Hvilke erfaringer og eksperimenter har der været med borgerløn i vestlige lande?
Intet land i verden har gennemført en egentlig borgerløns- eller basisindkomstordning. Men i nogle lande er der indført ordninger, som minder om borgerløn. F.eks. har hver statsborger i Alaska siden 1977 modtaget en såkaldt social dividende på gennemsnitlig 1.000 dollars fra en statslig fond, hvis midler stammer fra naturresurser, især olie.
Der er desuden gennemført og gennemføres fortsat eksperimenter med borgerløn i mange lande. Eksempler herpå er:
· I 1970erne gennemførte man et forsøg med borgerløn i byen Mincome i Canada. Det viste, at mødre og unge arbejdede mindre, efter at de havde fået borgerløn.
Der er nu planer om et pilotprojekt med borgerløn i den canadiske provins Ontario, og den canadiske ministerpræsident har talt varmt for indførelse af en mere generel borgerlønsordning.
· I London gennemførte man for få år siden et forsøg, hvor man gav en gruppe hjemløse 30.000 kroner kvit og frit for at se, om de selv kunne forbedre deres levevilkår. Mange kom ud af deres problemer og skaffede sig en bolig.
· I den hollandske by Utrecht vil man i 2017 lave et forsøg med borgerløn til en gruppe af mennesker, der allerede modtager sociale ydelser som dagpenge og kontanthjælp. Ydelsen skal være på omkring 7.000 danske kroner om måneden. Man vil sammenligne borgerlønsmodtagernes adfærd med borgere, der fortsat skal modtage ydelser på gældende vilkår samt en gruppe, der til gengæld for ydelsen skal lave frivilligt arbejde.
· I Finland laver man i 2017-18 et nationalt forsøg med borgerløn, hvor 2.000 tilfældigt udvalgte arbejdsløse hver måned får, hvad der svarer til 4.200 danske kroner i borgerløn uden krav om modydelser og med mulighed for at beholde ydelsen, selv om de får lønnet arbejde. En kontrolgruppe vil få samme overførselsindkomster som hidtil og dermed fortsat være underlagt krav om aktivering, ligesom de vil miste hele eller dele af deres offentlige støtte, hvis de kommer i arbejde.
Hvilke erfaringer og eksperimenter har det været med borgerløn i udviklingslande?
I Namibia, Indien og Brasilien har man lavet lokale forsøg med borgerløn, der generelt har haft positive effekter, f.eks. i form af, at folk blev mindre fattige, og flere børn kom i skole. I Indien har man f.eks. gennemført forsøg med universel basisindkomst (UBI) i delstaten Madhya Pradesh, hvor 6.000 mennesker i halvandet år fik en månedlig betaling på op til 300 rupier pr. voksen og det halve pr. barn. Resultaterne var gode, og derfor har en regeringsrådgiver i Indien netop foreslået, at man indfører UBI i hele landet. Der er allerede indført borgerlønslignende ordninger i en række indiske delstater, f.eks. gratis skolemad til alle børn uanset forældrenes indkomst og garanti for 100 dages arbejde til mindstelønnen for borgere på landet.
I Kenya og Uganda har Organisationen GiveDirectly i en årrække arbejdet med direkte pengeoverførsler til fattige og iværksætter snart et eksperiment, hvor 6.000 fattige i Kenya og Uganda skal modtage en fast basisindkomst i 10 år, så man kan måle på, hvilken effekt det har.
Hvad taler for, at borgerløn vil blive udbredt i fremtiden?
Borgerløn diskuteres ikke længere kun i akademiske kredse, men også i bredere politiske kredse i mange lande. I USA har politologen Robert Reich, der var arbejdsminister under præsident Bill Clinton fra 1993-1997, f.eks. i en ny bog foreslået, at man indfører en form for basisindkomst for at bekæmpe den voksende økonomiske ulighed og mindske befolkningens mistillid til, at den politiske elite kan løse de problemer, verden står over for. I Canada har ministerpræsident Justin Trudeau også nævnt muligheden for at indføre en form for basisindkomst, og i Frankrig har den socialistiske præsidentkandidat Benoint Hamon foreslået borgerløn til udeboende unge mellem 18 og 25 år.
Ved World Economic Forum (WEF) i Davos i Schweiz i 2016 blev borgerløn diskuteret.
En række nye politiske bevægelser i Europa er optaget af borgerlønstanken, fremgår det af artiklen ”Tiden er moden til borgerløn” i Information (se kilder). Her siger en af grundlæggerne af den internationale paraplyorganisation for borgerlønsbevægelser, BIEN, den britiske økonomiprofessor Guy Standing: ”Jeg mener, at vi bevæger os hurtigt mod en politisk spændende tid, hvor nye bevægelser ser dagens lys, som danske Alternativet, Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland og Razem i Polen, som (…) tilbyder en ny og mere progressiv, politisk agenda. I mange tilfælde inkluderer de også basisindkomst i deres politiske platform eller overvejer at gøre det.” Også de islandske og tyske Piratpartier har borgerløn på deres partiprogram.
Eksperimenter med borgerløn i udvalgte kommuner og regioner rundt omkring i verden giver desuden flere erfaringer, som gør det muligt at diskutere på et mindre løst grundlag, hvad konsekvenserne af at indføre borgerløn vil blive.
Hvad taler imod, at borgerløn vil blive udbredt i fremtiden?
Fagbevægelser i mange lande er imod, og det kan bremse realiseringen af ideen. Desuden er fortalerne for borgerlønsideen ofte uenige om den konkrete udformning, f.eks. beløbets størrelse.
Selv i lande, hvor der er stærke borgerlønsbevægelser, vil det ofte være svært at få et flertal for at indføre en ordning, som omfatter hele samfundet. F.eks. var der i juni 2016 folkeafstemning i Schweiz om indførelse af borgerløn. Afstemningen var en konsekvens af, at 120.000 borgere havde skrevet under på, at de ønskede en afstemning om spørgsmålet. En regel i Schweiz betyder nemlig, at hvis mindst 100.000 borgere ønsker et forslag sat til afstemning, skal der gennemføres en afstemning. Den schweiziske regering talte dog imod forslaget, og ved en afstemning i det schweiziske parlament stemte 146 imod, 14 for og 12 forholdt sig neutralt. Ved folkeafstemningen deltog 46,9% af vælgerne, og af dem stemte 76,9% nej til indførelse af borgerløn.
Selv om borgerlønsbevægelsen er blevet stærkere i mange lande i lyset af velfærdssamfundenes udfordringer, er der også tendenser, der går i den modsatte retning. Det nævnes f.eks. i en artikel på Videnskab.dk (se kilder), hvor en norsk forsker peger på, at man i Norge siden begyndelsen af 1990’erne har skærpet kravene til dem, der modtager velfærdsydelser, f.eks. sygedagpenge.