Perspektivering på Arktis

Hvilken betydning havde Krim-konflikten for Ruslands rolle i Arktis?

I 2014 annekterede Rusland den ukrainske halvø Krim, der udviklede sig en krig i regionen, og Vesten straffede Rusland med økonomiske sanktioner. Det fik også indflydelse på magtspillet i Arktis-regionen, hvor Rusland i stigende grad begyndte at stå sammen med Kina. I artiklen ”Stormagtsspillet i Arktis udfordrer småstaterne” fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) (se kilder) beskriver udviklingen som følger: ”Delvis foranlediget af de vestlige sanktioner mod Rusland efter Krim og Ukraine har der udviklet sig et voksende samarbejde mellem Rusland og Kina i Arktis”. Ifølge artiklen er samarbejdet centreret omkring det store russisk-kinesiske naturgasprojekt på Yamal-halvøen i det nordvestlige Sibirien, hvor russiske og kinesiske energiselskaber samarbejder med finansiering fra kinesiske statsbanker og Kinas statsejede Silkevejsfond. ”Det har videre ført til udbygning af områdets infrastruktur, hvor den nordlige sørute langs Ruslands kyst efterhånden er helt inkorporeret i Beijings Polare Silkevej som fremtidens handelsrute mellem Kina og Europa”, skriver forskerne.

I DIIS-artikel, ”Stormagtsspillet i Arktis udfordrer småstaterne” (se kilder), advarer seniorforsker Mikkel Runge Olesen om, at FNs orden i Arktis er kommet under pres på grund af Ukraine-konflikten, som han mener kan gøre ”varig skade på stabiliteten i regionen”. Olesen vurderer, at konflikten har ført til et lavpunkt i forholdet imellem Rusland og Vesten, der ikke er set siden Den Kolde Krigs afslutning: ”Vestens sanktioner imod russisk olie- og gasudvinding i Arktis svækker ligeledes, i hvert fald på kort sigt, Ruslands økonomiske interesse i arktisk stabilitet. Indtil videre har Rusland fortrinsvis opretholdt sin ”gode” opførsel. Men jo før Arktis igen kan være fri for Ukraine-konfliktens skygge, jo bedre”.

Hvordan har Danmark forholdt sig til det øgede magtspil i regionen?

I januar 2016 slog den daværende Venstre-regerings særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, fast, at et stærkt engagement i Arktis er afgørende for nationens interesser. I et interview med Politiken sagde han, at Danmark sammen med Grønland og rigsfællesskabet skal være ”en arktisk stormagt” og uddybede: ”Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser” (se kilder). Få dage senere bekræftede daværende udenrigsminister, Kristian Jensen (V), at staben omkring den arktiske ambassadør i Udenrigsministeriet skulle udvides.

I DIIS-artiklen ”Stormagtsspillet i Arktis udfordrer småstaterne (se kilder) hvor to forskere ser nærmere på, hvad Danmark kan lære af lande som Island, Norge og Finland. Disse småstater, inklusiv Danmark, er ifølge forskerne ”fanget mellem stormagterne på forskellig vis”. Her opridses det, at USA ses som en nær allieret og traditionel sikkerhedsgarant, Kina som en potentiel økonomisk partner og Rusland som en vigtig arktisk nabo, som småstaterne har brug for at samarbejde med for at håndtere de mange komplekse – særligt klimarelaterede – problemstillinger i regionen.

Som det fremgår af Altingets artikel ”Ny debat om Danmarks nye arktiske strategi” (se kilder) er Arktis for alvor på dagsordenen, ikke mindst fordi regionen har udviklet sig til en ”storpolitisk arena, hvor magter som USA, Kina og Rusland lægger arm om egne interesser – og hvor klimaforandringerne giver helt nye udfordringer”. Artiklen nævner, at Danmarks nuværende strategi blev udarbejdet i 2011 og udløber med udgangen af 2020. I Berlingskes artikel ”Stormagterne er på tynd is i Arktis” (se kilder) påpeger flere forskere, at Danmark bliver nødt til at gøre en massiv diplomatisk indsats ”for at forhindre, at situationen mellem USA og Rusland eskalerer i en retning, der kan få uoverskuelige konsekvenser for Danmark”. På Altinget skriver Dansk Industri i et debatindlæg (se kilder), at FNs verdensmål vil være oplagt som oplagt ramme for Danmarks nye arktiske strategi. Ifølge DI-direktør Thomas Bustrup bør strategien have ”fokus på mulighederne for kongerigets virksomheder inden for naturressourcer, fiskeri, turisme samt digital og fysisk infrastruktur”.

Hvorfor ville USAs præsident Donald Trump købe Grønland?

Det korte svar er: På grund af Kina – og til dels Rusland. I sensommeren 2019 kom det frem, at den amerikanske præsident Donald Trump havde et ønske om at købe Grønland. I Berlingskes analyse ”Derfor er Arktis og Grønland så vigtig for Trump” (se kilder) begrundedes dette udspil fra Trump med, at det arktiske område har ændret sig fra være et ’fredens område’ til at være et højspændingsområde. ”Kineserne blander sig nu for alvor i det arktiske især i Grønland. Det bekymrer amerikanerne”, konkluderede analysen.

Hvordan reagerede Danmark på den udvikling?

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), afslog straks handlen med USA om Grønland og kaldte det for en ”absurd diskussion”, hvilket førte til et aflyst statsbesøg fra den amerikanske præsident og en mindre diplomatisk krise. Det fremgår af DR-artiklen ”Nu stopper snakken om at sælge Grønland” (se kilder). I en analyse i Information (se kilder) maner historikeren Bo Lidegaard dog til besindighed, for forholdet mellem Danmark og USA vil hurtigt vende tilbage til normalen, vurderer han. ”Til gengæld tydeliggør hele affæren om Grønland og Donald Trumps aflyste statsbesøg i Danmark, at USA har fået større fokus på Arktis. Det kræver øget dansk tilstedeværelse”, lød det fra Lidegaard.

Trumps forsøg på at købe Grønland blev af flere betragtet som et wakeup-call for Danmark, og Lidegaards vurdering blev delt af flere andre. Ifølge lektor ved Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet Jon Rahbæk-Clemmensen har Danmark ganske enkelt ikke prioriteret Arktis lige så højt, som andre lande har gjort. I TV2-artiklen ”Danmark har sovet i timen og ikke taget Arktis alvorligt” (se kilder) henviser han til Norge, som allerede i 2005 gjorde Arktis til deres vigtigste udenrigspolitiske område, investeret militært og arbejdet med et langsigtet og aktivt diplomati.

En lignende reaktion kom i samme artikel fra det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen fra partiet Inuit Ataqatigiit. Hun mente, at Danmark og Grønland i fællesskab bør nytænke udenrigs- og forsvarspolitikken, så Grønland tager mere initiativ, og Danmark bliver bedre til at lytte: ”Danmark har oppet sig de seneste år, men jeg synes til dels, at man har sovet i timen, for i forhold til udenrigspolitiske anliggender har Arktis ikke fået lov til at fylde ret meget. Det er vigtigt, at vi tager nogle meget konkrete initiativer fremadrettet”, sagde hun.

Få dage senere meddelte forsvarsminister Trine Bramsen (S), at regeringen ville styrke indsatsen i området. I Jyllands-Postens artikel ”Regeringen vil styrke forsvaret i Arktis” (se kilder) udpegede hun Arktis som en af de fem største sikkerhedspolitiske udfordringer for Danmark på linje med truslen fra terror, cyberangreb, ukontrollerede migrantstrømme og et aggressivt Rusland.

Hvilke mulige løsninger er der, når det gælder klimaforandringerne i Arktis?

Af Videnskab.dk’s artikel ”Her er 4 trusler i Arktis – og løsningerne på dem” (se kilder) om konsekvenserne af den globale opvarmning for Arktis og omegn fremgår en række løsningsforslag. De to overordnede løsninger er henholdsvis global og lokal. Den globale handler om at implementere klimaftalen fra Paris. Selv om man først vil se effekterne heraf på langt sigt, er det en rigtig god investering, lyder det fra forskerne bag SWIPA-rapporten ”Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic” (se kilder), som artiklen tager afsæt i. Den mere lokale løsning handler om, at samfundene i den arktiske region skal forberede sig grundigt. Forskerne nævner for eksempel, at Grønland bør forberede sundhedssystemet, så landet kan ”håndtere de eksisterende og fremspirende helbredsproblemer, der omfatter fremkomsten af nye bakterier og vira, i takt med at den arktiske region bliver varmere”.