Ekstremsport

Ekstremsport er en samlebetegnelse for sportsgrene, hvor udøverne udfordres fysisk og psykisk under ekstreme forhold. Det kan være ekstremt i forhold til udholdenhed eller ekstremt i forhold til den risiko, der er forbundet med aktiviteten. Inden for discipliner, der kræver ekstrem udholdenhed, er triatlonsportens “ironman” en af de klassiske former for ekstremsport. Blandt discipliner med høj risiko for ulykker kan nævnes faldskærmsudspring, basejumping, fridykning og whitewater rafting. De seneste år har ekstremsporten udviklet sig fra at være forbeholdt de meget seriøse og hårdt trænende udøvere til også at tiltrække løbere og andre motionister, som ønsker spænding i hverdagen eller en ekstra dimension i træningen. Risikosport, eventyrsport og ultrasport bruges som synonyme betegnelser for ekstremsport.

Ordet “ekstremsport” har været kendt siden 1994. Ifølge Den danske Ordbog er det “en sport eller anden fysisk udfoldelse, som regnes for særlig spændende eller risikobetonet, og som stiller store krav til deltagernes mod, styrke og udholdenhed.” (Se kilder).

     Ekstremsport er med andre ord grænseoverskridende aktiviteter, som udfordrer menneskets fysiske og psykiske formåen. I nogle former for ekstremsport, er det især deltagernes udholdenhed, der sættes på prøve. Det gælder f.eks. triatlon og ultraløb, som indtil videre er de mest udbredte udholdenhedsdiscipliner inden for ekstremsport. Triatlon består af disciplinerne svømning, cykling og løb i den nævnte rækkefølge. Distancerne kan variere, men den klassiske distance er den såkaldte “ironman,” hvor deltagerne skal svømme 3,8 km, cykle 180 km og løbe 42,195 km, svarende til en maraton. Derudover er adventure racing en af de grene af ekstremsport, der med kombinationen af forskellige discipliner og distancer er blevet populær i Danmark.

     Inden for den del af ekstremsporten, hvor det er de mere risikofyldte aktiviteter, der er i centrum, kan nævnes heliskiing, hvor deltagerne flyves med helikopter højt op i øde bjergområder, hvorefter de står på ski ned ad bjergsidernes stejle og uforudsigelige terræn. Andre risikofyldte aktiviteter er paragliding, hanggliding, whitewater rafting, bjergbestigning og basejumping, hvor udøverne springer ud fra f.eks. bygninger, antenner og broer.

Mennesket har altid udfordret sin egen fysik i form af forskellige aktiviteter. Ekstremsport dækker mange forskellige aktiviteter og sportsgrene, som alle har deres egen historie. I forhold til udholdenhedsdisciplinerne er der blevet afholdt adskillige ultraløb, men i 1983 blev en klassiker født. Spartathlon er et løb mellem de to græske byer Athen og Sparta. Ruten er 246 km og skulle angiveligt være den vej, som en budbringer fra Athen løb under perserkrigen for at hente forstærkning, en myte som ofte er blevet forvekslet og blandet sammen med historien om Marathon. Egentlig er det samme historie, men der hersker tvivl om hvor langt og hvilken rute, budbringeren løb. Spartathlon blev grundlagt af englænderen John Foden og er et af de mest prestigefyldte ultraløb i verden.

     Ekstremsportens actiondiscipliner fik sit store gennembrud, da der i 1995 første gang blev afholdt X Games i USA. Med stor mediebevågenhed og store sponsorer, blandt andre Nike, blev stævnet afholdt med næsten 200.000 tilskuere, som kunne overvære aktiviteter som bungy jumping, klatring og skydiving.

Sat på spidsen handler ekstremsport om at udfordre sig selv så meget, at det er med livet som indsats, at de gennemfører aktiviteterne. Udøverne har en vilje til at presse og overvinde sig selv og et ønske om at rykke såvel deres fysiske som psykiske grænser. Spænding og adrenalin er hovedingredienser, og den overhængende risiko for ikke at klare sig igennem med liv og lemmer i behold er en del af motivationen for udøverne. Ekstremsportsudøvernes drivkraft er altså ikke at opnå større sundhed, sådan som det kan være for andre idrætsudøvere. Det er følelsen af at være i live nu og her, der fascinerer og tiltrækker udøverne og får dem til gang på gang at kaste sig ud i aktiviteter og udfordringer, som langt de fleste mennesker ville give op over for på forhånd eller ret tidligt i forløbet.

     Ekstremsport er typisk også en enmandssport, som dyrkes på individuel basis, hvor det er den enkeltes præstation og kamp mod sig selv, der er afgørende frem for konkurrencen mod andre udøvere. Det handler om, hvad den enkelte selv kan præstere, og ikke i lige så høj grad om, hvem der vinder eller taber.

     Ekstremsportens udøvere forsøger konstant at flytte grænserne for det mulige, og det er derfor en del af ekstremsportens natur, at den er grænseoverskridende og farlig.

Først og fremmest er ekstremsport blevet mere ekstremt med tiden. Både hvad angår distancer og discipliner bliver grænserne for det mulige rykket konstant, og der udvikles nye kombinationer af discipliner. Ideen med ekstremsport er at presse kroppen – og psyken – til det yderste, og derfor er det en naturlig udvikling for udøverne at forsøge sig med stadig vildere, hårdere og farligere aktiviteter.

     Det betyder, at de eksisterende discipliner bliver længere og sværere, men det betyder også, at nye aktiviteter kommer til. Snowboarding har været det “vilde” alternativ til skiløb, men i dag er heliskiing, hvor deltagerne bliver fløjet med helikopter til uberørte og stejle bjergsider, kommet til som en ny og mere risikobetonet disciplin. Tidligere blev faldskærmsudspring fra flyvemaskiner anset for at være ekstremt, men i dag er grænserne rykket til basejumping, hvor faldskærmsudspringene skal udføres fra forskellige høje punkter, for eksempel antennemaster.

Eksperter peger på forskellige årsager til, at ekstremsport er blevet mere og mere populært i større dele af befolkningen. I radioprogrammet Apropos...på Danmarks Radios P1 i en udsendelse med undertitlen ”Krop og ekstremsport” forklarer professor i idræt Hans Bonde blandt andet udviklingen med den tryghed, det moderne velfærdssamfund sikrer os. Vi får opfyldt både vores basale og mindre basale behov som borgere og mennesker, og derfor har vi ikke det daglige spændingsmoment, der ellers kunne ligge i at skaffe mad, penge og sikkerhed. Denne mangel på spænding er ifølge Hans Bonde en af årsagerne til, at vi søger udfordringer på andre – og ofte mere ekstreme måder – for nogles vedkommende for eksempel i form af faldskærmsudspring eller bungee jump. “Man vil ikke nødvendigvis gå fuldstændig glat gennem livet. Man vil gerne opleve noget, man vil gerne sætte sig selv på prøve, og man vil godt selv vælge at sætte sin krop på prøve. Så på den måde er der åbenbart hos en hel masse mennesker en trang til at bryde ud af velfærden og frivilligt underkaste sig ting, som de fleste synes, er ekstremt,” siger Hans Bonde i udsendelsen. (Se kilde).

     Når hverdagen er for tryg, og det stillesiddende kontorarbejde bliver for kedeligt, skal vi altså ud og mærke livet. I artiklen “Længere, højere og farligere” siger cand.scient. Morten Hansen følgende om ekstremsportsdiscipliner, hvor det er udholdenheden, der sættes på prøve: “Når man dyrker ekstremsport kommer man på den ene side ud i et drama og nogle fysiske udfordringer, som man ikke kender i hverdagen. På den anden side er ekstremsporten også et sted, hvor man kan styre tingene på en måde, som man måske ikke kan i hverdagen, hvor meget er diffust og komplekst. I idrætten kan man tilrettelægge og kontrollere sin træning både fysisk, psykisk og teknisk.” (Se kilder).

De former for ekstremsport, som kræver ekstrem udholdenhed, kræver også ekstremt meget træning, og det er derfor meget tidskrævende at træne til den form for ekstremsport. At indrette sit liv efter en træningskalender kræver store afsavn, og virker måske på de fleste uforståeligt, at nogen aktivt og bevidst vælger et liv med så store afsavn. Der findes imidlertid flere forklaringer på, hvorfor flere og flere har en nærmest manisk træningsiver. I artiklen “Sport i det ekstreme” gives følgende tre forklaringer:

     “Den biologiske forklaring er, at kroppen ved ekstreme påvirkninger frigiver en række forskellige hormoner. Ud over adrenalin og epinephrin frigives også hormonet endorfin ved hård fysisk træning. Endorfin fungerer som et naturligt smerte- og angstdæmpende stof i kroppen. Frigivelsen af endorfin giver en følelse af velvære og eufori, der virker behagelig og efterfølgende søges igen og igen. Hormonet virker desuden bedøvende. Man mærker ikke smerter og reagerer ikke normalt på andre af kroppens advarselssignaler.

     Den psykologiske forklaring er, at usikkerhed og dårligt selvværd kan spille en rolle i udviklingen af træningsafhængighed. En person, der ikke har det godt med sig selv, kan søge omgivelsernes accept og bekræftelse gennem ekstreme fysiske præstationer.

     En kulturel forklaring er, at vi i en tid med mangel på faste holdepunkter og overbevisende kulturelle værdier søger at forankre os i noget konkret - nemlig vores krop. Gennem dyrkelse af kroppen finder vi en livsstil, som tilbyder svar på, hvordan vi skal se ud, og hvordan vi skal leve livet.” (Se kilder).

Mange former for ekstremsport er en dyr fornøjelse. Derfor er det afgørende for udøverne at skaffe sponsorindtægter til aktiviteterne. En klatretur til toppen af Mount Everest kræver lang tids forberedelse, og vil man være en af de bedste triatleter i verden, så kræver det flere timers træning hver dag. Træningen og forberedelserne bliver en livsstil for udøverne, og det kan være svært eller umuligt at have et fuldtidsjob ved siden af.

     For at tiltrække sponsorer er det ofte nødvendigt med en vis form for mediedækning. Medierne foretrækker at omtale begivenheder, der på en eller anden måde er fascinerende eller bringer noget nyt til seerne, læserne og lytterne. Det er en af grundene til, at verdens bedst kendte basejump-udøver vælger at springe ud fra den store Kristus-figur i Rio de Janeiro (læs mere om springet under basejump). Aktionen fik medieomtale på grund af den fare, der var forbundet med springet, og fordi det var ulovligt og ekstremt at kravle op på en figur, kendt i hele verden. Er man villig til at sætte livet på spil og udføre en ekstrem handling, som aldrig er set før, så er medierne villige til at dække begivenheden og sponsorerne villige til at betale, og så kan udøverne leve af sporten. Men det er ganske få udøvere, som trods alt kan leve af ekstremsport.

     I Danmark har blandt andre triatleten Rasmus Henning været dygtig og ekstrem nok til at skaffe sponsorer, så han igennem sin karriere har kunnet leve af sin sport.

Ultraløb er et organiseret løb, som er længere end et maraton. Distancen begynder almindeligvis ved 50 km, men den kan være 100, 200, 300 km eller mere. Der findes to former for løb. Den ene består af en distance, som deltagerne skal tilbagelægge på kortest mulig tid, den anden består af en bestemt tid, f.eks. seks timer, hvor deltagerne skal nå at løbe længst muligt.

     Et af de verdens mest prestigefyldte ultraløb er “Spartathlon,” som er et 246 kilometer langt løb, som afholdes i Grækenland mellem byerne Athen og Sparta.

     Udover fysisk udholdenhed kræver ultraløb en helt speciel psyke og ikke mindst træningsdisciplin, når de mange kilometer skal tilbagelægges for at forberede kroppen til ultraløbene. De første danske mesterskaber i 100 kilometer løb og 24 timers løb blev afholdt i 2008.

Triatlon er en sportsgren, der består af tre discipliner: svømning, cykling og løb. Disciplinerne udføres i den nævnte rækkefølge, og det er den samlede tid, der tæller. Derfor er skiftene imellem disciplinerne et vigtigt element for udøverne.

     Konceptet med forskellige discipliner samlet i én sportskonkurrence er også kendt fra de olympiske konkurrencer tikamp og syvkamp, som er ældre end triatlonsporten. Den første triatlonkonkurrence blev afholdt af San Diego Track Club i 1974 og bestod af 600 meter svømning, 8 km cykling og 9,5 km løb. I 1981 blev den første triatlonkonkurrence afholdt i Danmark, og siden har sporten udviklet sig til en folkelig succes.

     Der afholdes konkurrencer på forskellige distancer. Den olympiske distance er med 1,5 km svømning, 40 km cykling og 10 km løb relativt kort. I øvrigt blev triatlon først en del af OL-programmet i 2000, og man valgte den korte distance for at gøre sporten mere publikumsvenlig.

     Når man inden for triatlon som ekstremsport taler om ’den klassiske distance’, drejer det sig om den såkaldte ironman. Denne distance blev for første gang udført som konkurrence på Hawaii i 1978, efter en diskussion om, hvilken sportsmand der var i bedst fysisk form: svømmeren, cykelrytteren eller løberen. For at få sagen afgjort, kombinerede de tre af øens allerede eksisterende konkurrencer: Waikiki Rough Water Swim (3,8 km svømning), Around Oahu Bike Ride (180 km cykling) og Honolulu Marathon (42,195 km løb). Siden er disse distancer blevet kørt af tusindvis af mennesker til konkurrencer i hele verden. 15 mand stillede op til den første Hawaii Ironman, 12 gennemførte. Vinderen af løbet i 1978, og dermed af den første ironman-konkurrence nogensinde, var Gordon Haller, som kom igennem de tre discipliner i tiden 11 timer, 46 minutter og 58 sekunder. (Se kilder)

     Hawaii Ironman, som har status af verdensmesterskab på triatlonsportens ironman-distance, er stadig det mest prestigefyldte stævne, og konkurrencen samler hvert år de fleste af verdens bedste triatleter på denne distance. Af samme grund er der som regel stor spænding om, hvorvidt der vil blive slået ny verdensrekord. Den hidtil hurtigste tid har belgieren Luc Van Lierde, der i 1996 gennemførte Hawaii Ironman på 8 timer, 4 minutter og 8 sekunder. Blandt kvinderne er den hurtigste tid 8 timer, 54 minutter og 2 sekunder. Den rekord blev sat i 2009 af englænderen Chrissie Wellington.

     Vi har flere dygtige triatleter i Danmark. De seneste år har Rasmus Henning markeret sig som den største danske profil med flere store sejre i internationale konkurrencer. I 2009 blev han nummer 5 på Hawaii, vel at mærke med en brækket hånd.

Grundlæggende går adventure race ud på, at en mindre gruppe udøvere – som regel 3-4 personer, hvoraf mindst én skal være kvinde – skal bevæge sig fra et sted til et andet på kortest mulig tid. Ruten, som gruppen eller holdet skal følge, er udfordrende og går gennem forskellige ufremkommelige terræner, ligesom der ofte er indlagt forskellige opgaver og udfordringer undervejs.

     Der findes forskellige former for adventure race. Løbenes indhold kan variere i det uendelige med aktiviteter som løb, cykling, roning, klatring osv. Overordnet skelner man mellem tre typer af adventure race.

1. Ekspeditionsløb er det klassiske adventure race, hvor der konkurreres i hold af tre til fire med repræsentanter af begge køn. Holdene skal tilbagelægge en afstand fra punkt A til punkt B gennem et udfordrende terræn med forskellige discipliner indlagt. Deltagerne er i gang i flere døgn nonstop, dvs. uden indlagte pauser. Har man brug for søvn, koster det på tiden. Eco-Challenge er et af de mest populære af denne type ekspeditionsløb i verden. Læs nærmere om Eco-Challenge under næste punkt.

     2) Etapeløb er løb, der strækker sig over flere dage, men hvor deltagerne konkurrerer om dagen og hviler om natten. Konkurrencen er altså opdelt i flere etaper, deraf navnet. Etapeløb adskiller sig fra ekspeditionsløb ved kun at foregå om dagen og desuden ikke have orienteringsdelen med, idet deltagerne ikke selv skal finde vej, men i stedet følger en afmærket rute. Korte løb kan betegnes som en form for smagsprøve på de lange ekspeditionsløb. Løbene bliver afholdt over to til tre døgn. Deltagerne skal tilbagelægge en rute fra A til B og igennem flere udfordrende discipliner undervejs. Løbene blev oprindeligt skabt som udtagelsesløb til de store ekspeditionsløb.

     Til kategorien korte løb hører også såkaldte sprintløb, helt korte adventure race, som afvikles inden for 24 timer. De kortere distancer betyder, at tempoet i konkurrencen er højere end på de længere distancer, men ligesom i de lange ekspeditionsløb er der indlagt udfordrende discipliner undervejs. I Danmark afholdes en del af disse korte løb.

     De seneste år er der opstået forskellige varianter af de korte adventure race. For eksempel bliver der afholdt såkaldte stjerneløb, hvor deltagerne efter hver disciplin kommer tilbage til udgangspunktet. Det letter det logistiske arbejde for arrangørerne, men udelukker det aspekt i adventure racet, der handler om selv at finde vej fra A til B.

     Under denne kategori findes også sololøb, hvor deltagerne konkurrerer en mod en, og samarbejdet på holdet ikke er en del af udfordringen.

Adventure race stammer fra New Zealand, hvor eventyrlystne sportsfolk eksperimenterede med at sammensætte forskellige aktiviteter i én sport. Aktiviteterne er inspireret af de gamle eventyrere, som drog ud i verden og måtte krydse floder, bjerge, jungler og andre ufremkommelige steder i deres forsøg på at udforske ukendt land og øde områder. Det moderne adventure race blev kendt sidst i 60‘erne, hvor Karrimor International Mountain Marathon blev afholdt for første gang. Løbet blev afholdt i Nordengland i 1968, og er siden blevet afviklet forskellige steder i Storbritannien. Deltagerne skal i hold af to navigere sig frem i bjergterræn med oppakning til at kunne klare en distance på to gange maraton, dvs. to gange 42,195 km.

     Men Adventure race fik først sit store gennembrud som sport, da den britiske producer Mark Burnett i 1995 skabte løbet “Eco-Challenge”. Det blev dengang betegnet som verdens hårdeste løb. Det havde til formål at sætte fokus på naturen og miljøet, deraf navnet. Der blev transmitteret fra “Eco-Challenge” på tv i mange lande, også i Danmark, og seerne kunne på den måde følge de hold af fire personer, med begge køn repræsenteret, som kæmpede sig igennem flere hundrede kilometers barsk terræn – over bjerge, igennem floder og sumpe og skove. Alt sammen filmet med naturen i fokus og med det ekstra twist, at deltagerne ikke måtte efterlade andet end fodspor i naturen.

     Det første danske adventure race blev afholdt på Sjælland i 1999 under titlen Extreme Challenge. Med start i Rørvig skulle deltagerne bevæge sig hele vejen til Vordingborg, og undervejs skulle de igennem følgende discipliner: løb, kajak, cykling, kano og rulleskøjteløb.

     Siden er der afholdt arrangerede aventure race – inspireret af Eco-Challenge og andre udenlandske konkurrencer – i Danmark, men det er primært de kortere distancer, hvor løbet afholdes inden for 24 timer, der bliver afholdt.

     Antallet af danske adventure race er steget gennem 00‘erne, men arrangørerne er i hård konkurrence med de mange, mange motionsløb, primært med løb som disciplin, der inden for de seneste par år er blevet afholdt i Danmark.

Basejumping er en videreudvikling af faldskærmsudspring. Udøverne hopper fra faste objekter og folder først faldskærmen ud efter afsættet. BASE står for de fire objekter, som udøverne oftest springer fra: building (bygning), antenna (antenne), span (spænd, f.eks. en bro), earth (jord, f.eks. bjergtoppe). Ordet og udbredelsen af basejump som en aktivitet har udviklet sig fra sidst i 1970‘erne, men allerede i 1912 sprang amerikaneren Frederick Law ud med faldskærm fra Frihedsgudinden i New York, og det spring kan siges at være en forløber for udviklingen af basejumping som disciplin inden for ekstremsporten.

     Siden har disciplinen udviklet sig meget på flere punkter: Udøverne bruger i dag avanceret udstyr, som adskiller sig fra en traditionel faldskærm. De fleste udøvere har erfaring med traditionelle faldskærmsudspring, og den farlige aktivitet kræver meget træning og forberedelse i forhold til f.eks. vindforhold. De fleste basejump foregår fra minimum 500 meters højde, men grænserne udfordres kontant. Jo kortere fra jorden afsætspunktet er, des farligere er springet, fordi der er kortere tid til at folde faldskærmen ud.

     Basejump udføres fra meget forskellige steder og højder. Hvis springet skal udføres fra jorden, kræver det som regel mange timers klatring til bjergtoppe. Efter seks års forberedelse sprang et australsk ægtepar, Glenn Singleman og Heather Swan, i maj 2006 ud fra bjerget Meru Peak i Himalaya. De havde brugt 22 dage på at kravle op i 6604 meters højde, og springet betegnes som det spring, der er udført fra størst højde nogensinde.

     I april 2008 sprang en englænder og en franskmand fra 155. etage af verdens højeste bygning, Burj Dubai, og springet fra 650 meters højde betegnes som det højeste fra en bygning.

     Måske endnu farligere er det at springe ud fra lave punkter. I et engelsk dokumentarprogram (The Extremist) følger man et af de mere spektakulære og ekstreme basejump, udført af østrigeren Felix Baumgartner, der i 2003 sprang ud fra den store Kristus-figur i Rio de Janeiro. Figuren er knap 40 meter høj, og da “Fearless Felix”, som udøveren kaldes, sprang fra den ene arm af Jesus-figuren, var der blot 29 meter til jorden. Den livsfarlige og ulovlige bedrift betegnes som verdens laveste basejump. (Se kilder).

     De fleste basejump bliver udført på ulovlig vis, f.eks. fra antenner og bygninger. Det ulovlige element er et af spændingsmomenterne i aktiviteten, og det sker ikke sjældent, at udøverne bliver anholdt for indtrængen på ulovlige områder.

Dansk Triathlon Forbund har eksisteret siden 1984, men i slutningen af 90‘erne og begyndelsen af 00‘erne begyndte de ekstreme former for sport og aktivitet at blive en mere integreret del af det organiserede idrætsliv i Danmark. Flere idrætsforbund begyndte at arrangere lange løb under ekstreme forhold, og højskoler og efterskoler med speciale i idræt og friluftsliv, blandt andre Oure Sport & Performance, introducerede adventure-linjer med klatring, rapelling og andre ekstremsportsaktiviteter.

     Med et generelt øget fokus på sundhed og motion i samfundet, har grænserne for det ekstreme flyttet sig. Mens det tidligere var ekstremt at løbe et maraton, skal man nu ud i længere distancer og mere ekstreme aktiviteter for at adskille sig fra mængden.

I Danmark har vi hverken vilde floder til whitewater rafting eller høje bjerge til klatring. Måske er det medvirkende til, at danskerne primært dyrker de former for ekstremsport, der kan betegnes som udholdenhedsdiscipliner, f.eks. triatlon, samt de korte distancer inden for adventure race. Derudover er idrætsgrene som klatring (på klatrevægge) og fridykning populære. Der afholdes blandt andet danske stævner i fridykning, hvor det gælder om at holde vejret så længe som muligt under vandet.

I august 2010 er København for første gang vært for det såkaldte Challenge-stævne. Begivenheden finder sted flere steder i Verden og med Challenge Copenhagen nu også i Danmark. Konkurrencen består af den såkaldte ironman-distance (3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb), og arrangørerne forventer mellem 1500-2000 deltagere fra hele Verden. Stævnet starter med svømning ved Amager Strandpark, fortsætter med en cykeltur gennem Nordsjælland og slutter ved Christiansborg Slotsplads efter et maratonløb ved Københavns havnefront. Afholdelsen af stævnet i København har fået stor politisk opbakning fra politikerne i Københavns Kommune, både fordi det er med til at sætte fokus på København som en “sund” by, og fordi stævnet tiltrækker udenlandske deltagere og tilskuere til den danske hovedstad.

Når en ironman ikke længere er udfordrende nok, eller det ikke giver et tilstrækkeligt kick at springe ud med faldskærm fra fly, udvikler ekstremsporten sig til at blive endnu mere ekstrem. Når udøverne allerede har bevist, at de kan træne sig op til og gennemføre et løb på 100 kilometer gennem ørkenen eller har vist, at de har modet til at springe ud fra en bro med en elastik om benet, så går jagten ind efter større og vildere udfordringer.

     Inden for udholdenhed finder man f.eks. ekstreme distancer i triatlonkonkurrencer, hvor Deca Ironman Triathlon er den længste. Deltagerne skal igennem 10 gange ironman, som hver især består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og afslutningsvis en maraton, som består af 42 kilometer og 195 meter løb. De distancer skal altså ganges med 10 for at være en Deca Ironman. I Monterrey, Mexico, afholdes en sådan konkurrence, hvor deltagerne hver dag over 10 dage skal gennemføre én ironman.

     Der er en enkelt gang afholdt en konkurrence i Double Deca Ironman Triathlon. I Monterrey i 1998 gennemførte deltagerne således 20 gange ironman-distancen, svarende til 76 kilometer svømning, 3600 kilometer cykling og 844 kilometer løb. Litaueren Vidmantas Urbonas var hurtigst med en tid på 437 timer, 21 minutter og 40 sekunder.

     En anden måde at udfordre kroppen på er ved at være fysisk aktiv under ekstreme vejrforhold. Et af de mest ekstreme ultraløb i verden hedder Badwater Ultramarathon. Løbet afholdes hver sommer og strækker sig over 217 km gennem ekstrem ørkenvarme i Death Valley, Californien. (Se kilder).

     Inden for de grene af ekstremsport, som i højere grad er forbundet med risiko og spænding, bliver der også søgt og afprøvet grænser. F.eks. forsøger udøvere af basejumping at springe fra så høje eller lave punkter som muligt, mens bungeejumping også helst skal foregå fra de højeste broer i verden.

Ekstremsport er ekstremt, fordi kroppen presses til det yderste. Derfor er der en væsentlig højere risiko for uheld og dødsfald ved de fleste former for ekstremsport, end man ser i andre former for idræts- og sportsaktiviteter. Det er ikke ufarligt at udsætte kroppen for et løb på flere hundrede kilometer, og ved de fleste ultraløb er der deltagere, som må give op, fordi kroppen ikke kan holde til strabadserne. Der er ingen regler for, hvornår deltagerne skal tages ud af løbene, og derfor ser man til tider løbere kollapse midt i løbet. Ved de officielle løb er der dog altid lægehjælp, så deltagerne straks kan komme under behandling.

     Men det er ikke kun i udholdenhedsdisciplinerne, at deltagerne sætter livet på spil. Hvert år dør vovehalse i forsøget på at bryde grænser, f.eks. menes basejumping at kræve 5-15 dødsofre hvert år (se kilder), og der findes også bjergbestigere, der i bestræbelserne på at nå verdens højeste bjergtoppe har måtte give fortabt og er døde af kulde eller anstrengelser under de barske forhold.

Det kræver ofte store pengesummer, hvis man skal gennemføre andre typer af ekstremsports-discipliner, f.eks. bestigning af uberørte bjerge i forbindelse med heliskiing, og derfor bliver et ekstremsports-projekt ofte fulgt og sponsoreret af medier og virksomheder. I en tid med økonomisk nedgang vil man derfor også inden for ekstremsport se en tendens til færre projekter af den mest vovede slags, da økonomien bliver en begrænsende faktor. Til gengæld kan man forestille sig, at mere folkelige og bredt anlagte ekstremsports-aktiviteter vil vinde frem og at der vil udvikle sig nye former for aktiviteter, som ligger på kanten af det, der kan defineres som ekstremsport og er kendetegnet ved at have en række subkulturelle træk. Et eksempel herpå er bevægelseskunsten parkour, der inden for de senere år er blevet populær blandt unge, både i Danmark og udlandet. Parkour går ud på at bevæge sig fra A til B, ofte i et byområde med bygninger, gelændere og vægge, ved hjælp af spring og bevægelse. Udøverne tager ofte vovede og udfordrende genveje og bruger vægge, facader og forhøjninger til fremdrift. Hvorvidt parkour er en ekstremsport kan diskuteres, men farligt er det, når udøverne springer gennem byerne, både højt og lavt. I august 2007 åbnede en af Verdens første parkour-parker på Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse (se kilder), og i Odense har parkour-udøverne ligeledes mulighed for at træne på parkour-banen, der åbnede i den fynske hovedstad i 2009.

Det er tænkeligt, at ’ekstremsport light’ vil brede sig ind i massekulturen som en del af det store udbud af rejse- og friluftsaktiviteter, som er tilgængeligt for de fleste. Der arrangeres allerede i dag et utal af rejser, hvor turister kan få et “ekstremsport-kick” i moderate og kontrollerede former for aktiviteter, som kan betegnes som en slags ’turist-udgave’ af ekstremsport. Det kan være bungee jump fra en bro, whitewater rafting med guide eller faldskærmsudspring, hvor man springer med en instruktør. Det er ikke ufarligt, men bliver dog afholdt inden for nogle rammer, der øger sikkerheden væsentligt i forhold til klassisk ekstremsport. Ekstremsport – eller smagsprøver på det – er således tilgængeligt for ’almindelige’ mennesker, og disse tilbud kan ses som en variant inden for det stigende udbud af aktiv ferie-tilbud.

I forhold til udholdenhedsdisciplinerne vil man angiveligt se flere og flere kaste sig ud i såkaldte ultraløb eller adventure race. Da Dansk Atletik i 2008 valgte at indføre DM (officielle danske mesterskaber) i 100 kilometer løb og 24-timers løb, var det samtidig en anerkendelse af de lange distancer som reelle atletikdiscipliner, ligesom f.eks. maratonløb. Et af argumenterne for at afholde DM i de to lange distancer var, at man ønskede at imødekomme en gruppe løbere, som talmæssigt er i vækst (se kilder).

     Mens maratonløb er blevet populært blandt motionister, er det straks vanskeligere at træne op til og gennemføre et løb på 250 kilometer i ørkenen. Man skiller sig ikke længere ud ved at have løbet et maraton, så hvis motivationen ligger i at have præsteret noget særligt, vil det kræve endnu mere end 42 kilometers løb. I radioprogrammet Apropos... Krop og ekstremsport siger professor Hans Bonde at “det ekstreme udhuler sig selv i det øjeblik, det bliver kollektivt.” Hvis alle dyrker det ekstreme, er det på sin vis ikke længere ekstremt, for det ekstreme er jo netop ekstremt målt i forhold til gennemsnittet eller det normale. Dermed vil jagten på det virkelig ekstreme være sat ind, og det bliver, som Hans Bonde siger “ekstremt i dobbelt potens.”

     Et eksempel på denne tendens ses i USA, hvor forskere de senere år har arbejdet intenst på at udvikle udstyr til et såkaldt space dive, hvor faldskærmsudspringet foregår fra rummet med kurs mod og landing på jorden. Det lyder vildt, men ifølge rygterne skulle det kunne lade sig gøre i 2011. Bliver det muligt, kan man sige, at det ekstreme igen har overgået sig selv.