Hvornår kom finanskrisen til Europa?
De første tegn på, at finanskrisen var begyndt at sprede sig til Europa, kom sommeren 2007. Et eksempel var, da den franske bank BNP Paribas suspenderede to af sine investeringsfonde, fordi de kortsigtede kreditmarkeder var tørret ud. Den 9. november 2007 udsendte EU ”Økonomisk efterårsprognose for 2007-2009: lavere vækst” (se kilder), der proklamerede, at der var udsigt til en stadigt lavere vækst i perioden som resultat af turbulensen på de finansielle markeder.
I 2008 blev det helt tydeligt, at de europæiske lande og den europæiske valuta var presset. Ifølge artiklen ”European recession looms as Spain crumbles” (se kilder) faldt den industrielle produktion i EU med 1.9 % i maj 2008, og salget af biler faldt med hele 7.8 %.
Ifølge artiklen ”Recession over Europa” (se kilder) var der i november 2008 tale om recession i Eurozonen. På det tidspunkt var det alene Frankrig, der endnu kunne melde om positive BNP-tal.
Hvordan udviklede krisen sig i Europa i 2009-2018?
De følgende år blev det mere og mere tydeligt, at finanskrisen ville få alvorlige konsekvenser for de europæiske lande og især for de af dem, der har euroen som fælles møntfod, og således er en del af eurozonen. Siden 2009 er der gentagne gange blevet stillet spørgsmålstegn ved den fælles mønts overlevelse og især i 2015 var der stor tumult, da Grækenland adskillige gange var meget tæt på at forlade euroen. I kølvandet på finanskrisen kom det frem, at økonomien i flere lande, især i Sydeuropa, var meget værre, end man havde troet. I flere lande, især Grækenland, Portugal og Italien, gik man først i 2011 for alvor i gang med besparelserne og reformerne. I modsætning til USA tog det flere europæiske lande årevis at slippe ud af recessionen. Først i 2013 slap recessionen sit tag i Spanien, og efter at Italien kortvarigt slap ud Italien endelig at forlade recessionen, skriver Wall Street Journal (se kilder). Siden finanskrisen ramte og bredte sig over hele Europa, stod den økonomiske krise i Europa øverst på alle dagsordener. Flere år i træk blev der indkaldt til hastemøder, hvor EU-landenes stats- og regeringschefer arbejdede for at redde og genskabe tilliden til euroen. Eurokrisen har bølget frem og tilbage, men krisen nåede sit foreløbige højdepunkt i sommeren 2015, hvor det så ud til, at Grækenland ville forlade euroen, den såkaldte ’grexit’.
I 2018 er Europa igen ude af krisen, i hvert fald hvis man alene ser på den økonomiske vækst i BNP. Ifølge en prognose fra EU-kommissionen citeret i ”Nøgletal: Dansk og europæisk opsving fortsætter” (se kilder) vil de kommende år være præget af økonomisk fremgang. Danmark forventes at have en økonomisk vækst på lige under 2 % i 2018 og 2019.
Indenfor EU er det kun Italien og Storbritannien, der ventes at opleve en lavere vækst end Danmark i 2018. For EU som helhed ventes der er en vækst på 2,3 % i 2018 og 2,0 % i 2019. Væksten er højest i Østeuropa, men alle lande i EU oplever vækst.
Hvordan ramte finanskrisen i Tyskland?
Tyskland var blandt de europæiske lande, der hurtigt blev hårdt ramt. I juli 2007 gik eksempelvis den tyske investeringsbank IKB konkurs. I det hele taget var det de tyske banker og kreditinstitutioner, der først og fremmest kom i vanskeligheder, men deres problemer blev i stigende grad til deres kunders problemer. Kunderne er i vid udstrækning de tyske virksomheder, som fik problemer med at finansiere deres aktiviteter og udvikling, fordi de ikke kunne låne penge.
Ifølge artiklen ”Tyskland hårdt ramt af recessionen” (se kilder) skrumpede landets økonomi med 2,1 % i fjerde kvartal af 2008, og Bundesbanken forudså, at landets budgetunderskud i 2009 ville være i strid med eurolandenes stabilitetspagt. Ifølge stabilitetspagten må budgetunderskuddet maksimalt være på 3 % af BNP.
Den tyske forbundsregering vedtog en gigantisk redningspakke for den kriseramte finansbranche på i alt 500 milliarder euro svarende til 3.600 milliarder danske kroner. Det skete den 13. oktober 2008. De 400 milliarder skulle benyttes til at sætte skub i bankernes indbyrdes handel igen, mens de 100 milliarder gik til en investeringsfond, som skulle overtage kriseramte bankers risikopapirer. Redningspakken blev godkendt af Den tyske Forbundsdag den 17. oktober.
Den 8. januar 2009 overtog den tyske forbundsstat en fjerdedel af storbanken Commerzbank, som blev delvist nationaliseret for at få ekstra hjælp fra en statslig støttefond.
Siden 2009 har Tyskland spillet en stor rolle i finanskrisen, men ikke som offer for den. I stedet har Tyskland – med Frankrig som væsentligste medspiller – kæmpet hårdt for at få oprettet en stabiliseringsfond for de europæiske lande, der er med i eurozonen. Fonden virker således, at lande med rod i økonomien kan låne af fonden for at stabilisere deres egen, og dermed eurozonens, økonomi, mod at de lever op til en række krav om besparelser og reformer. Tyskland er eurozonens største økonomi og er det land, der har postet flest penge i fonden, som blandt andet Grækenland og Portugal har lånt fra. Der har været stor debat i Tyskland om, hvorvidt de rigere og mere økonomisk stabile lande i Nordeuropa skulle blive ved med at redde de fattigere sydeuropæiske lande ud af deres selvskabte misere med store lån, og ikke mindst om de nordeuropæiske lande havde råd til det. Den tyske kansler Angela Merkel, som var central for forhandlingerne om oprettelsen af fonden, svarede, at de ikke havde råd til at lade være. Hun henviste til, at en statsbankerot i et af de sydeuropæiske lande, der alle er medlemmer af eurozonen, ville få katastrofale konsekvenser for de øvrige eurolande.
Den tyske økonomi blev umiddelbart meget hårdt ramt af finanskrisen, især fordi Tysklands økonomiske vækst er afhængig af stor eksport, men denne faldt, da de andre lande, Tyskland eksporterer mest til, ligeledes blev hårdt ramt af finanskrisen. I 2009 gik den tyske BNP tilbage med 5,1 %, hvilket ifølge den danske ambassade i Tyskland (se kilder) er den største økonomiske tilbagegang i Forbundsrepublikkens historie. Flere kritikere mente, at Tyskland var nødt til at skifte fokus fra eksport for at opleve økonomisk vækst igen. Den tyske eksportøkonomi blev dog hurtigt stabiliseret, og mens der de seneste år har været et godt stykke op til den økonomiske vækst på 3,3 % i 2011, steg det tyske bruttonationalprodukt i 2017 med 2,2 %. Det er den største stigning siden 2011.
Hvordan var situationen i Frankrig?
Også det finansielle system i Frankrig blev rystet. Det første tegn derpå var, da den franske bank BNP Paribas i august 2007 lukkede to af sine investeringsfonde og forklarede det med ”markedets fuldstændige mangel på likviditet”.
For at imødegå udfordringerne har den franske regering haft flere tiltag. Den 13. oktober 2008 meddelte den franske regering, at den ville gøre to ting for at hjælpe bankerne igennem den finansielle krise. For det første tilbød regeringen 300 milliarder euro i garantier til lån bankerne imellem, og for det andet satte staten 40 milliarder euro af til aktieposter i firmaer.
Den 4. december 2008 åbnede Frankrig de statslige kasser for at mindske den økonomiske tilbagegang. Præsident Nicolas Sarkozy fremlagde en ny økonomisk hjælpepakke til 26 milliarder euro for at stimulere den kriseramte franske økonomi med især investeringsprojekter.
I 2009 og 2010 fortsatte finanskrisen i Frankrig. Regeringen, med præsident Nicolas Sarkozy i front, besluttede derfor at iværksætte reformer af arbejdsmarkedssystemet. Reformerne betød blandt andet, at pensionsalderen ville stige fra 60 til 62 år. Det fik flere hundrede tusinde franskmænd til at gå på gaden i protest mod reformerne, og i flere måneder lammede de omfattende strejker Frankrig. Siden da har der også været reformer af skattesystemet, hvor især de velhavende franskmænd er blevet ramt og nu skal betale 3 % mere i skat end tidligere, ligesom skatterne på varer som tobak og sprut er steget. På trods af de store reformer i Frankrig gik landet ud af 2011 med et underskud, der var større end ventet, og nedjusterede forventninger til 2012. Det betød, at det magtfulde kreditvurderingsinstitut Standard & Poor’s i starten af 2012 nedjusterede Frankrigs kreditværdighed for første gang nogensinde. Det betød, at euroen øjeblikkeligt faldt i værdi i forhold til dollaren, og det var endnu et slag mod Europas skrøbelige økonomi. Siden da har Standard & Poor’s flere gange nedjusteret Frankrigs kreditværdighed yderligere, og finanskrisen fylder fortsat meget i mange franskmænds hverdag. I 2014 lå arbejdsløsheden på 11 %, og Frankrig har siden 2013 gennemført flere store økonomiske reformer i et forsøg på at dæmme op for den høje arbejdsløshed, der især har ramt unge. Fransk økonomi voksede fra 2012 til 2016 med blot 0,8 % om året i gennemsnit. Men Frankrig er ifølge en analyse fra Dansk Industri (se kilder) endelig kommet ind i et positivt vækstforløb, og økonomien voksede sidste år med 2,2 %, hvilket er det hurtigste tempo siden 2011. Økonomien forventes at kunne fastholde en vækst på lige under to procent i både 2018 og 2019.
Hvad var situationen i England?
På grund af uro på de finansielle markeder begyndte britiske banker i september 2007 at begrænse genudlån af indlånskapital til andre banker. Det gik hårdt ud over Northern Rock, der er en af de største udlånsbanker i England og har specialiseret sig i boliglån. Bankens boliglån var nemlig i vid udstrækning finansieret ved genudlån af kapital fra andre banker. Det fik kunder til at stå i kø for at trække deres sparepenge ud. Faktisk oplevede Northern Rock det første ‘run’ på en britisk bank i 140 år, som først begyndte at normaliseres, da banken i september 2007 meddelte, at den på anmodning havde modtaget støtte fra den engelske centralbank Bank of England. Den 22. februar 2008 overtog den engelske stat banken.
Den 17. september 2008 overtog Lloyds TBS realkreditinstitutionen HBOS. Dermed sidder Lloyds TBS på en tredjedel af Storbritanniens realkreditlån og private opsparinger.
Den 29. september blev den britiske finansgigant Bradford og Bingley’s delvist nationaliseret. Det vil sige, at dens realkreditlån blev nationaliserede, mens dens opsparings- og bankvirksomheder blev solgt til spanske Santander.
Den 30. september hævede den engelske statsminister, Gordon Brown, grænsen på de statsgaranterede lån fra 35.000 til 50.000 euro.
Den 13. oktober meddelte regeringen, at den ville bruge op til 37 milliarder pund i tre trængte banker, Royal Bank of Scotland, HBOS og Lloyds TBS.
Den 19. januar 2009 kom regeringen med en redningspakke til landets trængte banker. Pakken indeholdt blandt andet mulighed for at betale et gebyr til staten, som til gengæld kvitterede med at garantere for bankernes dårlige lån. Tanken var, at det ville få bankerne til atter at åbne op for udlån til virksomheder og private.
Storbritanniens økonomi er ekstra skrøbelig, fordi en stor del af eksporten sker til de andre EU-lande, som blev hårdt ramt af finanskrisen.
Krisen fortsatte i Storbritannien i 2010 og 2011, og ligesom i Frankrig førte den til det omfattende reformer. Reformerne blev kaldt historiens hårdeste genopretningsplan af Danmarks ambassadør i Storbritannien, Anne Hedensted Steffensen, og den blev mødt med voldsomme protester. Prisen på videregående uddannelse steg, flere hundrede tusinde offentlige job skulle nedlægges, og der blev skåret hårdt ned på velfærdsydelserne.
Siden 2012 har den britiske økonomi været i bedring, og i 2014 voksede den britiske BNP med 3 %, mens arbejdsløsheden faldt til 3,1 %. Storbritanniens vækst er siden da løjet af og forventes i 2018 at nå helt ned på 1,3 %. Den britiske økonomi vil i de kommende år blive væsentligt påvirket af Storbritanniens afsked med EU – Brexit.
Hvordan var situationen på Island?
Island blev særligt hårdt ramt af finanskrisen. Islandske spekulanter havde i årene op til krisen været på finanseventyr for lånte penge – især for penge lånt i Japan. Men i takt med at kursen på yen steg markant i forhold til kursen på den valuta, islændingene havde placeret de lånte midler i, så blev det hurtigt dyrt.
Den 7. oktober 2008 vedtog det islandske parlament en vidtrækkende redningspakke. Loven trådte i kraft med øjeblikkelig virkning, og den gav staten mulighed for uhindret at intervenere i landets kriseramte banker. I den forbindelse udtalte den islandske statsminister i Altinget, at der var risiko for, at landet ville gå bankerot. Et var i hvert fald sikkert – nemlig at den islandske krone var i frit fald, og at inflationen var løbet løbsk, samtidig med at gælden, der jo var i udenlandsk valuta, bare voksede og voksede.
For at imødegå krisen nationaliserede Island i efteråret 2008 sine tre største banker Glitnir, Landsbanki og Kaupthing Bank for at forhindre deres konkurs. Ifølge artiklen ”400 bankfolk fyret på Island” (se kilder) skyldte de islandske banker i andet kvartal af 2008 et beløb, der var seks gange så stort som landets bruttonationalprodukt. Bankerne havde enorme udlandslån, især til Japan. Ifølge ovennævnte artikel er årsagen til, at det gik så vidt på Island, dels en masse ivrige investorer, og dels at bankerne kun havde været privatiserede i syv år og således ikke havde megen erfaring at trække på.
Den 10. november 2008 henvendte Island sig til Europa-Kommissionen for at få finansiel hjælp. Den 26. januar 2009 førte krisen til, at Islands regering trådte tilbage, og den 1. februar trak en ny midlertidig regering i arbejdstøjet. Også en ny Centralbankdirektør trak i arbejdstøjet. Nordmanden Svein Harald Øygard er blevet direktør for den islandske centralbank og skal forsøge at få genskabt tilliden til den islandske krone og styrke den. Om sin nye opgave siger han i artiklen ”Ny islandsk nationalbankdirektør: En gigantisk udfordring” (se kilder): ”Den største udfordring er at skabe tillid til den islandske krone og styrke den. Det kan danne grundlag for at lette kontrollen på valuta ind og ud af Island. Vi vil også støtte omstruktureringen af banksystemet, der vil give bedre rammer for erhvervslivet.”
I 2015 meddelte den Internationale Valutafond (IMF, se kilder), at Islands økonomi er kommet sig efter finanskrisen, og at den igen er lige så stor som før finanskrisen. Siden finanskrisen har Island haft en af Europas højeste vækstrater og laveste arbejdsløshedsprocenter, hvilket blandt andet skyldes en boomende turismeindustri og et fornyet fokus på fiskeindustrien.
Hvordan var situationen i Danmark?
Det første tegn på, at finanskrisen var trukket over den danske grænse, var, da Roskilde Bank gik konkurs i august 2008. Det kom som en overraskelse for de fleste – politikere som almindelige borgere. Det på trods af at Finanstilsynet havde haft en række små og mellemstore banker i kikkerten siden foråret 2007, fordi de havde et stort indlånsunderskud forårsaget af en meget høj og spekulativ udlånsvækst – især til boligspekulation. Det var altså ikke kun Roskilde Bank, der havde lånt flere penge ud, end den havde modtaget i indskud. Det viste sig også tydeligt i september 2008, da indlånsunderskuddet i hele banksektoren blev opgjort til 500 milliarder kroner.
Underskuddet gav frygt for nedsmeltning, og det fik den danske regering til at iværksætte en hjælpepakke. Først en bankpakke, der blev vedtaget i oktober 2008, hvor staten forpligtede sig på at dække indskud i de danske banker op til en grænse på 3.000 milliarder kroner. Heraf skulle banksektoren selv stille de første 35 milliarder kroner til at redde pengeinstitutter i nød.
I januar 2009 blev Bankpakke II introduceret, og den 18. januar blev den vedtaget af alle partier bortset fra Enhedslisten. Med et beløb på 100 milliarder kroner skulle den give bankerne mulighed for at låne 75 milliarder kroner, mens 25 gik til realkreditinstitutterne. Bankpakken skulle gælde i tre år, hvor bankerne kunne låne penge til differentierede renter alt efter, hvor sund banken var. Uddybende informationer om bankpakken kan fås i artiklerne ”Fakta: Bankpakke II” og ”Få et overblik over Bankpakke II” samt i pressemeddelelsen ”Aftale om kreditpakke på plads” (se kilder).
Bankpakke II blev fulgt af Bankpakke III i oktober 2010. Med den blev statens ubegrænsede garanti for indskud erstattet af et loft på 750.00 kroner, og det blev besluttet, at tab efter krak skulle betales af banken selv, og at banker skulle kunne lukkes i løbet af en weekend.
Da Amagerbanken krakkede i 2011, opstod behovet for Bankpakke IV. Den blev vedtaget i efteråret 2012 med det formål at gøre det mere attraktivt for velpolstrede banker at overtage nødlidende banker, blandt andet ved at de sunde banker vil få støtte fra staten, når de gør det.
Ligesom i resten af Europa var finanskrisen sværere end forventet at slippe af med i Danmark, og bankpakkerne var langt fra nok. Finanskrisen slap ikke sit tag i Danmark i 2011, hvor de økonomiske nøgletal raslede ned. Ifølge flere eksperter var 2011 det værste år siden 2008 for boligmarkedet. Der var en bemærkelsesværdig stilstand i arbejdsløsheden, og stort set ingen bedring at spore[ei2] fra starten af året til udgangen af det. I december 2011 offentliggjorde finansministeriet, at den danske statsgæld ville vokse til over 100 millioner kroner, svarende til 5,5 % af bruttonationalproduktet.
I 2015 konkluderede Indenrigs- og Økonomiministeriet (se kilder), at ”dansk økonomi er i begyndelsen af et opsving med stigende vækst og beskæftigelse.” Efter at væksten i Danmark i mange år har været meget svag, var den i 2014 på 1,1 %.. Siden da er væksten taget til. Væksten i BNP er de seneste par år gradvist steget til omkring 2 % og er dermed den højeste i mere end ti år. Væksten drives ifølge Økonomisk Redegørelse, maj 2018 (se kilder) både af en stærk privat indenlandsk efterspørgsel og et solidt bidrag fra eksporten. Forudsætningerne er på plads for, at højkonjunkturen kan fortsætte, blandt andet i kraft af reformer, der også i de kommende år udvider arbejdsstyrken. Stigende pres på virksomhedernes produktionskapacitet og mere udbredt mangel på arbejdskraft ventes imidlertid at begrænse mulighederne for vækst, så væksten efterhånden bøjer af.
Hvordan var den særlige situation i Grækenland?
Grækenland er det europæiske land, der har kæmpet hårdest med finanskrisen og dens efterdønninger, og den økonomiske krise i Grækenland har flere gange været tæt på at føre til det sydeuropæiske lands exit fra euroen, senest i 2015. Mens de andre kriseramte sydeuropæiske lande har vendt udviklingen og igen oplever positiv vækst, er krisen blevet værre år for år i Grækenland. Allerede ved Grækenlands optagelse i eurosamarbejdet var statsgælden for stor, men omfanget var ukendt, da gælden var skjult. Medlemslandene af EU forpligter sig til ikke at have et større årligt underskud end 3 % af BNP og en samlet gældsbyrde på maksimalt 60 % af BNP, men i 2009 indrømmede den græske regering, at underskuddet var 12,7 % af BNP – fire gange så stort, som regeringen hidtil havde sagt. Grækenlands gældsbyrde er på 177 % af BNP.
I 2010 kom det frem, at den græske regering ikke ville være i stand til at betale sin gæld. Da Grækenland primært havde lånt penge i udlandet, både hos udenlandske banker og regeringer, opstod der frygt for, at en græsk misligholdelse af gælden ville sprede sig som ringe i vandet, og at andre regeringer og banker ville komme til at misligholde deres gæld som et resultat af, at de ikke fik deres penge fra Grækenland, skriver Vox (se kilder). Derfor fik Grækenland i 2010 hastehjælp fra eurozonens stabiliseringsfond og IMF, men kun ved at forpligte sig til at gennemføre reformer og besparelser. Reformerne, der blandt andet bestod af besparelser, ofte i form af fyringer af offentligt ansatte, og højere skat, var medvirkende til at arbejdsløsheden i Grækenland eksploderede – da den var på sit højeste, var den over 28 %, i 2015 var den faldet til 25 %. Reformerne, der blev forhandlet med den såkaldte trojka – Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen), var enormt upopulære i Grækenland, hvor både befolkningen og regeringen sagde, at de var for stramme og ramte landet for hårdt. I 2015 var de forhadte reformer medvirkende til, at det venstreorienterede parti Syriza vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget. I 2015 forsøgte den græske regering, ledet af premierministeren Alexis Tsipras, gentagne gange at genforhandle betingelserne for lånepakken, men den græske regeringen og de andre europæiske lande kunne ikke nå til enighed om betingelserne. Samtidig annoncerede den græske regering, at den ikke ville kunne betale sit afdrag på lånepakken i juni. I juni 2015 annoncerede Alexis Tsipras, at han ville lade de græske vælgere stemme om, hvorvidt Grækenland skal acceptere de betingelser, der er for lånepakken. De græske vælgere stemte nej til aftalen, men Tsipras genoptog forhandlingerne med de øvrige EU-lande for at undgå, at Grækenland skulle træde ud af euroen. I august 2015 nåede Grækenland og trojkaen til enighed om en tredje lånepakke.
I 2018 sidder Tsipras og Syriza stadig på regeringsmagten. Den græske regering har som betingelse for lån stået i spidsen for en række offentlige besparelser og reformer, blandt andet af pensionssystemet og på energi- og arbejdsmarkedsområdet. Hele forløbet af den græske gældskrise er beskrevet i artiklen ”Overblik: Sådan kom Grækenland ud af gældskrisen” (se kilder). I sommeren 2018 blev den græske gældskrise erklæret for afsluttet af EU-kommissionen. Den græske økonomi er igen i vækst og arbejdsløsheden er faldet betragteligt. På trods af de positive takter vil grækernes privatøkonomi dog være mærket i mange år fremover. Det skyldes blandt andet en udvandringsbølge af unge og veluddannede i kriseårene til andre EU-lande.
Hvordan udviklede situationen sig i de sydeuropæiske lande?
I starten af finanskrisen var det især Island og Irland, der trak overskrifter med bankkrak, konkurser og arbejdsløshedstal på himmelflugt. Siden 2010 er fokus rykket til flere sydeuropæiske lande, hvor den økonomiske situation viste sig at være meget værre end frygtet. Det er især Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, der har været problembørn for eurozonen, men også Frankrig kæmper med stort statsunderskud, høj arbejdsløshed, især blandt unge, og dårlig betalingsbalance.
Det startede med gigantiske budgetunderskud i Grækenland, Portugal og Italien, der alle havde taget store udenlandske lån, som de ikke kunne eller havde meget svært ved at betale tilbage. Det skabte frygt for, at krisen ville sprede sig som ringe i vandet til de lande, der havde lånt penge ud til de sydeuropæiske lande, og det førte til stor uro på de finansielle markeder og mistillid til euroen.
Situationen har ikke været lige så slem eller dramatisk som i Grækenland i de andre sydeuropæiske lande, der har haft nemmere ved at gennemføre de reformer og besparelser, der var betingelsen for at få finansiel støtte i form af store lån fra IMF og eurozonens stabiliseringsfond. Alle steder har der været store økonomiske reformer, som i hvert eneste land er blevet mødt med voldsomme protester, men som alligevel er blevet gennemført.
Spanien var et af de mest kriseramte europæiske lande, og først i 2013 var Spanien ude af den dybe recession, der var en følge af finanskrisen og varede mere end to år (Spanien oplevede i alt fem års recession eller økonomisk stilstand). Siden slutningen af 2013 har økonomien været i bedring.
Portugal har siden 2016 været en økonomisk succeshistorie, som det fortælles i artiklen ”Portugal kvittede EU’s sparekrav – nu blomstrer landets økonomi” (se kilder). Arbejdsløsheden er styrtdykket blandt andet som følge af øgede offentlige investeringer.
Italien lider stadig under lav økonomisk vækst og har generelt haft svært ved rigtig at ryste krisen af sig på trods af, at der har været positiv vækst i økonomien siden 2014. I perioden fra 2009 til 2017 har Italien ifølge artiklen ”Kun seks ud af ti italienere arbejder – og det gør ondt på landets økonomi (se kilder) i gennemsnit haft en årlig vækst pr. indbygger på minus 0,7 %. Den tilsvarende gennemsnitlige vækst i Danmark har været på plus 0,2 %. Blandt 36 OECD-lande er det kun Grækenland, der har klaret sig dårligere end italienerne, når det gælder økonomisk vækst.
På trods af de positive tendenser er særligt de unge i Sydeuropa fortsat hårdt ramt af krisen. Artiklen ”Sydeuropas tabte generation har opgivet at finde fast arbejde” (se kilder) fortæller, at finanskrisen og den efterfølgende europæiske gældskrise fik arbejdsløsheden til at stige enormt i hele Sydeuropa. Og selvom arbejdsmarkedet i mange lande er begyndt at vise tegn på bedring, er især ungdomsarbejdsløsheden stadig tårnhøj. Over en fjerdedel af fuldtidsjobsene i Spanien forsvundet, og i Italien og Grækenland er jobdøden endnu mere udtalt. Det betyder, at mange unge helt har opgivet at finde fuldtidsarbejde, hvilket samtidig betyder, at mange unge stadig bor hjemme hos forældrene og har ringe håb om nogensinde at stifte egen familie. I Italien bor eksempelvis 2 ud af 3 under 34 år stadig hjemme hos deres forældre.
Hvad gør EU?
Siden finanskrisen ramte Europa i 2008, har EU-landene arbejdet tættere og tættere sammen for at afhjælpe de værst konsekvenser, forsøge at afværge en ny finanskrise, forsøge at gøre euroen stærkere og sikre, at medlemslandene og euroen kommer så stærke ud af finanskrisen som muligt. På grund af finanskrisens udvikling i Europa har EU-landene og EU-institutionerne fået endog meget stor betydning, og EU-landene har måtte afgive suverænitet i forbindelse med det arbejde, der er sket for at stabilisere euroen. I takt med at flere og flere europæiske lande kom tæt på konkurs på grund af finanskrisen, voksede det europæiske fællesskab – og slagsmål – om krisen. De sidste par år har finanskrisen og især den efterfølgende gældskrise været altoverskyggende i det europæiske samarbejde.
Arbejdet startede den den 12. oktober 2008, hvor eurolandenes regeringschefer afholdt et topmøde i Paris for at drøfte finanskrisen. Resultatet blev en fælles handlingsplan, der gik ud på, at eurolandene ville yde ekstra kapital samt garantere lån i banksektoren.
Den 26. november 2008 fremlagde Europa-Kommissionen en toårig finansiel redningsplan, der via 200 milliarder euro skulle sætte skub i EU’s konjunktur og afbøde de værste følger af den globale finanskrise og den omsiggribende recession for de 27 medlemslandes økonomier.
Den 20. januar 2009 erklærede EU’s finansministre, at de i kølvandet på finanskrisen var parate til at lappe hullerne ved at skære ned på de offentlige udgifter for at komme tilbage til normale tilstande.
Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy fremlagde i februar 2011 et forslag om en europagt, der skulle forbedre EU’s konkurrenceevne ved at forstærke det økonomiske samarbejde i EU-landene. Senere samme år blev EU-landene enige om en vækst- og stabiliseringspagt, der nu er blevet afløst af en endnu mere krævende finanspagt. På et topmøde i Bruxelles i januar 2012 blev 25 ud af 27 eurolande enige om at tilslutte sig finanspagten, der skal give EU-landene mere kontrol over medlemslandenes økonomier. Formålet med pagten er at give EU-landene mulighed for at kigge hinanden i kortene, gøre det muligt at straffe økonomiske syndere og at sætte et loft over underskuddet på de forskellige landes finanslove og over, hvor stor statsgæld landene må have.
Pagterne har givet institutionerne mere magt over medlemslandene, i og med at der kan stilles større krav før den Europæiske Centralbank udsteder lån og efterfølgende kan sanktionernes.
Den tyske økonom Guntram Wolf udtaler i artiklen ”EU står bedre rustet nu end for 10 år siden, men der er fortsat risiko for en ny krise” (se kilder), at EU er mere modstandsdygtig nu end i 2008: ”EU er bedre forberedt på den næste krise af to årsager. For det første, fordi der er gennemført visse initiativer for at regulere den finansielle sektor, og for det andet, fordi EU har adresseret visse af dets egne svagheder – særligt i forhold til den tidligere så fragmenterede overvågning af bankerne.”