dansk soldat i Afghanistan
Uvildig udredning skal granske tre krige.
Arkivfoto 2005 af danske soldater i Afghanistan: Henning Bagger / Scanpix

Danmarks aktive krigsdeltagelse siden 2001

journalist og cand.public. Lasse Skytt, Bureauet. Opdateret august 2021.
Top image group
dansk soldat i Afghanistan
Uvildig udredning skal granske tre krige.
Arkivfoto 2005 af danske soldater i Afghanistan: Henning Bagger / Scanpix

Indledning

I løbet af blot et par årtier er Danmark gået fra at være et land, der i 1991 efter mange overvejelser sendte et krigsskib til Golfen for at udøve en humanitær indsats, til i 2011 på få timer enstemmigt at beslutte at sende bombefly til Libyen. De seneste tre årtier har Danmark sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. “Appetitten vokser, mens man spiser,” som en militærekspert har formuleret det med henvisning til, at den danske krigsdeltagelse på Balkan i 1990’erne gav selvtillid og mod på en mere aktivistisk udenrigspolitik. Fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. De politiske beslutninger om at gå i krig og krigenes konsekvenser er blevet diskuteret bredt, heriblandt ikke mindst debatten om den omstridte lukning af kommissionen, der skulle kulegrave den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, og debatten om Irak-krigen, hvor man for første gang gik i krig uden om både FN og NATO. Selvom Danmark også bidrog militært til krigen i Libyen og senere mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, var det primært i form af kampfly og ikke med landtropper som ved de foregående krige. Da Taleban i sensommeren 2021 generobrede magten i Afghanistan efter 20 års krig, måtte Danmark og andre vestlige nationer evakuere folk fra det kaotiske Kabul. Det kunne ligne afslutningen på Danmarks aktive krigsdeltagelse – i hvert fald vurderer flere eksperter, at det danske forsvar fremadrettet oftere vil koncentrere sig om militære aktioner i områder tættere på Danmark.

Historiker Bo Lidegaard forklarer udviklingen i Danmarks krigsdeltagelse fra begyndelsen af 1990’erne til i 2011.

Artikel type
faktalink

Baggrund for Danmarks krigsdeltagelse i det 21. århundrede

Print-venlig version af dette kapitel - Baggrund for Danmarks krigsdeltagelse i det 21. århundrede

Hvilke krige medvirkede Danmark i ved indgangen til 1990’erne?

For at forstå baggrunden for Danmarks krigsdeltagelse siden 2001 er det relevant at kende til de danske militæroperationer i årtiet, der lå forud. I 1990 sendte Danmark krigsskibet Olfert Fischer mod Den Persiske Golf for at sætte handling bag den danske opbakning til FN i Golfkrigen mod Irak, der med Saddam Hussein i spidsen havde invaderet Kuwait i august det år. Krigsskibet var det danske bidrag til styrken, og det måtte ikke tage del i aktive krigshandlinger. Efter Golfkrigens afslutning i 1991 vendte Olfert Fischer hjem uden at have været i kamp, men allerede det følgende år blev den danske krigsindsats mere aktiv.

“Forsvaret af Danmark stopper ikke ved Kruså. Krigen på Balkan er for os ikke nogen fjern krig, og det har for øvrigt aldrig været sådan, at dansk forsvar ene og alene går ud på at sikre dansk territorium.” Sådan lød det fra daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) i februar 1992, da Folketinget vedtog, at Danmark skulle deltage i den fredsbevarende FN-styrke i Kroatien. Det fremgår af bogen: “Danmark i Krig” af Bo Lidegaard (se kilder).

Under operation Faraway 1990-1991 sejlede den danske korvet Olfert Fischer til Golfen. Interview med skibschefen og andre medlemmer af besætningen om deres oplevelser. Desuden enkelte voldsomme billeder fra krigszonerne.

 

Hvordan udviklede Danmarks krigsdeltagelse sig op gennem 1990’erne?

I 1991 var Jugoslavien brudt sammen, hvilket havde fået de interne modsætninger i det etnisk sammensatte Balkanområde til at eksplodere. Borgerkrige mellem bosniere, serbere og kroater blev ved med at blusse op i hele tiåret frem til 2001, og som Bo Lidegaard skriver i sin bog “Danmark i krig” (se kilder), blev Danmark i løbet af 1990'erne det land, der “forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter i området”. Endvidere blev Danmark det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling – respekt om de danske styrker, både hjemme og blandt Danmarks allierede, som det beskrives i artiklen “Danmark i krig 1991-2011” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

I 1999 havde krigen på Balkan udviklet sig yderligere, og Danmark besluttede at deltage i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo. Ifølge førnævnte artikel var disse bombardementer kontroversielle, fordi de skete uden mandat fra FN’s Sikkerhedsråd: “Dermed havde Danmark for første gang siden oprettelsen af FN i 1945 været med til at angribe et fremmed land uden mandat fra verdensorganisationen. Forpligtelsen til at beskytte civilbefolkningen i Kosovo vejede tungere, og der var bred støtte i Folketinget til den socialdemokratisk-radikale regerings forslag om, at Danmark skulle deltage.” Først i 2008 erklærede den omstridte stat Kosovo sin selvstændighed, og pr. 2021 er der stadig danske soldater til stede i landet.

Hvor mange danske soldater har været udsendt til Balkan?

Som det fremgår af tal fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse (se kilder) og DR-artiklen “Se, hvor danske soldater har kæmpet – og er faldet” (se kilder), blev der i krigsårene 1991-2001 i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Den 29. april 1994 rykkede 7 danske Leopard-kampvogne ud fra Tuzla i Bosnien for at redde svenske FN-soldater fra serbisk beskydning. Offentliggjort af Forsvaret i anledning af 20-året for aktionen.

 

Hvilken rolle spillede Danmark i krigen i Afghanistan 2001-2014?

Danmark støttede fra begyndelsen den amerikanske invasion i Afghanistan, som i første omgang var en direkte følge af terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. Fra januar 2002 bidrog Danmark militært til både Operation Enduring Freedom (USA’s militære indsats mod al-Qaeda) og ISAF-styrken (en NATO-ledet koalition, der havde soldater fra 48 lande).

I begyndelsen deltog både danske F-16-fly og danske specialstyrker i jagten på al-Qaeda. Siden bidrog Danmark løbende til ISAF-styrken med såvel kamptropper som logistik-enheder og genopbygningshold. Det fremgår af artiklen “Vestens krig i Afghanistan fortsætter” (se kilder), at Danmark i foråret 2008 havde 780 mand udstationeret, hovedsageligt i den sydlige Helmand-provins og i den frugtbare dal langs Helmand-floden, kendt som Den Grønne Zone.

Tv-dokumentar produceret af Karsten Kjær om danske soldater i krig i Afghanistan med interviews med soldaterne.

 

Hvor mange danske soldater har været udsendt til Afghanistan?

I foråret 2014 rejste det sidste danske hold soldater – hold 17 – hjem fra Afghanistan. Også det danske polititræningshold, der var med til at uddanne de afghanske politibetjente, blev trukket ud af landet. I perioden 2002-2014 var i alt 19.199 danske soldater udsendt til Afghanistan; heraf blev 214 såret og 44 dræbt. Det fremgår af Forsvarsministeriets opgørelse “Faldne og sårede” (se kilder). Dermed er Afghanistan-krigen den, som har ramt de danske soldater hårdest, og mange er desuden kommet hjem fra tjeneste i Afghanistan med ar på sjælen.

Fra januar 2015 bidrog Danmark til den nye NATO-ledede indsats Operation Resolute Support med 161 danske soldater, som skulle træne, rådgive og støtte afghanske sikkerhedsstyrker, hvilket fremgår af artiklen “Vestens krig i Afghanistan fortsætter” (se kilder). Siden blev antallet reduceret og så øget igen, så der i slutningen af 2016 var 100 danske soldater og politifolk udsendt som en del af Operation Resolute Support.

I forbindelse med de vestlige styrkers planlagte tilbagetrækning fra Afghanistan i sensommeren 2021 udviklede situationen sig pludselig dramatisk. På kort tid lykkedes det Taleban at vinde terræn og indtage hovedstaden Kabul, mens landets præsident måtte flygte ud af landet. Taleban erklærede sig som sejrherre i den 20 år lange krig, og nødsituationen bevirkede, at USA og de vestlige lande – heriblandt Danmark – akut måtte evakuere tusindvis af personer fra Afghanistan. Også mange lokale afghanere forsøgte at flygte ud af landet. Se også faktalink-artiklerne “Krigen i Afghanistan” og “Taleban”.

Hvilken rolle spillede Danmark i Irak-krigen 2003-2007?

Som det vil blive uddybet i del 2, var beslutningen om, at Danmark skulle deltage i den amerikansk-ledede invasion af Irak i marts 2003, stærkt omdiskuteret. De danske tropper ankom i juni 2003 til det sydlige Irak. Omkring halvdelen af soldaterne opholdt sig primært i lejren og sørgede for at holde orden på udstyr, mad, sygepleje og lave forskelligt kontorarbejde. De øvrige patruljerede i det område, Danmark havde ansvar for. Deres opgaver var at eftersøge våben og bakke irakisk politi og irakiske sikkerhedsstyrker op samt foretage mindre genopbygningsopgaver.

Selve krigen mod Saddam Hussein var reelt afgjort den 9. april 2003, da de amerikanske styrker for første gang trængte ind i centrum af Bagdad uden at møde nævneværdig modstand. Derfor bestod opgaven for de danske soldater – der først ankom i juni – i at patruljere området omkring oliebyen Basra, som de britiske styrker havde kontrol over. I de følgende år var den danske indsats koncentreret om genopbygningsprojekter i Basra-provinsen. Fra 2007 begyndte Danmark at trække sine kampsoldater ud og sendte i stedet mindre hold af rådgivere af sted, der skulle hjælpe med at opbygge politi og sikkerhedsstyrker. De sidste danske soldater forlod Irak i november 2011, som det fremgår af artiklen “Den danske deltagelse i Irak-krigen 2003-2007” på Danmarkshistorien.dk (se kilder). Da havde der i perioden 2003-2007 været udstationeret i alt 9.605 danske soldater i Irak – heraf blev 8 dræbt og 19 såret, hvilket fremgår af DR-artiklen “Se hvor danske soldater har kæmpet – og er faldet” (se kilder).

Hvilken rolle spillede Danmark i krigen i Libyen 2011?

I de første måneder af 2011 bredte Det Arabiske Forår sig til Libyen, hvor den libyske opstand for alvor brød ud i byen Benghazi den 15. februar. Inspireret af begivenhederne i Tunesien og Egypten protesterede folket mod Muammar Gaddafis mangeårige styre i en række demonstrationer. Disse udviklede sig hurtigt voldeligt, og Gaddafi slog hårdt ned på oprørerne. Som konsekvens heraf vedtog FN’s Sikkerhedsråd at iværksætte en international intervention. Det skete den 17. marts 2011, og blot et par dage senere vedtog et enigt Folketing herhjemme, at Danmark skulle bidrage militært med kampfly til den internationale indsats i Libyen med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”, som det fremgår af Forsvarets rapport “Den danske indsats i Libyen” (se kilder).

De danske kampfly deltog aktivt i krigen fra den 20. marts til den 31. oktober 2011. Bidraget var i missionens indledende fase del af den amerikansk-ledede Operation Odyssey Dawn. Den 31. marts 2011 overgik missionen til NATO’s ledelse under navnet Operation Unified Protector. Ifølge Forsvarets rapport “Den danske indsats i Libyen” (se kilder) koncentrerede operationen sig i den indledende fase om beskyttelse af befolkningen i den østlige del af Libyen, hvor der blev begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen. Med Gadaffis død den 20. oktober 2011 syntes truslen om overgreb mod befolkningen at aftage, som det fremgår af rapporten. To dage senere erklærede Libyens Nationale Overgangsråd, TNC, Libyen for frit, og FN ophævede resolution 1973 pr. 31. oktober 2011. NATO afsluttede derfor Operation Unified Protector den 31. oktober. Herefter vendte de danske kampfly hjem til Danmark.

Hvor mange danske soldater har været udsendt til Libyen?

Bidraget bestod ifølge Forsvarets rapport af fire kampfly plus to i reserve og op til 120 mand m/k, inklusive piloter, teknikere, missionsplanlæggere, efterretningspersonel, administration, ledelse og støttepersonel på en luftbase på Sicilien (se kilder). Ifølge Ritzau-artiklen “Se den danske Libyen-indsats i tal og fakta” (se kilder) deltog 344 danske soldater i Libyen-missionen, mens en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Ingen danskere blev dræbt eller såret.

Hvilken rolle spillede Danmark i krigen mod Islamisk Stat 2014-2017?

Den islamistiske terrororganisation Islamisk Stat (IS) vandt i løbet af 2014 og 2015 udbredelse i Syrien og Irak. Samtidig begyndte terrorgruppen at udøve terror mod mål i Europa og Mellemøsten. Fra 2014 opbyggede USA en international koalition for at bekæmpe IS, og Danmark besluttede i august 2014 at bidrage militært hertil.

Ifølge Forsvarets side om krigen mod IS var bidraget “en del af den samlede internationale indsats til støtte til Iraks militære indsats mod terrorbevægelsen IS og for at bistå myndighederne i Irak med at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb" (se kilder). Det danske bidrag bestod i første omgang af et Hercules-transportfly med mandskab, der løste transportopgaver til støtte for den amerikansk-ledede operation i Irak. I oktober 2014 vedtog Folketinget at udbygge bidraget, der kom til at bestå af tre dele: Et F-16 kampflybidrag, der omfattede ca. 140 personer, et stabsbidrag bestående af op til ca. 20 personer og et kapacitetsopbygningsbidrag på op til ca. 120 personer. Kampflybidraget blev trukket hjem i oktober 2015 (se kilder). I april 2016 vedtog Folketinget at udvide det danske militære bidrag yderligere, så mandatet til at bekæmpe terrororganisationen ikke kun gjaldt Irak, men også omfattede Syrien. Der blev både bidraget med F-16-kampfly og specialoperationsstyrker samt transportfly. I december 2016 blev kampflyene trukket hjem som følge af “slitage, stress blandt medarbejderne og manglende arbejdskraft”, som Ritzau skriver i artiklen “Så meget koster krigene Danmark” (se kilder). Siden januar 2017 har Danmark bidraget med specialstyrker og en militær radar, som overvåger Syrien og Irak.

Ifølge DR-artiklen “Se, hvor danske soldater har kæmpet – og er faldet” (se kilder) var der i perioden 2014-2017 i alt 738 danske soldater i Syrien og Irak. Ingen danskere blev dræbt eller såret under aktionerne (se kilder).

Danske kampfly sendes afsted fra flyvestrationen i Skrydstrup for at deltage i krigen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Produceret af JydskeVestkysten.

 

Hvor mange penge har Danmark brugt på krig siden årtusindeskiftet?

Danmarks militære udgifter til indsatsen i Afghanistan var i perioden januar 2002 til foråret 2021 på mindst 13 milliarder kroner, hvilket fremgår af Altinget-artiklen “Efter 20 års krig i Afghanistan: Det har den kostet i liv, kræfter og kroner” (se kilder).

Ifølge en opgørelse fra Forsvarskommandoen udgjorde Forsvarets samlede militærudgifter til Irak-krigen 2003-2007 godt 2,4 milliarder kroner, skriver Berlingske i artiklen “Danmarks krig i Irak kostede 2,4 milliarder kroner” (se kilder).

Ifølge Ritzau-artiklen “Se den danske Libyen-indsats i tal og fakta” smed de danske styrker i alt 923 præcisionsbomber over Libyen fra marts til oktober 2011. Hver bombe kostede 290.000 kroner. I alt kostede danske bombetogter og selve udstationeringen af de danske kampfly 580 millioner kroner frem til slutningen af september 2011 (se kilder).

Som det fremgår af DR-artiklen “Så meget koster krigene Danmark”, viser en opgørelse fra Forsvarsministeriet, at Danmark frem til 2015 brugte 213 millioner kroner på krigen mod Islamisk Stat i Irak. I alt blev der gennemført 547 danske missioner og smidt 503 bomber over Irak i perioden (se kilder).

Hvilken civil indsats har Danmark bidraget med i Afghanistan og Irak?

Hvilken civil indsats har Danmark bidraget med i Afghanistan og Irak?

Danmarks økonomiske bistand til Afghanistan har i perioden 2002-2012 været på i alt næsten 3,8 mia. danske kroner. På den civile front har Danmark især engageret sig på uddannelsesområdet, hvor Danmark har bygget skoler, hjulpet det afghanske undervisningsministerium med at udvikle nyt nationalt pensum og trykt mere end 23 millioner skolebøger. Den civile indsats og dens effekt beskrives i en kronik i Politiken, “Afghanistan er ikke til at begribe” (se kilder) og i artiklen “En helt ny historie fortalt på afghansk” i Information (se kilder). Efter udfasningen af Danmarks militære engagement i Afghanistan har Danmark øget udviklingsbistanden. Ifølge den danske Afghanistanstrategi 2015-2017 (se kilder) har Danmark givet økonomisk bistand til Afghanistan på ca. 530 millioner kroner om året frem til udgangen af 2017. Herefter har beløbet været på ca. 400 millioner kroner årligt frem til 2020, som det fremgår af Udenrigsministeriets side om “Danmark i Afghanistan” (se kilder).

Kort efter Irak-krigens begyndelse afsatte den danske regering 350 millioner kroner til nødhjælp og genopbygning i Irak for 2003 og 2004. Siden blev der ad flere omgange afsat midler til at fortsætte den humanitære bistand og genopbygningsindsatsen, og i alt blev der bevilget 895 millioner kroner til humanitær bistand og genopbygning i perioden 2003-2010. Som det uddybes i DR’s temaartikel “Danmark ud af Irak”, bestod genopbygningsindsatsen blandt andet i uddeling af medicin og fødevarer, etablering af sundhedsklinikker, minerydning og genoprettelse af skoler (se kilder).

Debat om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik

Print-venlig version af dette kapitel - Debat om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik

Hvad var argumenterne for en dansk deltagelse i krigen i Afghanistan?

Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 forsikrede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), at Danmark stod “skulder ved skulder” med USA, og at danskerne stod “bag USA hele vejen i en aktion mod de ansvarlige”, som det gengives i bogen “Danmark i krig" (se kilder). I dansk perspektiv blev beslutningen om at deltage i krigen i Afghanistan endvidere en del af valgkampen frem mod valget i november samme år, hvor Venstres Anders Fogh Rasmussen fik regeringsmagten. I Folketinget var der bred politisk opbakning til Danmarks deltagelse i krigen. Alle partier – med undtagelse af SF og Enhedslisten – betragtede krigen som en nødvendighed for at sikre, at Afghanistan ikke fortsat skulle være tilholdssted for terrornetværket al-Qaeda, og at Taleban ikke længere sad på magten i landet. Efter regeringsskiftet i september 2011 genoptog udenrigsminister Villy Søvndal (SF) forhandlingerne om Danmarks Afghanistan-strategi – med udgangspunkt i SRSF-regeringens holdning om, at de danske kampsoldater skulle forlade Afghanistan inden udgangen af 2014 – i takt med, at amerikanske, britiske, franske og svenske soldater blev trukket ud. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ønskede dog at fastholde en mulighed for, at missionen kunne forlænges.

Hvilken kritik blev rejst i forbindelse med den danske krigsdeltagelse i Afghanistan?

Den danske krigsdeltagelse har affødt forskellige former for offentlig debat – både i begyndelsen, undervejs og i forbindelse med den kaotiske tilbagetrækning i sensommeren 2021. Det gælder bl.a. DR-dokumentaren “Den hemmelige krig" fra 2006, der beskrev danske specialstyrkers udlevering af afghanske fanger til amerikanske soldater tilbage i 2002. Filmen sår tvivl om, hvorvidt fangerne blev behandlet i overensstemmelse med internationale konventioner, mens de var i amerikansk varetægt.

Generelt har debatten dog drejet sig om, hvorvidt indsatsen nyttede, og om soldaternes forhold. Fra politisk hold har der løbende været rejst krav om større vægt på genopbygningsindsatsen. Også det stigende antal dræbte danske soldater har været emne for debat, og blandt andet blev det diskuteret, om soldaterne burde flyttes til mindre udsatte områder eller havde brug for mere eller anderledes materiel.

Også forlydender om, at danske soldater som følge af deres samarbejde med amerikanske styrker og afghanske sikkerhedsstyrker har været indirekte involveret i fangemishandling, har været til debat. En del af debatten har også handlet om, hvorvidt Danmark ved at trække sine styrker ud inden udgangen af 2014 svigtede afghanerne. Disse emner gennemgås i artiklen “Vestens krig i Afghanistan fortsætter” i Information (se kilder).

Da det i foråret 2021 blev bekræftet, at de vestlige styrker ville forlade Afghanistan i løbet af sommeren, blussede debatten om krigen op igen. Ikke mindst da Taleban lykkedes med at generobre magten efter 20 års krig. På DR satte man en hel aften af til at diskutere, om krigen var det hele værd. I debatten deltog både ansvarlige politikere, eksperter, veteraner og afghanske flygtninge. Spørgsmålet lød: “Hvorfor gik det galt for Vestens indsats i Afghanistan?” Hele udsendelsen kan streames på DR-TV (se kilder).

Hvordan udviklede den folkelige holdning til krigsdeltagelse i Afghanistan sig?

Da Danmark gik ind i krigen i 2002, var et flertal i befolkningen positiv over for beslutningen. Derimod viste meningsmålinger i 2007, at et flertal var imod det militære engagement. Det skete efter en periode, hvor flere danske soldater blev dræbt, hvilket – sammen med Danmarks tilbagetrækning fra Irak i sommeren 2007 – kan have påvirket befolkningens holdning.

Ifølge en meningsmåling fra foråret 2009 ønskede 50 procent af danskerne, at de danske soldater blev trukket hjem, mens 41 procent gik ind for at fortsætte missionen. I 2013 viste en meningsmåling foretaget af Epinion for DR (se kilder), at 45 procent af befolkningen mente, at det var en rigtig beslutning at sende soldater til Afghanistan, mens 36 procent mente, at det var en fejl.

Efter de kaotiske scener i Kabul i august 2021, da Taleban indtog byen, og Vesten måtte evakuere tusindvis af personer, fik regeringen bred kritik for ikke at have handlet tidligere. På Altinget skrev politisk kommentator Jarl Cordua en kritisk klumme med overskriften “Regeringens katastrofale Afghanistan-håndtering får sablerne til at rasle på Christiansborg” (se kilder). Cordua skriver bl.a.: “Udover at stole for meget og alt for længe på amerikanernes og egne efterretninger om, at alt var under kontrol i Afghanistan, har regeringen også været fastlåst på deres egen udlændingepolitiske dagsorden."

Hvad mener de udsendte danske soldater om Afghanistan-krigen?

I de senere år har en række tidligere udsendte blandet sig i debatten, og flere af dem har vurderet, at soldaterne var for dårligt rustede til at operere i en ukendt kultur som den afghanske, og at målet var for uklart. Det fremgår bl.a. af debatindlægget “Hvis du er så klog, hvorfor tog du så ikke selv til Afghanistan?” i Information i september 2016 (se kilder), hvor en tidligere Afghanistan-soldat vurderer, at “vi endte med at gøre en masse afghanere til vores fjender helt unødigt. Når vi skød varselsskud efter deres biler, kørte rundt på deres marker og sparkede dørene ind til deres compounds. Samtidig blev vi blandet ind i en masse lokale stridigheder og kampe, der ikke havde noget med Taleban at gøre. (…). Man havde ikke gjort sig klart, hvad det var for en krig, man skulle udkæmpe og med hvem".

Flere tidligere udsendte soldater har efterlyst en grundigere redegørelse, som kan afklare, om krigsdeltagelsen var en god beslutning, og beklager, at Venstre-regeringen i 2015 besluttede at nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen og erstatte den med en undersøgelse, som skulle kigge bredere på dansk krigsindsats. Det sagde Afghanistan-veteran og tidligere konstabel Jimmy Solgaard fra over for i artiklen “De, der sendte os i krig, sender ansvaret videre til mig og mine kammerater” (se kilder): “Nu kommer den offentlige debriefing aldrig, og det giver mig kvalme. Hvis man i krig siger a, så siger man dæleme også b. (…) Jeg var et værktøj, og jeg vil gerne vide, om jeg blev hevet op af den rigtige værktøjskasse, eller om jeg slet ikke burde være fundet frem. Måske skulle jeg have været brugt anderledes. (…). Har vi gjort de forkerte mennesker rige? Kunne vi blive bedre til at lære om folks kultur, før vi tager ned og skyder løs?"

I forbindelse med den den vestlige evakuering og Talebans tilbagetog til magten i Afghanistan i august 2021 talte DR med den danske veteran Martin Mann. Han var udsendt til Afghanistan i 2007 og igen i 2012 og mener ikke, krigen var det hele værd. Det fremgår af DR’s artikel “Veteran: 'Jeg ved godt, at vores statsminister siger, at det ikke var forgæves, men den krig var ikke menneskelivene værd'” (se kilder). Veteranen udtaler desuden: “Jeg skammer mig over, at vi på den måde trækker stikket. Jeg skammer mig over, at vi ikke får sørget ordentligt for de folk, der hjalp os dernede. Og så skammer jeg mig en hel del over, at vores politikere til stadighed ikke vil indrømme, at det her var en komplet fejltagelse.”

Hvad var argumenterne for dansk deltagelse i Irak-krigen?

I modsætning til den danske krigsdeltagelse i Afghanistan var det et mere snævert flertal i Folketinget – bestående af VK-regeringen og Dansk Folkeparti – der besluttede, at Danmark skulle bidrage til den amerikansk-britiske invasion i Irak.

Som det beskrives i artiklen “Den danske deltagelse i Irak-krigen 2003-2007” på Danmarkshistorien.dk (se kilder), var der en ophedet politisk debat inden krigens start, hvor fortalerne argumenterede for, at Danmarks militære indsats skulle medvirke til at få Saddam Hussein til at nedruste Iraks våbenlagre. Disse våbenlagre blev dog aldrig fundet. I artiklen beskrives videre, at der fra sommeren 2003 begyndte at vise sig “en klar tendens til, at den danske tilstedeværelse i Irak i højere grad blev begrundet i udbredelsen af værdier såsom frihed, demokrati og menneskerettigheder (også med en vis tilbagevirkende kraft). Analysen lægger vægt på, at Irak-krigen og dens værdimæssige drejning kom til at have en afsmittende effekt på den bredere danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. “I de kommende år opstod der hos den danske VK-regering et nyt fokus på udbredelsen af liberal-demokratiske 'vestlige værdier'. Udbredelsen skulle foregå med både militære og udviklingspolitiske midler i en tæt kombination. Som led i Anders Fogh Rasmussens kraftige kritik af S og R, som han beskyldte for eftergivenhed over for autoritære magter under både besættelsestiden og den kolde krig, blev invasionen af Irak ofte udlagt af statsministeren som en del af en bredere 'kamp mellem diktatur og demokrati'"(se kilder).

Hvilke emner blev kritiseret i forbindelse med deltagelse i Irak-krigen?

Dansk militær havde før 2003 en del gange deltaget i militære FN-operationer, og Danmark havde som NATO-medlem deltaget i militære operationer i Bosnien i 1996. Men Danmarks deltagelse i Irak-krigen markerede et skifte, fordi det ikke skete i egenskab af vort medlemskab af FN eller NATO. Ifølge temamaterialet “Danmark i Irak-krigen – hvorfor og hvordan?”, som Undervisningsministeriet har udarbejdet (se kilder), blev beslutningen af mange opfattet som et “brud med FN’s charter, som blandt andet går ud på, at intet medlem af FN angriber et andet, uden at FN’s Sikkerhedsråd har givet sin udtrykkelige tilladelse. Og hermed også et brud med dansk sikkerhedspolitik siden 1945”.

Foruden selve krigens legitimitet blev de danske soldaters udlevering af 12 irakiske fanger, der risikerede dødsstraf, debatteret heftigt, som det uddybes i Politikens artikel “Danmark var på kant med 'krigens love' og brød menneskerettighederne” (se kilder). Endelig har en del af diskussionen handlet om den kommission, som skulle undersøge beslutningen om den danske indsats i Irak-krigen – en kommission, som blev droppet, kort tid efter at Venstre vandt magten ved folketingsvalget i sommeren 2015.

I stedet iværksatte blå blok – med støtte fra Alternativet – i 2016 en uvildig udredning af Danmarks samlede militære indsats i Kosovo, Afghanistan og Irak. Det fremgår af Ritzau-artiklen “Sådan skal der redegøres for Danmarks krige” (se kilder). Rapporten udkom i 2019 under navnet “Krigsudredningen” (se kilder). Ifølge Informations analyse “Krigsudredning giver svar – men efterlader også huller i vores viden om Danmarks krig i Irak” var krigsudredningen mangelfuld, men der blev lagt vægt på, at “Fogh-regeringen strammede konklusioner fra efterretningstjenesterne, at centrale oplysninger om krigens formål og konsekvenser blev tilbageholdt for Folketinget, og at kravet over for Irak om våbeninspektioner blev betragtet som en fælde, der skulle lovliggøre et angreb” (se kilder).

Hvordan udviklede den folkelige holdning til dansk krigsdeltagelse i Irak sig?

I begyndelsen var danskerne ret splittede. “Vi har længe vidst, at deltagelsen i krigen delte befolkningen nærmest lige over,” sagde Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen til Politiken et år efter krigens begyndelse (se kilder). Senere i 2004 viste en undersøgelse ifølge DR-artiklen “Danskerne støtter deltagelse i Irak-krigen”, at 7 ud af 10 danskere syntes, at de danske soldater skulle blive i Irak (se kilder). Et årti efter krigens udbrud viste en anden undersøgelse ifølge Berlingske Nyhedsbureaus artikel “Danskerne er stadig modstandere af Irak-krigen” (se kilder), at danskerne fortsat var splittede: Her mente 54,8 procent, at Danmarks deltagelse var en dårlig idé, mens 33 procent fastholdt, at det var det rigtige at gøre.

Hvad mener tidligere udsendte danske soldater om krigsdeltagelsen i Irak?

Allerede mens de danske soldater opholdt sig i Irak, kom der kritik internt. I 2004 skrev en udstationeret soldat med 30 års erfaring i Forsvaret: “Vi bruger skatteborgernes penge på at hygge os her i Camp Eden”, og beskrev, at soldaterne brugte deres tid på at holde vagt, vaske op og gøre rent. Det fremgår af Politikens artikel “Danske soldater i Irak: Vi hygger os i lejren og passer hinanden" (se kilder). I forbindelse med diskussionen af de danske soldaters udlevering af irakiske fanger til amerikanerne argumenterede en tidligere soldat i 2010 i et læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad (se kilder) for, at soldaterne på jorden “ingen muligheder har for reelt at leve op til Geneve-konventionerne og andre spilleregler, vi har opbygget om krig med baggrund i tidligere krige mellem nationalstater”, ligesom han kritiserede udtrykket “krig mod terror”.

Hvad var argumenterne for deltagelse i Libyen-krigen og krigen mod Islamisk Stat?

Der var historisk bred enighed om den danske krigsindsats i Libyen, og ifølge Ritzau-artiklen “Danmark er i krig med Libyen” (se kilder) var det ønsket om at beskytte civilbefolkningen, der fik alle med. Efter en hastebehandling den 17. og 18. marts 2011 stemte 110 folketingsmedlemmer for regeringens beslutningsforslag – ingen stemte imod. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde ifølge ovennævnte Ritzau-artikel (se kilder): “Det siger noget godt om Danmark og det samarbejdende folkestyre. Det betyder også noget for de piloter og soldater, som skal af sted.”

Da Folketinget tre år senere besluttede, at Danmark skulle bidrage militært til krigen mod Islamisk Stat i Irak, lød argumenterne, at bidraget skulle fjerne truslen fra den frygtede terrorbevægelse. Efter en række terrorangreb i Europa i 2015 udvidede Danmark i 2016 mandatet til også at gælde Syrien, og Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen sagde ved den lejlighed til Jyllands-Posten i artiklen “For eller imod – skal Danmark gå i krig med Islamisk Stat?” (se kilder): “Islamisk Stat har erklæret Europa krig. Vi oplevede det med terrorangrebene i Bruxelles og Paris. Og vi ved også, at de har Danmark som mål. Derfor bliver vi nødt til at fjerne truslen, og de gør vi ved at ramme deres baser i både Irak og Syrien.”

Hvilke emner blev kritiseret i forbindelse med dansk deltagelse i krigene?

“Verden er blevet en smule bedre uden Gaddafi, men det ærgrer mig meget, at vi ikke var nede og hjælpe de demokratiske sekulære kræfter efterfølgende. Det var en fejl, og det var forkert. Man kan ikke fjerne en diktator og så vende hjem. Vi skulle have været nede på landjorden.” Sådan lød det fra den konservative udenrigsordfører Naser Khader i Politikens artikel “Danske politikere efter kritik af krig i Libyen: Det er nemt at være bagklog”, da han i september 2016 svarede på kritik fra en britisk rapport, der konkluderede, at “indsatsen i Libyen gik helt galt og byggede på manglende strategi og dårlige analyser” (se kilder). Hos Socialdemokratiet sagde udenrigsordfører Nick Hækkerup til Jyllands-Posten i artiklen “Rapport: Libyen-krigen var dårligt forberedt og hjalp islamister” (se kilder): “Vi er gode til at vinde krige, men ikke verdensmestre i at vinde fred."

Også andre danske politikere har kritiseret krigsindsatsen mod IS og den danske deltagelse heri. Enhedslisten, SF og Alternativet stemte i 2016 imod en udvidelse af krigsindsatsen. Her lød kritikken fra Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen i Jyllands-Postens artikel “For eller imod – skal Danmark gå i krig med Islamisk Stat?” (se kilder): “Jeg frygter, at danske kampfly og soldater kommer til at støtte ekstreme og muligvis islamistiske grupper i Syrien”, og han kom også ind på, at der manglede en holdbar plan for, hvornår indsatsen er slut, og hvad der så skal ske med de områder, som IS eventuelt bliver drevet ud af. “Det er opskriften på endnu en forfejlet, dansk krig.”

Hvordan udviklede den folkelige holdning til krigsdeltagelse i Libyen og imod Islamisk Stat sig?

Danskerne bakkede bredt op om Danmarks militære indsats i Libyen i 2011. Ifølge Berlingske-artiklen “Massiv opbakning til Libyen-krig” (se kilder) støttede hele 78 procent af danskerne beslutningen om at slutte sig til den internationale koalition. Nogle måneder senere var opbakningen dog dalet en smule, og knap hver tredje var modstander af dansk deltagelse, som det fremgår af Ritzaus artikel “Danskernes opbakning til Libyen-krig daler” (se kilder).

Også den efterfølgende krig mod Islamisk Stat i Irak og Syrien havde støtte fra to ud af tre danskere. Berlingske-artiklen “To ud af tre danskere klar til at bombe IS i Syrien” (se kilder) beskriver, hvordan resultaterne af de krige, som Danmark har deltaget i siden årtusindeskiftet, har haft “vanskeligt ved at leve op til de forventninger, der blev fremsat, inden man kastede de første bomber”. I artiklen argumenterer forsvarsekspert Mikkel Runge Olesen for, at disse erfaringer dog ikke nødvendigvis fylder mest i overvejelserne, når danskerne tager stilling til, om vi bør kaste os ud i en ny krig: “Mindst lige så vigtigt for vores holdning til, om Danmark skal deltage i Syrien, er den internationale anseelse, der følger med. Inden en krig tager vi først og fremmest stilling til, om vi har lyst til at støtte andre landes indgreb. Vi vurderer, om Danmark skal træde til, når verdenssamfundet kalder”.

Reportage om danske krigere i Irak. Udgivet af netmediet Føljeton i januar 2017.