Hvordan var børns rettigheder?

Hvis børn blev forældreløse eller mishandlet kunne de blive anbragt i plejefamilier eller på børnehjem. Men forholdene på mange børnehjem var meget slemme i starten af 1900-tallet. Børnene fik ofte dårlig mad og tæv, og der var meget lidt omsorg for dem. I Danmark var Peter Sabroe en af dem der gjorde et stort arbejde for at forbedre børns rettigheder. Han var politiker og journalist, og han skrev kritiske artikler i avisen. Han skrev for eksempel om nogle piger på et børnehjem ved Struer som blev pisket og mishandlet. Hans arbejde var en af grundene til at der i 1905 kom en Børnelov. Den skabte mere kontrol med hvordan især de fattige folk opdragede deres børn.