Hvilke medier havde børn og unge adgang til tidligere?
Det er ingen overdrivelse at tale om, at der er sket en revolution i udviklingen af medier de sidste 20-30 år. De ældste af de populære online-medier – Facebook og YouTube – så dagens lys i starten af 00’erne, cirka samtidig med at online-medier begyndte at blive en del af børn og unges medieforbrug. I artiklen “Den uteknologiske barndom med og uden tv i farver – og bunker af tid” på pov.international (se kilder) beskriver Trine Maria Kristensen, hvordan det var at være barn i 1970’erne, hvor det at høre radio var en stor oplevelse for hende og mange andre børn: “Jeg husker det, som om radioen kørte meget ofte, og i nogle hjem kørte den altid. Man skulle være stille, når der var ‘presse’, hvilket var et andet ord for radioavisen – der retteligen også hed ‘Pressens Radioavis’,” skriver hun blandt andet. Også P1-programmet Tværs med forfatter og socialrådgiver Trine Bryld som vært havde mange unge lyttere. På tv måtte 1970’ernes børn nøjes med den ene times børnetime, der blev sendt på DR’s hovedkanal lige før spisetid. De første spillekonsoller kom også frem i 1970’erne, men det var endnu ikke en almindelig del af hverdagen at spille computerspil.
Hvilke medier har traditionelt spillet en rolle i demokratisk dannelse af børn og unge?
Siden massemediernes opståen har de traditionelle medier, radio, tv, aviser og film, udgjort rygraden i demokrati og kultur og har spillet en afgørende rolle i demokratisk dannelse af børn og unge i uddannelsessystemet. Som professor ved Institut for Film- og Medievidenskab Ib Bondebjerg beskriver det i kronikken “Medier og moderne dannelse” i Politiken (se kilder): “Meget groft sagt er det skolesystem og det gymnasium, vi har i dag, et produkt af et dannelsesbegreb, som blev skabt, da nationalstaten, nationalsproget og den nationale litteratur og historie brød igennem og ændrede et mere klassisk dannelsesbegreb. Det blev moderniseret fra 1960’erne og frem, men hviler stadig næsten udelukkende på skriftens og bogkulturens fundament.” I artiklen argumenterer Ib Bondebjerg for, at gymnasiet i højere grad bør indrette undervisningen efter den nye medievirkelighed, hvor unge er storforbrugere af næsten alle medier og forstår at bruge dem til forskellige behov.