Perspektiv og debat

Hvor udbredte er børnehjem i resten af Norden?

Et studie fra 2009 har sammenlignet antallet af anbringelser på børnehjem i Norden. Undersøgelsen viser, at anbringelser på døgninstitutioner er mest udbredt i Danmark og Finland, hvor 60% af de anbragte børn kom på børnehjem. Det var kun tilfældet for henholdsvis 31% og 26% af de anbragte børn i Norge og Sverige. For Grønlands vedkommende var det 43%, mens det i Island var 21%. Studiet er fra 2009, hvor størstedelen af de anbragte danske børn og unge boede på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted. I forhold til en døgninstitution kan et opholdssted variere meget i størrelse. Én vigtig opgave hér er at lære barnet eller den unge at opbygge sociale relationer.

Siden 2011 har størstedelen af de danske børn dog været anbragt i en plejefamilie. Det viser tal fra Børn- og Socialministeriet. Selvom studiet er ti år gammelt, viser det en markant forskel på tværs af de nordiske lande. Samtidig viser udviklingen, at der er sket en politisk holdningsændring, som har haft som konsekvens, at børn nu fortrinsvis anbringes i plejefamilier.

Hvilken kritik er der af den stigende brug af plejefamilier?

Antallet af døgninstitutioner er faldet gennem en årrække, og en overvægt af de anbragte børn er i dag i familiepleje. I mange tilfælde vil en anbringelse i en plejefamilie være at foretrække, da det kan give børn og unge en opvækst i stabile, familiære rammer. Det dog ikke nødvendigvis den rigtige løsning for alle børn; nogle har måske brug for meget støtte, hvilke kan være svært at opnå i en plejefamilie.

Flere organisationer kritiserer, at mange døgninstitutioner er lukket siden 2011. Det fremgår blandt andet af en artikel i Information 4. januar 2012 (se kilder). I stedet for at børnene kommer på en institution, hvor forældre kan lære at tage ansvar for deres barn, vil nogle børn i stedet komme ud i en plejefamilie med det samme. Inge Bryderup, forsker i Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, mener ikke, at det er i barnets eller familiens interesse.

Der er da også jævnligt kritik af, at de fleste børn anbringes i plejefamilier, når de ofte ikke har den faglige uddannelse til at tage vare på udsatte børn. Det fremgår blandt andet af en artikel fra Altinget 8. september 2016 (se kilder).

Derudover efterlyses bedre tilsyn med plejefamilierne. Både for at vejlede plejeforældrene, men også for at holde øje med dem. Der har nemlig været sager om overgreb i plejefamilier. Blandt andet blev en plejefar i 2008 dømt for vold og seksuelle overgreb mod sine plejedøtre.

Hvordan er debatten om anbragte børn?

Den politiske side af debatten går ofte på, at der enten bliver anbragt for få eller for mange børn uden for hjemmet. I Socialdemokratiets politiske socialudspil fra 2019 (se kilder) står der blandt andet, at flere børn skal anbringes tidligere. I oplægget står der også, at anbringelser som udgangspunkt skal være permanente.

Anette Faye Jacobsen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, henviser til disse målsætninger i en kronik på altinget.dk 19. august 2019. Ifølge hende bør debatten nuanceres: “Man skal være meget forsigtig med brede udtalelser om, at vi anbringer for få eller for mange børn. Det sidste har været synspunktet i en lang række kommuner i de senere år, hvor man har arbejdet på at få antallet af anbringelser uden for hjemmet bragt ned (…) Det eneste, der står fast, er, at en anbringelse altid skal begrundes individuelt i det enkelte barns tarv – og derfor duer det ikke at generalisere om, hvor mange børn der bør anbringes. Jeg må også mane til eftertanke over for forslaget om, at et barn som udgangspunkt skal være permanent anbragt. Det vil være en meget dramatisk ændring af vores hidtidige praksis.”

Jørgen Breindahl er socialrådgiver med mange års erfaring med anbragte børn. Han mener heller ikke, at det er gavnligt at tale om flere eller færre anbringelser. I en artikel i Kristeligt Dagblad 26. november 2019 siger han: “Er det godt eller skidt at anbringe børn og unge uden for forældrehjemmet? Der er på den ene side et betydeligt behov for stabilitet, tryghed og sikkerhed for anbragte børn. Og på den anden side må vi aldrig blive færdige med fagligt og menneskeligt at fokusere og blive klogere på, hvad der er godt og mindre godt og dårligt. Tænk blandt andet på Godhavnsdrengenes lidelser og ydmygelser. (…) Den negative grænse går der, hvor det er børnene, der skal støtte forældrene (…) Den udviklingsmæssige konsekvens af at være ”den lille voksne” er ikke, at barnet så bliver tidligt voksen. Det er snarere, at barnet aldrig bliver voksen.”