Hvordan er politiet blevet kritiseret for håndteringen af voldtægtssager?
Statsadvokaten fører tilsyn med politiets håndtering af blandt andet voldtægtssager. I 2016 rettede statsadvokaten hård kritik mod politiets håndtering af sagerne. I alt for mange tilfælde begik politiet alvorlige fejl, lød vurderingen. Blandt andet var det langt fra alle ofre, der blev tilbudt en bistands-advokat til at sidde med ved vidneforklaringen, på trods af at ofre har ret til dette. Det kan være medvirkende årsag til, at det kun er hver femte sag, der ender med, at gerningsmanden bliver dømt, lød kritikken, som refereres i artiklen ”Kritik af politiet i voldtægtssager: Ofre får ikke altid bistand” på Berlingske.dk (se kilder). Statsadvokaten kritiserede samtidig politiet for ikke at oprette alle sagerne som egentlige sager med journalnummer, men i stedet som undersøgelsessager, der hermed blev henlagt. Det gjorde, at mange af anmeldelserne slet ikke figurerede i statistikkerne over voldtægtsforbrydelser. Ved gennemgang af 135 uopklarede voldtægtssager i efteråret 2015 fandt statsadvokaten 67 sager, som burde optræde i de officielle statistikker, men ikke gjorde det. Kritikken fik politiet til at ændre praksis og registrere voldtægtssager mere præcist, kan man læse i artiklen ”Antallet af voldtægtssager eksploderer efter kritik” på Dr.dk (se kilder). En række ofre for voldtægt er også stået frem i medierne og fortalt, hvordan de har følt sig svigtet af systemet, følt sig mistænkeliggjort under afhøringerne af politiet og ladt i stikken efterfølgende, når deres sager er blevet anket og udsat og i mange tilfælde aflyst, eksempelvis fordi gerningsmanden dagen før retsmødet har meldt sig syg. Kritikken fik i januar 2016 Justitsministeriet til at lancere udspillet ”Respekt for voldtægtsofre” (se kilder), som skulle forbedre politiets håndtering af voldtægtssager. Blandt initiativerne var, at politiets håndtering af sagerne skulle strømlines, at bistandsadvokaternes rolle skulle styrkes, og at politiet skulle sætte en anmeldelseskampagne i gang.
Hvordan har voldtægtsofrenes oplevelse af politiet ændret sig?
Det tyder på, at politiet har skabt en bedre praksis for håndteringen af voldtægtsofre. I hvert fald viser en undersøgelse fra Justitsministeriets forskningskontor, at færre ofre end hidtil er utilfredse med politiets håndtering af deres sager. Undersøgelsen bygger på interviews med ofre i 2016 og 2017, og i den periode er andelen af utilfredse faldet fra 30 procent til 15 procent. Ofrene er blandt andet blevet spurgt, om de blev tildelt en kontaktperson hos politiet, om de blev vejledt om deres ret til offerrådgivning, om de fik besked om, hvad de kunne forvente af sagsforløbet, og om de følte sig respekteret under den første politisamtale. Undersøgelsen viser også, at tre fjerdedele af ofrene blev tilbudt en bistandsadvokat, hvad politiet tidligere er blevet kritiseret for ikke at rådgive tilstrækkeligt om, og at en tredjedel af ofrene oplevede forhindringer i forbindelse med anmeldelsen. For eksempel at politiet tvivlede på deres forklaring, at offeret blev bedt om at genoverveje anmeldelsen eller om at henvende sig et andet sted eller på et andet tidspunkt.
”Selv om hovedparten af ofrene i denne undersøgelse er tilfredse eller meget tilfredse med politiets behandling, så er der forsat en gruppe ofre, der ikke oplever at være blevet mødt på en ordentlig måde. Denne undersøgelse tyder også på, at der fortsat er aspekter ved anmeldelsessituationen, hvor politiet bør styrke arbejdet for at forbedre ofrenes oplevelser”, konkluderer undersøgelsen (se kilder).
Hvad går debatten om samtykke ud på?
Med den tidligere og mangeårige lovgivning er definitionen på voldtægt, at en person tiltvinger sig adgang til samleje med en person, som gør modstand, eller som er ude af stand til at gøre modstand. Et centralt omdrejningspunkt for debatten om voldtægt og voldtægtsofres position i retssystemet har de seneste år været kravet til, at ofret skal kunne bevise, at hun eller han i tilstrækkelig grad har sagt nej og gjort modstand. ”det kan ikke være rigtigt, at det er kvinden, som skal tage det ansvar og bære den byrde på sig”, som kommunikationsrådgiver Kirstine Holst skriver i debatindlægget ”Det er ikke kvindens ansvar at afværge sin egen voldtægt” på POV International (se kilder). Hun blev selv udsat for voldtægt i 2017 og har beskrevet overgrebet og sin frustration over lovgivningen, som gør det svært at løfte bevisbyrden, så der kan fældes dom i sager mod overgrebspersoner.
I november 2018 fremsatte Enhedslisten et forslag om at ændre loven, så det fremover skal være ulovligt at gennemføre samleje med en person, der ikke forinden har givet samtykke. En lovændring, som blev gennemført i Sverige i 2018, og som ifølge statsanklager i Sverige Christina Voigt har vist sin berettigelse: ”Den har fanget situationer, som ikke tidligere var strafbare. Den udfylder et hul i lovgivningen, som var der tidligere,” siger hun i artiklen ”Ny undersøgelse: Et flertal af danskerne ønsker lov om samtykke” på Tv2.dk (se kilder).
I november 2018 bakkede alle oppositionspartier op om Enhedslistens forslag, mens regeringen var imod. Den 8. marts 2019 – på Kvindernes Internationale Kampdag – oplyste daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog, at regeringen have ændret holdning i sagen og nu bakkede op om forslaget om en samtykkebaseret voldtægtsparagraf. Regeringen bad derfor Straffelovsrådet om at komme med forslag til en ny formulering af den relevante bestemmelse i straffeloven, oplyste statsministeren ifølge artiklen ”Løkke: Regeringen vil ændre loven, så sex uden samtykke er voldtægt” på Altinget.dk (se kilder).
Hvordan vurderede det såkaldte Straffelovråd det politiske oplæg til den nye samtykkelov?
Straffelovrådet består af en samling af landets dygtigste juraeksperter, som havde fået til opgave at komme med et bud på ny lovgivning på området. Rådet præsenterede i februar 2020 deres vurdering af politikernes oplæg til en ny voldtægtslovgivning. Rådets medlemmer var enige så vidt, at straffeloven skulle ændres, således at §216 fremover skulle dække over enhver form for ufrivillighed, så det blev tydeligere, at ikke alene overgreb, hvor der har været vold og trusler involveret betragtes som voldtægt, men også tilfælde, hvor der ikke har været tale om såkaldt frivillighed. Men et flertal på 10 ud af 11 af rådets medlemmer anbefalede at undgå en samtykkelov og anbefalede i stedet en lov, der byggede på et “frivillighedsprincip”. Det kan man læse i pressemeddelelsen ”Straffelovrådet: Ny voldtægtslovgivning skal baseres på frivillighed” på advokatsamfundets hjemmeside (se kilder).
Denne anbefaling valgte politikerne dog at se bort fra i deres aftale, der indebærer, at begge parter giver aktivt samtykke til sex. Kvinfo har udgivet et skema, der forklarer forskellene på de to principper om henholdsvis frivillighed og samtykke (se kilder).
I debatartiklen ”Om der står samtykke eller frivillighed i den nye voldtægtsparagraf, er ikke det vigtige” forklarer professor i strafferet Jørn Vestergaard, som har siddet med i Straffelovsrådet, baggrunden for rådets anbefaling. Når 10 ud af 11 medlemmer af rådet mener, at frivillighed er mere retvisende end samtykke, er det først og fremmest for at undgå en risiko for at kriminalisere seksuel adfærd, der af mange anses som ’naturlig og sædvanlig’ for eksempel såkaldt ’pligt- eller hverdagssex’ med deltagelse af samlevende par i langvarige forhold, hvor kun den ene part har lyst til sex, forklarer han i førnævnte artikel (se kilder).
Men lige præcis forskellen på begreberne samtykke og frivillighed er afgørende, argumenterer jurist og ph.d.-studerende Lærke Assenbjerg. For kravet om samtykke betyder, at sex med en, der udviser passivitet, måske lammet af frygt eller skam, fremover også betragtes som voldtægt, skriver hun i debatindlægget ”En samtykkelov beskytter også ofre, der er passive under voldtægt” i Dagbladet Information (se kilder).
Hvornår blev den såkaldte samtykkelov indført?
Den 1. september 2020 meddelte justitsministeriet, at S-regeringen sammen med støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale Venstre var nået til enighed om indførelsen af en ny bestemmelse i loven, som sikrer, at begge parter skal have givet samtykke til sex, så det fremover bliver ulovligt at gennemføre samleje med en person, der ikke forinden har givet samtykke. Hermed følger vi Sverige, der allerede i 2018 indførte kravet til samtykke. Partierne bag den politiske aftale ønsker med den nye lovgivning, at den ikke alene får betydning for, hvordan voldtægtssager bliver vurderet og håndteret af politiet, anklagemyndigheden og domstolene, men også at den vil bidrage til en generel holdningsændring i samfundet.
”Den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse øger fokus på respekten for andre menneskers grænser og frihed samt retten til at bestemme over egen krop,” står der blandt andet i pressemeddelelsen, der varsler, at justitsminister Nick Hækkerup vil fremsætte lovforslaget om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse til oktober 2020.
”Jeg er meget glad for, at vi er enige om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Der er tale om et af de vigtigste slag for ligestillingen i Danmark, der er sket i meget lang tid. Voldtægtsofre skal have en langt bedre retsbeskyttelse, end de har i dag. Nu sikrer vi, at hvis ikke begge parter samtykker til sex, så er det voldtægt. Vi skal have ændret samfundets forståelse af, hvad voldtægt er, og en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse er en milepæl i den indsats,” siger Nick Hækkerup i pressemeddelelsen (se kilder).
Hvad indebærer loven om samtykke?
Med en samtykkebaseret voldtægtslov er det ikke længere kun tilstedeværelsen af vold eller trusler om vold, der afgør, om der er tale om voldtægt. Fokus vil være på, om begge parter var indforstået med at have sex, og på, hvad begge parter gjorde for at sikre sig, at der var samtykke.
I artiklen ”Flertal bag ny voldtægtslov: Sex skal være baseret på samtykke” på Dr.dk (se kilder) forklarer et par af politikerne bag aftalen, hvordan samtykke skal forstås. Samtykke behøver ikke at være sagt med ord, og det vil heller ikke komme til at kræve, at parterne har skrevet under på, at de giver samtykke til sex. Men man skal sikre sig samtykke ved at spørge, forklarer justitsminister Nick Hækkerup (S).
”Det kan også gives indirekte. Ved den kontakt man har og den opførsel, der er. Man skal ikke frem med papir og pen,” siger han i artiklen og understreger det forhold, at man er gået med en person hjem, i sig selv ikke kan betragtes som samtykke.
Af aftaleteksten fremgår det, at kys, berøringer, nydende lyd og ‘relevante bevægelser’ kan være udtryk for samtykke. Det understreges, at flirt eller eksempelvis kys tidligere på aftenen ikke kan sidestilles med, at der er givet samtykke.
Enhedslistens retsordfører Rosa Lund afviser, at den nye lovbestemmelse om samtykke vil afstedkomme tvivlstilfælde.”Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste mennesker godt ved, når der er samtykke til sex. Men denne her lovgivning handler om, at når man er i tvivl, så skal man lige spørge. Sværere er det ikke,” siger hun i artiklen.
Regeringen og støttepartierne håber og regner med, at den nye lov om samtykke kan træde i kraft fra årsskiftet 1. januar 2021, fremgår det af artiklen (se kilder).
Hvad gøres der i Danmark for at forebygge voldtægt?
Der bliver jævnligt lavet kampagne for at modvirke voldtægt og seksuelle overgreb. Et eksempel er Det Kriminalpræventive Råds kampagne ”Projekt Sikker Flirt” (se kilder), som skal lære unge at sætte grænser for deres egen seksualitet og forstå og respektere andres grænser. Kampagnen omfatter en hjemmeside primært til unge samt undervisningsmateriale, som lærere kan benytte sig af.
Center for Voldtægtsofres kampagne ”Stop Voldtægt” fra 2015 (se kilder) skal få folk til at overveje, hvor grænserne går, og opfordrer folk til at sige fra, når de ser andres grænser blive overtrådt.
Desuden blev strafferammen for voldtægt og andre former for vold hævet i 2002. Endelig arbejder en række private organisationer på at oplyse om og forebygge voldtægt.
Mange danske organisationer deltager også med aktiviteter i forbindelse med FN’s internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder.