Oplysningstiden

Hvilke rødder har ordet ‘oplyst’?

Oplysning. På tysk ‘Aufklärung’, på fransk ‘Lumiéres’, på engelsk ’Enlightenment’ – kært barn har mange navne. I “Ordbog over det danske sprog” hedder det om ordet ‘oplyst’: “at være i besiddelse af viden og (deraf betinget) evne til selvstændig og fordomsfri tænkning og opfattelse.” I “Den danske ordbog” hedder det om de filosoffer, der står som toneangivende i Oplysningstiden: “[de] ser fornuften som den kritiske og oplysende kraft i mennesket.”

Hvad er Oplysningstiden?

Oplysningen var først og fremmest en ny og anderledes måde at tænke på. Den var hovedsageligt et vesteuropæisk fænomen og havde sit udspring og sin motor i stormagterne Frankrig og England. Oplysningen var som udgangspunkt en elitekultur – en kulturstrømning i samfundets øvre lag og blandt det fremspirende borgerskab. Det tog tid, førend Oplysningen sivede hele vejen ned i samfundet. Oplysningstiden var præget af en heftig og livlig debat, og de nye ideer og idealer blev relativt hurtigt spredt fra England og Frankrig til resten af Europa. Oplysningstiden var kendetegnet ved en optimistisk tro på det enkelte menneskes evne til at begribe sin omverden ved brug af sin fornuft. Det betyder eksempelvis, at man i denne periode i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved dogmer og traditioner for, hvordan samfundet skulle være indrettet, og hvem der skal have magten.

Hvordan var det vesteuropæiske samfund økonomisk og socialt struktureret op til Oplysningstiden?

Tiden op til 1700-tallet var kendetegnet ved, at den eksisterende samfundsstruktur i stigende grad krakelerede. Denne samfundsstruktur, der kaldes ‘standssamfundet’, havde hersket i Europa i århundreder. Her var samfundet delt op i grupper – de såkaldte stænder. Denne opdeling var – mente man – foretaget af Gud således, at alt havde sin bestemte plads og alle havde sine bestemte opgaver. Middelalderens samfundsstruktur var dominerende i store dele af Europa ved indgangen til Oplysningstiden. Her så opdelingen således ud:

· Kongen/Fyrsten: Samfundets ubestridte overhoveder. De var efter eget udsagn indsat af Gud til at lede samfundet.

· Adelen: Skulle opretholde ro og orden – den blev derfor kaldt værnestanden. Kongen/Fyrsten gav landområder til Adelen – det vil sige til højadelige og lavadelige – til gengæld for forskellige former for militær bistand, eksempelvis soldater, til kongens hære. Disse soldater var typisk bønder, der fik lov til at dyrke afgrøder på jorden mod at aflevere en stor del af udbyttet til de adelige jordbesiddere og gøre militærtjeneste.

· Den katolske pave og kirke: Varetog forbindelsen mellem Gud og mennesker. Kirken besad store landområder og rige klostre og slotte – det såkaldte ‘kirkegods’. Desuden havde kirkens mænd en enorm åndelig magt over samfundet – en magt, som blev udøvet over for alle samfundets øvrige grupper. Kirken besad nærmest et monopol på viden, og lærde skrifter blev kopieret og opbevaret bag klostrenes tykke mure.

· Borgere/bønder: Langt den største gruppe i samfundet. Dens produktion skulle holde samfundet og de andre stænder i live.

Hvordan var magtforholdene i Europa op til Oplysningstiden?

Økonomisk magt var lig politisk magt. I 1600-tallet havde Holland haft den økonomiske førertrøje på i Vesteuropa, men landets ledende stilling begyndte at smuldre. Ifølge “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder) blev denne magtposition i 1660’erne overtaget af England og Frankrig. Det økonomiske styrkeforhold blev især afgjort af handelsbalancen med de vesteuropæiske landes forskellige kolonier. Handlen med kolonierne foregik hovedsageligt over havet, og derfor var det økonomiske udbytte – og den deraf følgende magtstilling – i høj grad afhængig af landenes evne til at udnytte den nyeste teknologi inden for søfart.

De vesteuropæiske samfund var op til 1700-tallet – og nogen tid derefter – styret efter den økonomiske politik, der betegnes som ’merkantilisme’. Her søgte enevælden i de enkelte lande at omgive deres nation med høje toldmure, så landet ikke kunne oversvømmes af billige varer udefra. Dette træk hindrede en effektiv samhandel på tværs af landegrænserne. Det passede ikke til borgerskabet, hvis velstand først og fremmest byggede på uhindret handel. Derfor blev merkantilismen sat under et stigende pres.

De enevældige herskere havde i 1500- og 1600-tallet vokset sig stærke på bekostning af den traditionelle Adel, hvis økonomiske og politiske magt var nedadgående. Adelen besad dog stadig en række medfødte privilegier, der alene gjaldt for denne stand – eksempelvis fritagelse for at betale skat til Kongen. Denne forskelsbehandling var en kraftig torn i øjet på det frembrusende borgerskab, der fik større og større økonomisk magt, men generelt besad ringe politisk indflydelse – dog med undtagelse af England, hvor det politiske system sikrede borgerskabet en indflydelse. Indgangen til Oplysningstiden var således præget af en voldsom spænding mellem samfundets stænder – det vil sige mellem samfundets traditionelle magthavere på den ene side og det stadigt mere magtfulde handelskapitalistiske borgerskab på den anden.

Hvilke ideologiske og filosofiske strømninger fandtes i Europa i 1600-tallet?

En række humanistiske ideer fra 1600-tallet fik afgørende betydning for Oplysningstiden i det følgende århundrede. Under ét betegnes disse tanker som ‘den videnskabelige revolution’. Denne række tanker affødte Oplysningstidens selvbevidste menneske i religiøs, politisk og filosofisk forstand. Den sætter rammerne for den moderne videnskabs måde at tænke og arbejde på. Disse ideer blev formuleret af:

· Videnskabsmanden Galileo Galilei (1564-1642) påviste – ved hjælp af observationer i sin egen, opfundne kikkert – at den polske astronom Kopernikus havde haft ret i sine grænseoverskridende teorier. Polakken havde beskrevet en model for solsystemet, hvor Solen – og ikke Jorden, som hidtil antaget – var centrum for de andre planeters baner.

· Filosoffen René Descartes (1596-1650) satte sig for at finde svaret på følgende spørgsmål: Hvordan kunne han være absolut sikker på, at de mange nye observationer, som naturvidenskaben kom frem til, var korrekte? Det gjorde han ved at skrælle al viden bort, som han havde fået fortalt af andre, til han alene stod tilbage med en viden, som han kunne være sikker på, nemlig at han selv fandtes i verden. “Jeg tænker, altså er jeg til”, blev hans valgsprog. Ud fra det faste holdepunkt, som hans egen eksistens udgjorde, kunne han slutte sig til viden af for eksempel matematisk og logisk art, som han ikke kunne betvivle.

· Samfundstænkeren John Locke (1632-1704) slog med udgivelsen af bogen “To afhandlinger om statsstyre” i 1690 afgørende temaer om frihed og ejendomsret an – ideer, der blev centrale for Oplysningstidens måde at tænke på. Disse ideer prægede ligeledes det menneskebillede, der herskede i perioden, og den religiøse tolerance, der var grundlæggende for perioden. Lockes betydning for sin samtid og eftertid kan derfor vanskeligt overdrives.

· Matematikeren Isaac Newton (1642-1727) arbejdede inden for de samme felter som Galilei, men bortset fra denne fællesnævner var han den udadvendte italieners direkte modsætning; Newton var en enspænder og lidt af en nørd, der var totalt opslugt af sine teorier og eksperimenter. Især er han berømt for at have opdaget tyngdekraften. I 1687 udgav han bogen “Principia”, hvor han påviser tre love for sammenhængen mellem et legemes bevægelse og den kraft, det påvirkes af. Dermed lægger han grunden for den klassiske fysiks mekaniske univers.

Hvad var 'den videnskabelige revolutions' forhold til religion?

Det er kendetegnende for de fire ovennævnte eksponenter for 1600-tallets tænkning, at både Galilei, Descartes, Locke og Newton efterlod en afgørende plads til Gud i deres videnskabelige teorier. Descartes pegede eksempelvis på, at den viden, han ikke kunne tvivle på, stammede fra Gud. Newton forblev troende kristen hele sit liv. Han gav derfor Gud æren for at have konstrueret det mekaniske verdensbillede, som hans teorier beskrev. Der er således et stykke fra 1600-tallets religiøse naturvidenskabsfolk til de radikale – og ind i mellem ligefrem hadefulde – opgør med religionen, der fulgte hos en række tænkere i Oplysningstiden.

Introduktion til Galileo Galilei