?

Da Danmark gik ind i krigen i 2002, var et flertal i befolkningen positiv over for beslutningen. Derimod viste meningsmålinger i 2007, at et flertal var imod det militære engagement. Det skete efter en periode, hvor flere danske soldater blev dræbt, hvilket – sammen med Danmarks tilbagetrækning fra Irak i sommeren 2007 – kan have påvirket befolkningens holdning.

Ifølge en meningsmåling fra foråret 2009 ønskede 50 procent af danskerne, at de danske soldater blev trukket hjem, mens 41 procent gik ind for at fortsætte missionen. I 2013 viste en meningsmåling foretaget af Epinion for DR (se kilder), at 45 procent af befolkningen mente, at det var en rigtig beslutning at sende soldater til Afghanistan, mens 36 procent mente, at det var en fejl.

Efter de kaotiske scener i Kabul i august 2021, da Taleban indtog byen, og Vesten måtte evakuere tusindvis af personer, fik regeringen bred kritik for ikke at have handlet tidligere. På Altinget skrev politisk kommentator Jarl Cordua en kritisk klumme med overskriften “Regeringens katastrofale Afghanistan-håndtering får sablerne til at rasle på Christiansborg” (se kilder). Cordua skriver bl.a.: “Udover at stole for meget og alt for længe på amerikanernes og egne efterretninger om, at alt var under kontrol i Afghanistan, har regeringen også været fastlåst på deres egen udlændingepolitiske dagsorden."

Hvad mener de udsendte danske soldater om Afghanistan-krigen?

I de senere år har en række tidligere udsendte blandet sig i debatten, og flere af dem har vurderet, at soldaterne var for dårligt rustede til at operere i en ukendt kultur som den afghanske, og at målet var for uklart. Det fremgår bl.a. af debatindlægget “Hvis du er så klog, hvorfor tog du så ikke selv til Afghanistan?” i Information i september 2016 (se kilder), hvor en tidligere Afghanistan-soldat vurderer, at “vi endte med at gøre en masse afghanere til vores fjender helt unødigt. Når vi skød varselsskud efter deres biler, kørte rundt på deres marker og sparkede dørene ind til deres compounds. Samtidig blev vi blandet ind i en masse lokale stridigheder og kampe, der ikke havde noget med Taleban at gøre. (…). Man havde ikke gjort sig klart, hvad det var for en krig, man skulle udkæmpe og med hvem".

Flere tidligere udsendte soldater har efterlyst en grundigere redegørelse, som kan afklare, om krigsdeltagelsen var en god beslutning, og beklager, at Venstre-regeringen i 2015 besluttede at nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen og erstatte den med en undersøgelse, som skulle kigge bredere på dansk krigsindsats. Det sagde Afghanistan-veteran og tidligere konstabel Jimmy Solgaard fra over for i artiklen “De, der sendte os i krig, sender ansvaret videre til mig og mine kammerater” (se kilder): “Nu kommer den offentlige debriefing aldrig, og det giver mig kvalme. Hvis man i krig siger a, så siger man dæleme også b. (…) Jeg var et værktøj, og jeg vil gerne vide, om jeg blev hevet op af den rigtige værktøjskasse, eller om jeg slet ikke burde være fundet frem. Måske skulle jeg have været brugt anderledes. (…). Har vi gjort de forkerte mennesker rige? Kunne vi blive bedre til at lære om folks kultur, før vi tager ned og skyder løs?"

I forbindelse med den den vestlige evakuering og Talebans tilbagetog til magten i Afghanistan i august 2021 talte DR med den danske veteran Martin Mann. Han var udsendt til Afghanistan i 2007 og igen i 2012 og mener ikke, krigen var det hele værd. Det fremgår af DR’s artikel “Veteran: 'Jeg ved godt, at vores statsminister siger, at det ikke var forgæves, men den krig var ikke menneskelivene værd'” (se kilder). Veteranen udtaler desuden: “Jeg skammer mig over, at vi på den måde trækker stikket. Jeg skammer mig over, at vi ikke får sørget ordentligt for de folk, der hjalp os dernede. Og så skammer jeg mig en hel del over, at vores politikere til stadighed ikke vil indrømme, at det her var en komplet fejltagelse.”

Hvad var argumenterne for dansk deltagelse i Irak-krigen?

I modsætning til den danske krigsdeltagelse i Afghanistan var det et mere snævert flertal i Folketinget – bestående af VK-regeringen og Dansk Folkeparti – der besluttede, at Danmark skulle bidrage til den amerikansk-britiske invasion i Irak.

Som det beskrives i artiklen “Den danske deltagelse i Irak-krigen 2003-2007” på Danmarkshistorien.dk (se kilder), var der en ophedet politisk debat inden krigens start, hvor fortalerne argumenterede for, at Danmarks militære indsats skulle medvirke til at få Saddam Hussein til at nedruste Iraks våbenlagre. Disse våbenlagre blev dog aldrig fundet. I artiklen beskrives videre, at der fra sommeren 2003 begyndte at vise sig “en klar tendens til, at den danske tilstedeværelse i Irak i højere grad blev begrundet i udbredelsen af værdier såsom frihed, demokrati og menneskerettigheder (også med en vis tilbagevirkende kraft). Analysen lægger vægt på, at Irak-krigen og dens værdimæssige drejning kom til at have en afsmittende effekt på den bredere danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. “I de kommende år opstod der hos den danske VK-regering et nyt fokus på udbredelsen af liberal-demokratiske 'vestlige værdier'. Udbredelsen skulle foregå med både militære og udviklingspolitiske midler i en tæt kombination. Som led i Anders Fogh Rasmussens kraftige kritik af S og R, som han beskyldte for eftergivenhed over for autoritære magter under både besættelsestiden og den kolde krig, blev invasionen af Irak ofte udlagt af statsministeren som en del af en bredere 'kamp mellem diktatur og demokrati'"(se kilder).

Hvilke emner blev kritiseret i forbindelse med deltagelse i Irak-krigen?

Dansk militær havde før 2003 en del gange deltaget i militære FN-operationer, og Danmark havde som NATO-medlem deltaget i militære operationer i Bosnien i 1996. Men Danmarks deltagelse i Irak-krigen markerede et skifte, fordi det ikke skete i egenskab af vort medlemskab af FN eller NATO. Ifølge temamaterialet “Danmark i Irak-krigen – hvorfor og hvordan?”, som Undervisningsministeriet har udarbejdet (se kilder), blev beslutningen af mange opfattet som et “brud med FN’s charter, som blandt andet går ud på, at intet medlem af FN angriber et andet, uden at FN’s Sikkerhedsråd har givet sin udtrykkelige tilladelse. Og hermed også et brud med dansk sikkerhedspolitik siden 1945”.

Foruden selve krigens legitimitet blev de danske soldaters udlevering af 12 irakiske fanger, der risikerede dødsstraf, debatteret heftigt, som det uddybes i Politikens artikel “Danmark var på kant med 'krigens love' og brød menneskerettighederne” (se kilder). Endelig har en del af diskussionen handlet om den kommission, som skulle undersøge beslutningen om den danske indsats i Irak-krigen – en kommission, som blev droppet, kort tid efter at Venstre vandt magten ved folketingsvalget i sommeren 2015.

I stedet iværksatte blå blok – med støtte fra Alternativet – i 2016 en uvildig udredning af Danmarks samlede militære indsats i Kosovo, Afghanistan og Irak. Det fremgår af Ritzau-artiklen “Sådan skal der redegøres for Danmarks krige” (se kilder). Rapporten udkom i 2019 under navnet “Krigsudredningen” (se kilder). Ifølge Informations analyse “Krigsudredning giver svar – men efterlader også huller i vores viden om Danmarks krig i Irak” var krigsudredningen mangelfuld, men der blev lagt vægt på, at “Fogh-regeringen strammede konklusioner fra efterretningstjenesterne, at centrale oplysninger om krigens formål og konsekvenser blev tilbageholdt for Folketinget, og at kravet over for Irak om våbeninspektioner blev betragtet som en fælde, der skulle lovliggøre et angreb” (se kilder).

Hvordan udviklede den folkelige holdning til dansk krigsdeltagelse i Irak sig?

I begyndelsen var danskerne ret splittede. “Vi har længe vidst, at deltagelsen i krigen delte befolkningen nærmest lige over,” sagde Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen til Politiken et år efter krigens begyndelse (se kilder). Senere i 2004 viste en undersøgelse ifølge DR-artiklen “Danskerne støtter deltagelse i Irak-krigen”, at 7 ud af 10 danskere syntes, at de danske soldater skulle blive i Irak (se kilder). Et årti efter krigens udbrud viste en anden undersøgelse ifølge Berlingske Nyhedsbureaus artikel “Danskerne er stadig modstandere af Irak-krigen” (se kilder), at danskerne fortsat var splittede: Her mente 54,8 procent, at Danmarks deltagelse var en dårlig idé, mens 33 procent fastholdt, at det var det rigtige at gøre.

Hvad mener tidligere udsendte danske soldater om krigsdeltagelsen i Irak?

Allerede mens de danske soldater opholdt sig i Irak, kom der kritik internt. I 2004 skrev en udstationeret soldat med 30 års erfaring i Forsvaret: “Vi bruger skatteborgernes penge på at hygge os her i Camp Eden”, og beskrev, at soldaterne brugte deres tid på at holde vagt, vaske op og gøre rent. Det fremgår af Politikens artikel “Danske soldater i Irak: Vi hygger os i lejren og passer hinanden" (se kilder). I forbindelse med diskussionen af de danske soldaters udlevering af irakiske fanger til amerikanerne argumenterede en tidligere soldat i 2010 i et læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad (se kilder) for, at soldaterne på jorden “ingen muligheder har for reelt at leve op til Geneve-konventionerne og andre spilleregler, vi har opbygget om krig med baggrund i tidligere krige mellem nationalstater”, ligesom han kritiserede udtrykket “krig mod terror”.

Hvad var argumenterne for deltagelse i Libyen-krigen og krigen mod Islamisk Stat?

Der var historisk bred enighed om den danske krigsindsats i Libyen, og ifølge Ritzau-artiklen “Danmark er i krig med Libyen” (se kilder) var det ønsket om at beskytte civilbefolkningen, der fik alle med. Efter en hastebehandling den 17. og 18. marts 2011 stemte 110 folketingsmedlemmer for regeringens beslutningsforslag – ingen stemte imod. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde ifølge ovennævnte Ritzau-artikel (se kilder): “Det siger noget godt om Danmark og det samarbejdende folkestyre. Det betyder også noget for de piloter og soldater, som skal af sted.”

Da Folketinget tre år senere besluttede, at Danmark skulle bidrage militært til krigen mod Islamisk Stat i Irak, lød argumenterne, at bidraget skulle fjerne truslen fra den frygtede terrorbevægelse. Efter en række terrorangreb i Europa i 2015 udvidede Danmark i 2016 mandatet til også at gælde Syrien, og Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen sagde ved den lejlighed til Jyllands-Posten i artiklen “For eller imod – skal Danmark gå i krig med Islamisk Stat?” (se kilder): “Islamisk Stat har erklæret Europa krig. Vi oplevede det med terrorangrebene i Bruxelles og Paris. Og vi ved også, at de har Danmark som mål. Derfor bliver vi nødt til at fjerne truslen, og de gør vi ved at ramme deres baser i både Irak og Syrien.”

Hvilke emner blev kritiseret i forbindelse med dansk deltagelse i krigene?

“Verden er blevet en smule bedre uden Gaddafi, men det ærgrer mig meget, at vi ikke var nede og hjælpe de demokratiske sekulære kræfter efterfølgende. Det var en fejl, og det var forkert. Man kan ikke fjerne en diktator og så vende hjem. Vi skulle have været nede på landjorden.” Sådan lød det fra den konservative udenrigsordfører Naser Khader i Politikens artikel “Danske politikere efter kritik af krig i Libyen: Det er nemt at være bagklog”, da han i september 2016 svarede på kritik fra en britisk rapport, der konkluderede, at “indsatsen i Libyen gik helt galt og byggede på manglende strategi og dårlige analyser” (se kilder). Hos Socialdemokratiet sagde udenrigsordfører Nick Hækkerup til Jyllands-Posten i artiklen “Rapport: Libyen-krigen var dårligt forberedt og hjalp islamister” (se kilder): “Vi er gode til at vinde krige, men ikke verdensmestre i at vinde fred."

Også andre danske politikere har kritiseret krigsindsatsen mod IS og den danske deltagelse heri. Enhedslisten, SF og Alternativet stemte i 2016 imod en udvidelse af krigsindsatsen. Her lød kritikken fra Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen i Jyllands-Postens artikel “For eller imod – skal Danmark gå i krig med Islamisk Stat?” (se kilder): “Jeg frygter, at danske kampfly og soldater kommer til at støtte ekstreme og muligvis islamistiske grupper i Syrien”, og han kom også ind på, at der manglede en holdbar plan for, hvornår indsatsen er slut, og hvad der så skal ske med de områder, som IS eventuelt bliver drevet ud af. “Det er opskriften på endnu en forfejlet, dansk krig.”

Hvordan udviklede den folkelige holdning til krigsdeltagelse i Libyen og imod Islamisk Stat sig?

Danskerne bakkede bredt op om Danmarks militære indsats i Libyen i 2011. Ifølge Berlingske-artiklen “Massiv opbakning til Libyen-krig” (se kilder) støttede hele 78 procent af danskerne beslutningen om at slutte sig til den internationale koalition. Nogle måneder senere var opbakningen dog dalet en smule, og knap hver tredje var modstander af dansk deltagelse, som det fremgår af Ritzaus artikel “Danskernes opbakning til Libyen-krig daler” (se kilder).

Også den efterfølgende krig mod Islamisk Stat i Irak og Syrien havde støtte fra to ud af tre danskere. Berlingske-artiklen “To ud af tre danskere klar til at bombe IS i Syrien” (se kilder) beskriver, hvordan resultaterne af de krige, som Danmark har deltaget i siden årtusindeskiftet, har haft “vanskeligt ved at leve op til de forventninger, der blev fremsat, inden man kastede de første bomber”. I artiklen argumenterer forsvarsekspert Mikkel Runge Olesen for, at disse erfaringer dog ikke nødvendigvis fylder mest i overvejelserne, når danskerne tager stilling til, om vi bør kaste os ud i en ny krig: “Mindst lige så vigtigt for vores holdning til, om Danmark skal deltage i Syrien, er den internationale anseelse, der følger med. Inden en krig tager vi først og fremmest stilling til, om vi har lyst til at støtte andre landes indgreb. Vi vurderer, om Danmark skal træde til, når verdenssamfundet kalder”.

Reportage om danske krigere i Irak. Udgivet af netmediet Føljeton i januar 2017.