Augustoprøret 1943

Hvad var augustoprøret og baggrunden for det?

Augustoprøret i 1943 omfattede en række generalstrejker, massedemonstrationer og voldsomme gadeuroligheder, som udspillede sig i danske provinsbyer, hvor almindelige mennesker gjorde åbent oprør mod besættelsesmagten.

Augustoprøret var en afgørende faktor i Scavenius-regeringens fald, og oprøret udløste en lavine af begivenheder, der fik den dansk-tyske samarbejdspolitik til afgørende at ændre karakter. Augustoprøret markerede et vendepunkt i besættelsestiden mod en ny, anden fase.

Augustoprøret udspillede sig i lyset af de store og afgørende tyske nederlag i Rusland og Afrika samt det fascistiske Italiens endelige fald. Det skabte en både optimistisk og aggressiv stemning i den danske befolkning, som begyndte at tro på krigens og dermed Besættelsens snarlige afslutning.

Samtidig skærpede den tyske besættelsesmagt sin kurs som følge af markant flere danske sabotageaktioner.

Hvordan udviklede augustoprøret sig?

I juli 1943 steg spændingerne til bristepunktet imellem tyskerne og danskerne. Dagligt var der sammenstød og slagsmål. Men ingen anede følgerne, da arbejderne på Odense Stålskibsvært den 30. juli strejkede i protest over, at tyskerne satte bevæbnede sabotagevagter ind. Ugen efter bøjede tyskerne sig for de 3.000 arbejderes krav, men da havde urolighederne allerede spredt sig til Esbjerg.

Esbjergstrejken udløstes den 9. august. Atter var det jernindustriens folk, der førte an. Strejken var en reaktion på spærretiden (udgangsforbuddet), som tyskerne havde indført for at hindre natlig sabotage og daglige tumulter. Den 11. august deltog hele Esbjerg i en general- og bystrejke. Dagen efter afblæstes strejken – igen havde tyskerne været til at overvinde.

Ugen efter var Odense i generalstrejke og åbent oprør. Efter voldsomme gadekampe nedlagde hele byen den 18. august arbejdet. På gadeplan var der demonstrationer og møder, og arbejdere og helt unge mennesker jagtede tyskerpiger (danske piger, der var kærester med tyske soldater), smadrede tyskvenlige butikker og sloges med tyske patruljer. Mange blev såret og en døde. Da en tysk officer på tilfældig gennemrejse blev mishandlet, sendtes flere tyske tropper og dansk politi på gaden. Men urolighederne i Odense fortsatte. Først den 23. august, da regeringen var koblet på, afblæstes den kommunistisk ledede strejke.

På det tidspunkt sluttede stadig flere provinsbyer sig til strejkebølger – også de for tyskerne så strategisk vigtige nordjyske byer var med. I Aalborg begyndte urolighederne den 23. august, hvor en ung sabotørs begravelse blev fulgt af demonstration og strejke. Tyskerne satte for første gang hårdt mod hårdt, og i de blodige kampe blev adskillige danskere skudt. Næste dag fortsatte kampene. I alt døde otte mennesker og mange såredes, men hverken de danske arbejdere eller tyskerne gav sig.

Den 29. august satte tyskerne landet i militær undtagelsestilstand. Det stoppede strejken og dermed augustoprøret.

Hvilken betydning fik augustoprøret for samarbejdspolitikken og modstanden?

Augustoprøret 1943 blev et nederlag for samarbejdspolitikken, men en stor sejr for modstandssynspunktet. Samarbejdspartierne – og med dem hele det ledende Danmark -forsøgte indædt at bremse augustoprørets folk. Men danskerne lyttede ikke længere til politikernes budskab om ro og orden, og samarbejdspartierne blev helt hægtet af augustoprøret. Både over for tyskerne, der selv tog affære, og over for befolkningen.

De socialdemokratiske fagforeningsfolk kunne ikke forhindre arbejderne i at strejke og demonstrere. Arbejderne lyttede nu hellere til kommunisterne og DKP, hvis fåtallige illegale medlemmer var trådt ud af glemslen og nu førte an i augustoprøret såvel som i modstandsbevægelsens sabotageaktioner. 

Hvilke konsekvenser fik augustoprøret umiddelbart? 

Konsekvenserne af augustoprøret indtraf øjeblikkeligt, da Scavenius-regeringen den 28. august 1943 valgte at træde tilbage. Det skete efter voldsomt pres fra såvel befolkningen som besættelsesmagten. Lige siden 9. april 1940 havde de danske politikere holdt fast i den samarbejdslinje, der hidtil havde bragt Danmark skånsomt igennem verdenskrigen. Men efter tre et halvt år havde politikerne ikke længere befolkningens støtte. Politikerne opfordrede den 21. august til at "bevare ro, besindighed og sammenhold", men det havde ingen effekt på augustoprørets ophidsede folkemasser. Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s. 19 (se kilder).

I august blev det drøftet, om Scavenius kunne udskiftes med en parlamentarisk, mere folkelig regering. Det afviste Werner Best. For Berlin var der intet alternativ til Scavenius end militærdiktaturet. Augustoprøret og den tiltagende sabotage måtte standses, eller Berlin greb ind. Det ville gå ud over det gode dansk-tyske samarbejde og illusionen om tysk fredsbesættelse og dansk suverænitet. Men løbet var allerede kørt for samarbejdspolitikkens frontfigurer Scavenius og Best. Urolighederne var nu så voldsomme, at de truede det strategisk vigtige Nordjylland. Derfor anmodede værnemagten i Danmark den 22. august Berlin om at måtte gribe militært ind. To dage senere blev Best beordret til Berlin for at stå skoleret.

Hvad skete der, da regeringen trådte tilbage?

Den 27. august kom Best tilbage med ordene "jeg er en død mand" og et ultimatum, som man vidste, at den danske regering ikke kunne acceptere. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 122 (se kilder).

Ultimatummet blev forelagt de danske politikere om morgenen den 28. august: "Den danske regering skal øjeblikkelig erklære undtagelsestilstand over hele landet." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s. 20 (se kilder).

Undtagelsestilstanden omfattede spærretid, mødeforbud, pressecensur og dødsstraf for sabotage. Så langt ville de danske samarbejdspolitikere ikke gå, og de nægtede samme eftermiddag at føje besættelsesmagten. Beslutningen var principiel. Dødsstraf var og blev uacceptabel. Hermed brød samarbejdspolitikken endeligt sammen.

Næste morgen, den 29. august, gennemførte besættelsesmagten "Operation Safari" og satte landet i militær undtagelsestilstand. Politisk betød det, at den danske regering trådte tilbage, og at både Rigsdagen og kongen ophørte med at fungere. Nu stod landet uden politisk ledelse, og det blev overladt til departementscheferne at styre landet resten af besættelsestiden.

Best overlevede, men det gjorde den skånsomme samarbejdspolitik ikke. Tiden efter den 29. august var i høj grad præget af en skærpet tysk kurs. Den danske suverænitet blev svækket, og det brutale tyske politi tog over og iværksatte terror i form af jødeaktioner, clearingmord og krigsretter.

Med radikaliseringen af den tyske linje søgte besættelsesmagten at dæmme op for et kæmpende Danmark med modstandsbevægelsen, Frihedsrådet, undergrundshæren og folkestrejken som højdepunkter. 

Hvad var den militære undtagelsestilstand?

Undtagelsestilstand kan defineres som en samfundsmæssig nødtilstand, hvor der gælder særlige nødretsregler, som midlertidig ophæver eller indskrænker landets love.

Ved militær undtagelsestilstand samles den udøvende magt hos en militær myndighed, når statens eksistens er truet af krig eller oprør. Det skete den 29. august 1943, hvor værnemagtens øverstbefalende von Hanneken satte Danmark i militær undtagelsestilstand: "De sidste Begivenheder har vist, at den danske Regering ikke mere er i Stand til at opretholde Ro og Orden i Danmark. De af fjendtlige Agenter fremkaldte Uroligheder retter sig umiddelbart mod den tyske Værnemagt. Jeg proklamerer derfor i henhold til Artiklerne 42-56 i Haager Landskrigsordningen den militære Undtagelsestilstand i hele Danmark". Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 126 (se kilder).

Selvom det kan se sådan ud, var landene Tyskland og Danmark ikke i krig, fordi ordene "i henhold til" simpelthen var en forkert oversættelse af "om sinne", der betyder "i analogi med". Fredsbesættelsen gjaldt altså fortsat, men frem til 6. oktober 1943, hvor den militære undtagelsestilstand blev ophævet, var det i princippet general von Hanneken, der havde statsmagten og bestemte over det danske samfund. Det benyttede generalen sig øjeblikkeligt af til at iværksætte "Operation Safari" – opløsningen af den danske hær og flåde. Desuden indførtes spærretid, mødeforbud, pressecensur og dødsstraf, alt imens 250 kendte, ikke-tyskvenlige danskere blev arresteret og holdt som gidsler.

Von Hanneken ønskede, at undtagelsestilstanden blev gjort permanent, så han kunne etablere sit militærstyre i Danmark, men det afviste Berlin. Da undtagelsestilstanden blev ophævet, tog Bests forhandlingslinje atter over. Men resten af Besættelsen var præget af den nye hårdere kurs, som det tyske politi førte. Det betød censur, offentligt mødeforbud og ikke mindst tysk krigsret og dermed risiko for dødsstraf, tysk fængsel eller kz-lejr for modstandshandlinger. 

Hvad var Operation Safari?

Operation Safari var tyskernes plan for afvæbningen af den danske hær og flåde den 29. august 1943. Von Hanneken så den danske hær som en sikkerhedstrussel mod værnemagten i Danmark, fordi de nationalsindede, antityske officerer muligvis ville kæmpe på allieret side, når og hvis invasionen på den jyske vestkyst kom.

Netop for at beskytte invasionsforsvaret (Vestvolden) havde tyskerne i efteråret 1942 fået fjernet den danske hær fra Jylland samt beslaglagt store dele af dens materiel. Nu var turen kommet til resthæren på 7.000 mand og den danske flådes cirka 2.000 mand, som tyskerne kun nødtvungent afvæbnede, da flådens minestrygninger og patruljeringer siden 1940 havde været til stor hjælp for den tyske marine.

Operation Safari foregik under dække af den militære undtagelsestilstand. Søndag morgen kl. 04.00, den 29. august 1943 gik værnemagten, med hjælp fra tyske tropper, der samme dag var mellemlandet i København på vejen fra Norge til Frankrig, i aktion med 9.000 mand og 12 kampvogne. Overfaldet på de østdanske garnisoner skete uden varsel. De danske soldater skulle tages på sengen uden kamp. Imidlertid vidste de danske garnisoner, at noget ville ske. Mange steder var man i forhøjet beredskab, og det kom til heftige ildkampe, inden danskerne overgav sig. Sytten danskere faldt i kamp, og det dobbelte antal såredes. Også værnemagten led tab, men det lykkedes tyskerne at sikre sig alle våben og materiel fra den danske hær.

Værnemagtens overfald på den danske flåde fulgte samme mønster, men på eget initiativ og imod den danske regerings vilje valgte flåden at sænke sine skibe, før tyskerne nåede frem. På flådestation Holmen i København sprængte de danske mariner 29 af deres skibe. Rundt omkring i landet ødelagde besætningerne deres egne skibe, og andre igen flygtede til neutrale svenske havne. Syv danske mariner faldt i kamp. Den danske flådes heroiske indsats vakte stor opmærksomhed i den udenlandske presse. Indsatsen var sket på flådens eget initiativ, da der var givet ordre til generalerne om ikke at kæmpe imod. 

Hvordan førte Operation Safari til oprettelsen af Den danske Brigade?

Under Operation Safari besatte Værnemagten også Horserødlejren, hvor de internerede danske kommunister sad.

De tyske soldater overså ved en fejl en del af de internerede, og det lykkedes 95 mand at undslippe i ly af mørket. De resterende 145 kommunister blev den 2. oktober 1943 deporteret til koncentrationslejren Stutthoff. Dermed var Horserødlejren ryddet til de 250 nyligt arresterede danske gidsler og de danske jøder, som tyskerne tog den 1. oktober 1943.
De danske soldater og officerer interneredes i lejre, hvor de sad under den militære undtagelsestilstand. Efter frigivelsen sendte den danske hærchef Ebbe Gørtz og flådechef Aage Vedel en gruppe officerer til Sverige med det formål at opbygge et korps, Den danske Brigade. De resterende 1.200 befalingsmænd fortsatte i Danmark med illegalt at opbygge militære ventegrupper under ledelse af Gørtz og nogle yngre officerer kaldet Den lille Generalstab.

"Brigaden" og de militære ventegrupper skulle ikke bekæmpe tyskerne, men støtte de danske politikere (mod kommunisterne), når de efter befrielsen igen skulle til magten. Således arbejdede hærcheferne sammen med de danske politikere (især socialdemokraterne) om etableringen af den passive hær. At hæren ikke skulle i kamp skyldtes dens loyalitet overfor politikerne, der af frygt for tyske repressalier ikke lod officererne evakuere over Sverige til allieret krigstjeneste. Omvendt gled en del af flådens soldater efterhånden ind i modstandsbevægelsen. 

Hvad var departementschefstyret?

Efter augustoprøret i 1943 udpegedes ingen ny dansk regering. I stedet fik embedsmænd i centraladministrationen ansvaret for at forvalte og styre den danske stat. Betegnelsen departementschefstyret kom af, at det var ministeriernes direktører, departementscheferne, der styrede landet.

Ordningen var kommet i stand efter den såkaldte septemberkrise i 1943. Samarbejdspolitikerne havde lidt afgørende nederlag, regeringen var trådt tilbage, og stemningen i befolkningen var stærkt imod en ny regeringsdannelse. I løbet af september pressede besættelsesmagten, men også stærke kræfter i Danmark, på for at fremtvinge en løsning på ledelsesproblemet. For ansvarlige politikere og ikke mindst embedsmænd var skrækscenariet, at hvis danskerne ikke selv kunne løse problemet, var det eneste alternativ en tysk administration af landet – og hvordan kunne det danske samfund så beskyttes?

Den 23. september 1943 afviste politikerne endelig at danne en ny regering, og den midlertidige praktiske løsning blev, at politikerne opfordrede departementscheferne til at fortsætte i deres stillinger som forvaltere af det danske statsapparat.

Uden begejstring påtog departementscheferne sig det tunge ansvar at styre det danske samfund trygt igennem Besættelsen. Ud over at administrere skulle departementscheferne også lovgive via såkaldte lovanordninger, om end de reelt var uden myndighed til at træffe politiske beslutninger. 

Hvordan fungerede departementschefstyret?

Indtil befrielsen fungerede departementschefstyret i praksis som et administrationsråd med ugentlige orienteringsmøder og med udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen (1894-1985) som uofficiel leder. Svenningsen, der tidligere var Scavenius' højre hånd i samarbejdspolitikken, førte forhandlinger med tyskerne, hvor Best stadig sad som udenrigspolitisk chefdiplomat. På denne vis fortsatte departementschefstyret den hidtidige samarbejdslinje, eller snarere tilpasningspolitik, da det i langt højere grad foregik efter tysk diktat og danske indrømmelser end tidligere.

I det store og hele fungerede departementschefstyret dog i det daglige, og det danske samfund passede egne indre anliggender. Det betød, at erhvervslivets store produktion fungerede til tilfredshed for danskere såvel som tyskere. Betydeligt sværere var de politiske og juridiske spørgsmål, som tyskerne og danskerne var uenige om. I princippet var spørgsmålene slet ikke departementschefernes bord, men i praksis var de tvungen til at forholde sig til dem. Det gjaldt eksempelvis jødeaktionen den 1. oktober 1943. Siden var departementschefstyret flere gange under hårdt pres, særligt fra det tyske politi.

Imens sad politikerne i det såkaldte trettenmandsudvalg i kulisserne bagved og trak i trådene i alle større politiske spørgsmål. 

Hvad var trettenmandsudvalget?

Samarbejdsregeringen var i forbindelse med augustoprøret officielt trådt tilbage og sat uden for politisk indflydelse. Alligevel udøvede samarbejdspolitikerne under departementschefstyret en betydelig magt i form af trettenmandsudvalget, også kaldet Buhls Kreds. Udvalget var politikernes "skyggekabinet" til rådgivning, kontrol og styring af departementscheferne.

Trettenmandsudvalget opstod, da det gamle samarbejdsudvalg, nimandsudvalget, blev suppleret med fire ministre fra den afgåede samarbejdsregering. Tidligere statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954) var ubestridt leder af trettenmandsudvalget, der fra oktober 1943 til 5. maj 1945 fungerede via uofficielle, regelmæssige møder. Ved møderne deltog folk fra departementschefstyret, og der var tæt kontakt imellem Svenningsen og ledende socialdemokratiske og konservative politikere. Fordelene ved møderne var flere, og de kom begge parter til gode:

• For departementschefstyrets folk var fordelen, at væsentlige politiske spørgsmål kunne drøftes igennem og strategier lægges sammen med garvede politikere, før Svenningsen gik ind til de ofte hårde og lange forhandlinger med tyskerne.
• For embedsmændene i departementschefstyret var fordelen, at trettenmandsudvalget kunne give en slags politisk godkendelse af deres "styre", for eksempel i forhold til nye lovanordninger eller den politiske kurs over for besættelsesmagten.
• Politikernes fordel var, at de fire gamle samarbejdspartier fik afgørende indflydelse på den kurs, som Danmark førte. Derved sikredes fortsættelsen af den samarbejdslinje, der siden den 9. april 1940 havde skånet det danske samfund for krigens ødelæggelser.
• En anden fordel for politikerne var, at de efter deres store nederlag under augustoprøret kunne arbejde "skjult i kulissen" bag departementschefstyret og gradvis genopbygge den tabte tillid i befolkningen.

Hvilke opgaver løste trettenmandsudvalget også kaldet Buhls Kreds?

I resten af besættelsestiden arbejdede Buhls Kreds med at styre Danmark sikkert frem til den befrielse, som man efterhånden vidste, kom. Men opgaverne var store.

• For det første skulle der skabes kontakt til Frihedsrådet, så en kommende befrielsesregering kunne forhandles på plads.
• For det andet skulle politikerne forsigtigt og uden at fornærme tyskerne nærme sig modstandssynspunktet og dermed atter komme på bølgelængde med den danske befolkning.
• For det tredje skulle der tages kontakt til de allierede, så Danmark ved befrielsen kunne få status på de allieredes side.

At arbejdet blev gjort såre dygtigt af Buhls Kreds vidner det faktum om, at befrielsesregeringens statsminister netop hed Vilhelm Buhl. 

Hvad var Frihedsrådet?

Den 16. september 1943 etablerede ledende modstandsfolk Danmarks Frihedsråd eller bare Frihedsrådet. I dette fælles råd for den voksende modstandsbevægelse var de store modstandsorganisationer repræsenteret. Det vil sige folk fra Frit Danmark, Ringen, Dansk Samling og DKP, hvortil kom kontakten til de frie danske i udlandet og England via SOE-lederen Flemming B. Muus.

Det var Frihedsrådets store styrke, at kommunistiske, borgerlige og socialdemokratiske modstandsfolk arbejdede sammen, og Danmark blev eneste land i Europa med en central ledet modstandsbevægelse. Hermed ikke sagt, at Frihedsrådet havde direkte kommando over modstandsgrupperne; der var snarere tale om en slags politisk ledelse, der via sine arbejdsudvalg koordinerede en stor del af modstandsarbejdet. Ikke mindst var det Frihedsrådet, der udsendte budskaber og tog initiativer i forhold til befolkningen, politikerne og de allierede.

"Når Danmark atter er frit" fra november 1943 var programskriftet for Frihedsrådet, hvor der stod, at modstandskampens mål var at befri Danmark og genindføre demokratiet.

De danske modstandsgrupper havde deres storhedstid fra augustoprøret 1943 og frem til befrielsen i maj 1945, hvor især sabotagegrupperne foretog flere spektakulære aktioner. Her spillede Frihedsrådet en vigtig rolle som en tværpolitisk paraplyorganisation for modstandsgrupperne, og det skabte billedet af en samlet dansk modstandsbevægelse.

Hvordan fungerede Frihedsrådet?

I praksis fungerede Frihedsrådet via ugentlige møder, som fandt sted i dyb hemmelighed på skiftende tidspunkter og adresser. Frihedsrådets medlemmer talte især yngre mandlige akademikere og intellektuelle, og trods en del udskiftninger, når medlemmer arresteredes eller gik under jorden, havde Frihedsrådet tre bærende kræfter:

• Kommunisten Mogens Fog (1904-1990) fra Frit Danmark.
• Socialdemokraten Frode Jakobsen (1906-1997) fra Ringen (og Holger Danske).
• Børge Houmann (1902-1994) fra DKP.

Tre stærke personligheder, der i løbet af 1944 var med til at gøre det lille selvbestaltede Frihedsråd så magtfuldt, at det ved folkestrejkerne i sommeren 1944 optrådte som landets illegale regering og nød stor autoritet i befolkningen, der spurgte: "Hvad siger Frihedsrådet". Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s. 170 (se kilder).

Frihedsrådet eksisterede i 20 måneder og trådte tilbage i maj 1945, hvor flere af Frihedsrådets medlemmer blev en del af befrielsesregeringen. At modstandsfolkene i Frihedsrådet således endte med at danne befrielsesregering med samarbejdspolitikerne var svært at forestille sig i efteråret 1943, hvor politikerne afviste Frihedsrådets tilbud om samarbejde. I foråret 1944 havde Frihedsrådet takket nej til politikernes invitation. Først i sommeren 1944 etableredes et fast samarbejde i form af det såkaldte Kontaktudvalg. På det tidspunkt var Frihedsrådets magt på sit højdepunkt.

Rådet var anerkendt i England, Sovjetunionen og USA, ligesom undergrundshæren stod under rådets ledelse. Derfor fik Frihedsrådet også stor indflydelse på, hvad der skete efter Danmarks befrielse i maj 1945.